Mona Sahlin sagde som integrationsminister i 2000, at hvis to lige kvalificerede personer søgte det samme job, ville den som hed Mohammed blive valgt. Det er en linje, de svenske myndigheder har fulgt siden og forklarer, hvorfor Sverige er ved at drukne i sine egne problemer.

«Hvis to lige kvalificerede personer søger job på en arbejdsplads med få indvandrere, får personen ved navn Mohammed jobbet. Det skal tælles som et plus at have en anden etnisk baggrund end den svenske.” Det sagde daværende integrationsminister Mona Sahlin (S) i et interview i Göteborgs-Posten den 22. oktober 2000.

Siden da har alle svenske myndigheder og kommuner, og de fleste virksomheder, rekrutteret med et mangfoldighedsperspektiv og et mål, hvor den etniske sammensætning af medarbejderne skal “afspejle samfundet”. Kvotehysteriet har forpligtet myndigheder som den svenske socialforsikring, den svenske skattemyndighed, det svenske forsvar og naturligvis politiet. Men også det private erhvervsliv er ramt, især de store virksomheder.

Vi ser resultaterne nu. I Sverige omtales Borås-politiets Nadim Ghazales debatartikel i Expressen. Under overskriften ”Jag är rädd” om, at urolighederne har gjort tingene værre for muslimer, argumenterer Ghazale indledningsvis for, at svensk politi burde have bedre muligheder for at håndtere uroligheder. Det lyder meget fornuftigt. Men så kommer han til det, der ser ud til at være den egentlige hjertesag for ham: at Sverige skal indføre blasfemilove, der forbyder krænkelser af Koranen. Hvorfor? Well, Ghazale beskriver muslimer som særligt udsatte og med behov for øget beskyttelse.

Vi er også nødt til at styrke beskyttelsen af ​​allerede sårbare borgere, af rigtige muslimer, som er oprigtigt kede af det, sårede og resignerede over for de provokationer, der blev udført under misbruget af ytringsfriheden. Islamofobi breder sig og er en af ​​de mest rapporterede hadforbrydelser. At tilladelsen er givet, og at afbrændingen af ​​Koranen ikke er en åbenlys hadforbrydelse, viser, hvor langt svensk lovgivning er fra at beskytte visse sårbare etniske grupper.”

Hvis kravene om blasfemilove og særbehandling af en bestemt gruppe i samfundet kom fra en tilfældig islamist i et “særligt udsat område”, kunne vi tage kravet med et gran salt. Men nu er Nadim Ghazale ikke en tilfældig islamist – han er politimand. Han er statsansat og administrerer samfundets ultimative voldskapital.

Her opstår et spørgsmål, som er helt afgørende for Sveriges sikkerhed: Hvor har Ghazale sin loyalitet? Er det med svensk lov og det svenske folk – eller med Islams regler og dets muslimske brødre og søstre?

Det er desværre ikke første gang, spørgsmålet skal stilles. I de senere år er en række mennesker, hyldet som velintegrerede forbilleder, blevet taget med fingrene i de islamistiske og antisemitiske sylteglas: Abdirizak Waberi, Omar Mustafa, Mehmet Kaplan, Hamid “rektor Hamid” Zafar, Yasri Khan, Gina Dirawi, Alex Voronov … Listen gøres endnu længere, og de forenes alle i den sag, som Ghazale promoverer: at muslimer er særligt udsatte og har brug for særlig omsorg. Alt andet er islamofobi.

Islamofob i teori og praksis

At “islamofobi” er et særligt stort problem i Sverige, og at muslimer er særligt udsatte for had og vold, er en opfattelse, som Expressen-journalisten Atilla Yoldas også brugte som begrundelse i sin underskriftskampagne for at gøre overtrædelse af Koranen til en hadforbrydelse. Nu er påstanden ikke rigtig, den gruppe i Sverige, der har størst risiko for at blive udsat for hadforbrydelser, er jøder, men det spiller måske mindre en rolle for Ghazale og Yoldas, da størstedelen af ​​overgrebene kommer fra muslimer.

Nadim Ghazale er et lysende eksempel på islamofobi i Sverige. Ghazale er immigrant fra Libanon, han blev optaget på Politiakademiet (som praktiserer positiv diskrimination for at opnå mangfoldighed) og blev derefter ekspert for programmet “Ugens forbrydelse” på SVT. I 2020 blev Ghazale kåret til Årets Borås Ambassadør af Borås Kommune, og samme år tildelte Socialdemokratiets Ungdomsforbund (SSU) ham 22. juli-prisen, som gives til “et antiracistisk forbillede, der i løbet af året gjort en betydelig indsats mod højreekstremisme.”

