Tanken om, at den politiske og økonomiske elite skal forme en ny verdensorden, er et mareridt for kritikere af globalisme. Men under et nyligt topmøde i Berlin blev sådanne visioner hyldet. Den nye statsstyrede kapitalisme formodes at tjene hele samfundet. Vi vil tro på, at Babelstårnet bliver en succes denne gang.

Tanken om, at de politiske og økonomiske eliter er i gang med at danne en ny verdensorden sammen, er et mareridt for kritikere af globalisme, der med bekymring ser på, hvordan World Economic Forum (WEF) med Klaus Schwab i spidsen arbejdede målrettet for en verden i deres eget billede.

WEF er dog langt fra alene om disse ambitioner. Men under en toptung økonomisk konference, der blev afholdt i Berlin i sidste uge, blev sådanne visioner hyldet.

Det var under den 13. økonomikonference, som den tyske avis Die Welt hvert år arrangerer i den tyske hovedstad, at anmeldelsesmelodien var, at fra nu af er scenen sat for den såkaldte “stakeholder kapitalisme”, som på norsk bliver noget i retning af «interessent-kapitalisme»

Blandt deltagerne under konferencen var Tysklands premierminister Olaf Scholz, CDU-leder Friedrich Merz, chef for Den Europæiske Centralbank Christine Lagarde, Deutsche Bank-direktør Christian Sewing og en række erhvervsledere.

Die Welt dækkede naturligvis selv konferencen i detaljer, og kunne fortælle, at erhvervslivets hidtidige skepsis over for statens indblanding i økonomien nu er afløst af et samtykke til, at staten spiller hovedrollen i økonomien.

Interessentkapitalismen sejrer, skrev finansredaktør Holger Zschäpitz og finansjournalist Anne Kunz onsdag.

Det handler ikke længere kun om aktionærernes overskud, men det store billede, samfundet.

En kapitalisme, der vil tjene næsten alle. Sloganet “landet først, derefter virksomheder” beskriver den nye model bedst. Og det er markant, at det udtryk ikke kommer fra en politiker, men fra en topchef, siger Deutsche Banks direktør Christian Sewing. “I svære tider som disse er det vigtigt at sætte landet først og derefter virksomheden,” siger Tysklands førende bankmand.

Når tyskere taler om at tjene landet, burde det måske gå koldt ned af ryggen på nogen hver. Og hvad betyder det egentlig, at den nye kapitalisme skal tjene “næsten alle”? Hvad sker der med dem, den ikke tjener?

På engelsk er det et ordspil relateret til det centrale nye ord, der vidner om en overgang fra aktionærkapitalisme til interessentkapitalisme – altså fra aktionær til interessent,  fra shareholder til stakeholder. Vi skal forstå, at interessenterne er intet mindre end samfundet. Og staten skal spille hovedrollen. Hørt det før?

Hvordan er det egentlig gået med de samfund, der har prøvet dette før? Har vi glemt, at det er fraværet af central kontrol over økonomien, og tilstedeværelsen af ​​mange uafhængige økonomiske enheder, der har skabt den dynamik og den “usynlige hånd”, der har skabt Vestens succes?

Kort sagt er vi vidne til et radikalt brud med den samfundsform, der har tjent Vesten godt, og den er ikke begrænset til økonomien: Indbyggerne i et land er frie borgere, som ikke kun skal kunne forfølge deres egen økonomiske interesser, men også politiske interesser – og måske frem for alt have ret til en intellektuel selvstændighed, og kunne deltage på en offentlig scene, hvor ideer brydes.

Budskabet om, at den nye verdensorden skal tjene “næsten alle”, skal forstås som en trussel: Den skal i hvert fald ikke tjene modstanderne af sådan en ordning, som kun er i vejen, og i værste fald bør ryddes af vejen så hygiejnisk som muligt – måske ved at smide dem ud af internettet, forhindre dem i at få adgang til deres egne penge, og hvad den nye digitale totalkontrol ellers kan diske op med.

Men den nye kapitalisme vil kun gavne magteliten, som kommunismen også har gjort. Det vil ikke tjene “næsten alle”, men det kan måske skræmme næsten alle til lydighed, i det omfang det ikke lykkes propaganda at få det store flertal til at sluge denne nye erstatning for evangeliet.

Erhvervsledere vil ikke være blandt dem, der står op for frihed, i hvert fald ikke hvis Die Welts-konferencen giver et fingerpeg:

En usædvanlig konsensus mellem politik og erhvervsliv var tydelig. Forretningsmændene understregede næsten enstemmigt, at de skulle danne den nye verdensorden sammen med politikerne.

Centralt i dette nye jordiske paradis er den “grønne omstilling”.

Erhvervseliten var meget glade for at høre om storslåede offentlige programmer for skolen og ”Energiewende”.

“Den sociale markedsøkonomi virker, den gør os stærke,” sagde den tyske transportminister Volker Wissing (FDP) under konferencen.

Mathias Döpfner, topchefen for Axel Springer, som udgiver Die Welt, stemte også i. Den tid, hvor virksomheder kunne være neutrale, er forbi, mener han.

Vi forstår straks, at fraværet af neutralitet fra nu af vil betyde, at man underkaster sig tvungne regler. Den ”nye moral” vil ikke have betænkeligheder ved at gøre forretninger med Kina eller muslimske lande, men vil gøre helvede hedt for dem, der ikke ønsker woke ideologi og åbne grænser.

Det, der sker, er, at der bliver indført en krigsøkonomi i fredstid, hvor det nye, autoritære system begrundes med, at der hele tiden er kriser, hvad enten det er viruskrise, klimakrise, finanskrise, migrationskrise eller nu forsyningskrisen.

Dette er alt andet end legitimt, og det er dømt til at mislykkes, men i mellemtiden kan der ske stor skade. Inflationen er slem nok, men det er mere end penge, der mister værdi, når indbildske mennesker forsøger at genopbygge Babelstårnet.

Vi fornemmer, at vi er på vej ind i en mørk nat, men hvis man elsker frihed og ikke vil være en af undersåtterne i den nye verdensorden, er det ikke tiden for at lægge sig til at sove.