MSM meddeler, at “centerkandidaten” vandt over den yderste højrekandidat. (Hvis Ritzau skal være generøs, kalder de hende højrepopulist.) Med sådanne begreber er processen selvforklarende: det gode mod det onde. Det må være chokerende, at den onde fik 42 pct. (Er der virkelig så mange onde vælgere?)

Journalisterne ror og skifter vægt på benene. De unge piger på valgvagt er snakkende automater: -Demokratiet vandt, fordi Le Pen var for Putin, mod Ukraine og mod EU, altså Europa. Dette er en række associationer, der afskaffer alle forskelle. Det minder om den samme trajectory – bane – som de muslimer, der demonstrerede mod Paludan: Han ville krænke Den Hellige Bog, og hvilket normalt menneske ville det? Efter hundrede politibetjente blev såret, siger justitsminister Morgan Johansson, at han forstår deres følelser. Han deserterer fra retsstaten efter at være blevet udsat for det alvorligste angreb til dato.

Men Macron gjorde det samme to dage før valget, da han besøgte Saint-Denis uden for Paris. Der bor to millioner mennesker. Det er ikke Frankrig, men Macron blev modtaget som en helt. De forstod, hvorfor han kom: For at vise, at han var på deres side mod den onde Le Pen.

Den svenske justitsministers og muslimernes logik er af samme karakter som iranerne, der demonstrerede mod Paludan. De havde svaret klart: Bag Paludan står den store bagmand: Israel.

(Demonstration mod Paludan og hans ‘lord Israel’, Teheran, Iran, 15. April 2022; Fotos: Twitter)

Hvis du synes dette er slemt, hvad så med Sverige?

-Brænd den, der brænder Koranen. Det lyder som en fin opskrift og måske ville Morgan Johansson også være enig i den? Det er logisk og konsekvent. Det er i hvert fald den “sti” han er kommet ind på og det bliver for sent at vende om, når man begynder at brænde folk af i stedet for bøger.

Det er en forvirret dansker, der brænder en bog af, mens Sveriges justitsminister er enig med dem, der vil brænde folk. Sådan kan det opsummeres og sådan opførte Macron sig også i Saint-Denis.

Houellebecq har ret.

Ved at kalde dem “svage”, afslører politikerne sig selv, De ved godt, at de tager de stærkestes parti. En der er villig til at bruge vold for at få sin vilje.

Egentlig åbner de døren til en revolutionær situation, men de giver “de andre” skylden og kalder dem den yderste højrefløj.

Det er en manøvre at dække over deres eget forræderi.

Af uduelighed og opportunisme tager de parti for voldskulturen og undskylder den som svag og sårbar. Dette er det største forræderi. Der findes ikke andre ord for at gøre gerningsmanden til et offer og retfærdiggøre brugen af ​​vold i vores samfund. De repræsenterer staten, men er enige eller forstår dem, der udfordrer statens monopol på vold.

Disse modsætninger og rystelser rammer ekstra hårdt i et samfund, der oplevede en reel revolution. Naturligvis er franskmændene klar over parallellen til fortiden. De gule veste er revolutionens ”sans culottes”, og de bliver behandlet som Macrons og klassen bag ham.

Du får aldrig vores journalister og eksperter til at indrømme de historiske paralleller, men de modsætninger, der bygger sig op, handler om klasse, kulturel og økonomisk overlegenhed og foragt.

Macron repræsenterer første og anden klasse, kirken og adelen, mens en stor tavs tredje stand kæmper for overhovedet at komme til orde. Derfor vedtager EU loven om digitale tjenester. Tredjestanden skal have mundkurv på.

For at overdøve disse paralleller må eliten tale om en anden revolution, kontrarevolutionen, kaldet nationalsocialisme. Men hvor længe varer sådan en løgn, når eliten er i alliance med en importeret voldskultur og religiøs ideologi?

Humor hjælper, og holdet, der laver videoer af Hitler i bunkeren, er med til at vise, hvor lidt relevans en sådan sammenligning med nazismen har.