Den svenske islamofobi førte også til, at Ghazale i 2021 var den såkaldte ”Sommertaler” på Sveriges Radio. I løbet af programmet kunne han uforstyrret give sit billede af det helt igennem racistiske Sverige, hvor hvide mænd aldrig har skullet kæmpe for noget som helst.

– Hvis du er hvid, svensk, straight og mand, så er du allerede kvoteret på forhånd, sagde Ghazale.

I januar 2021 blev han interviewet i SVTs serie ”Min sanning”, hvor Nadim Ghazale blev præsenteret som “den åbenhjertige politimand”. Men hvad havde han egentlig sagt? På sociale medier skrev politibetjent Ghazale nedladende om hvide, heteroseksuelle mænd, hvor han sidestillede Israel med kræft og postede et billede af et maleri fra sit kontor. Motivet var en SD-blomst med rødder formet som et hagekors. Ghazales kommentar: “Fuck SD, de kan sutte hestepik”.

Følgende er taget fra Nadim Ghazales Twitter-konto:

«Jeg mener, at du er åben racist, hvis du tilhører SD. Troede det var klart for længe siden.” (juli 2014)

“Fuck cancer, inklusive menneskelig kræft, såsom ISIS, Hamas, Israel og Putin # WW3.” (Juli 2014)

“SD kan suge den nærmeste indavlede hestepenis, men faktum er, at regerende politikere for længst har fejlet fatalt med integrationspolitikken.” (november 2015)

“At stemme på SD i utilfredshed med de andre partier er som at spise afføring, fordi man ikke kan lide maden.” (januar 2017)

Fuck er “alt-right”. Fuck er “mod-jihad”. Fuck dig SD og andre racistiske svin. I er alle forklædte nazister. Du er problemet. Du er truslen.” (august 2017)

«Hvor søger jeg jobbet som rigspolitichef? De hvide gamle mænd i toppen af ​​hierarkiet har brug for både lidt “farve” og foryngelse “(september 2017)

Intet af dette så politiledelsen noget problem med. Islamofobi og racisme var så stor, at Nadim Ghazale havde ledelsens fulde tillid og endda blev forsvaret af justitsminister Morgan Johansson. Opbakningen ser ud til at have styrket Ghazales selvbillede, for i dag er han den anerkendte forfatter til bogen med den beskedne titel ”Min väg från flykting till hele Sverige polis”.

Hvor ligger loyaliteten?

Men er han virkelig «hele Sveriges politi»? Som politibetjent har Ghazale svoret at beskytte alle borgere i Sverige. Kan vi stole på, at han gør det? Når der er en reel konflikt, vil Ghazale så beskytte Sverigedemokraten (som ifølge Ghazale “kan sutte hestepik”), jøden eller ateisten, hvis angriberen er muslim?

Det virkelig bekymrende er, at Nadim Ghazale ikke er alene. Der er selvfølgelig en del ansatte i både Politistyrelsen og Forsvaret, som lever med en delt loyalitet mellem staten og klanen, og efter urolighederne har Malmø politi (!) anmeldt Rasmus Paludan for “tilskyndelse” mod etniske grupper”. I stille tider er konsekvenserne af den opdeling ikke synlige, men når grupperne stilles op mod hinanden, bliver det afgørende.

Er du primært svensk – eller muslim? Hvordan du svarer på det spørgsmål, afgør, hvordan du vil agere i sådan en situation.

Vi ved selvfølgelig ikke, hvor mange svenske politifolk, der deler Ghazales synspunkter, men at det ikke er få, fremgår tydeligt af den behandling, Ghazale har fået. Havde han vidst, at krænkende meninger kunne føre til afskedigelse, selvom de var rettet mod svenskere og Sverigedemokrater, havde han åbenbart ikke udtrykt sig, som han gjorde.

På trods af, at han gentagne gange har udtrykt sig på måder, der ville have fyret en etnisk svensk kollega, hvis han havde sagt det om immigranter, sidder Nadim Ghazale sikker i båden. Han har endda personlig opbakning fra den ansvarlige minister.

Nadim Ghazale ved, at han er urørlig – og det gør hans kolleger i Politiet, alle Sveriges muslimer og alle de terrorister, der er klar til at starte en krig mod det demokratiske svenske samfund, som Nadim Ghazale skal beskytte. Resultatet af dette vil formentlig vise sig i de kommende optøjer, og hvornår de opstår, er kun et spørgsmål om tid.

Bestil Lars Hedegaards nye bog her!