At Emmanuel Macron provokerer mange med sin arrogance og nedladenhed er let at se. Men at han er direkte hadet af græsrødderne er ikke kommet frem. Formentlig fordi det vil smitte negativt af på de medier, der har forgyldt ham.

Berlingskes Sydeuropa-korrespondent Martin Brenner har læst en bog om, hvorfor Macron er hadet og her er nogle interessante detaljer, men også mørklægning.

Men ham, der sad i de 2,5 timer og så debatten i onsdags, fik svaret ved at studere Macrons ansigtsudtryk og øjne: Han er en kold fyr med et strålende intellekt. Den kombination går som leder af en stor virksomhed, men ikke som folkets øverste valgte leder. Folk ser, at Macron ikke er faderlig, men iskold. De ser det også afspejlet i hans privatliv:

Forholdet til 25-årige Brigitte Macron betyder, at han aldrig er blevet far. Hendes børn er hans jævnaldrende, og selvom han har adopteret børnebørnene, er det ikke det samme.

Macron mangler en grundlæggende faderlig forståelse af “de svagestes menneskelige bekymringer,” sagde tidligere premierminister Jean-Pierre Raffarin til forfatterne.

Og som de selv udtrykker det: “Med en ikke-far som præsident føler borgerne sig forældreløse.”

Når denne side af Macron først går op for en, er den svær at glemme.

Så bliver had også mere forståeligt. Macron udløser impulserne fra den franske revolution:

‘Louis XVI, Louis XVI, vi skar hans hoved af. Macron, Macron, lad os gøre det igen!”

Det var de gule vestes slogans.

Hoveder på scenen, hjemmelavede guillotiner og afbrændte dukker er blevet standardudstyr ved talrige demonstrationer i de senere år. Men hvorfor dette blodtørstige had til en valgt leder?

Hvorfor stiller ellers velovervejede parlamentsmedlemmer for venstrefløjspartiet La France insoumise op til feministisk krigsdans med en koreografi, der efterligner knytnæveslag mod præsidenten?

Hvad får en berømt skuespiller under et pressemøde på festivalen i Cannes til at fortælle om sin lyst til at “trænge ind i Macrons hjem via toiletterne for at smadre ham”?

Dette minder om Trump-hadet på venstrefløjen i USA. Måske er det derfor, vi ikke har hørt om det intense Macron-had? Der kunne komme grus i maskineriet, hvis Macron er lige så hadet, som Trump var, en bål, som medierne smed brænde på hver dag.

Måske især fordi der i Macrons tilfælde er en god grund til hadet. Han begyndte præsidentembedet som en omvendt Robin Hood. Trak et populært boligtilskud og aflyste formueskatten. Deraf kaldenavnet “kongerigernes præsident”.

Men det er ikke altid de store ting, der provokerer mest. Hos Macron er det de små sætninger, eller “de giftige bemærkninger”. Macron bruger sin skarpe tunge på andre, dem under ham. Aldrig imod sig selv og sin egen klasse. Det er nok hovedårsagen til, at han er hadet.

Det kan være en arbejdsløs gartner, der får at vide, at han bare skal krydse gaden for at finde et job. Eller et umotiveret udsagn om, at man på en togstation kan “møde både succesfulde mennesker og mennesker, der er ingenting”.

»Han synes, det er cool. Men sarkasmen er aldrig rettet mod ham selv. Altid mod de andre, de små, han ellers hævder at forsvare, “Szafran og Domenach skriver og afsiger en hård dom:

“Det er ikke bare klodset, men også arrogant, når han grusomt udskammer grupper af borgere på den måde.”

Denne gyldne drengs arrogance og vidunderbarnets slet skjulte foragt for det middelmådige er måske den vigtigste konkrete årsag til mange franskmænds instinktive had til Macron.

Szafran og Demenach er forfatterne til bogen “Macron, pourquoi tant de haine?” (“Macron, hvorfor så meget had?”).

De mener, at der er dybere arketypiske holdninger, der går længere tilbage. De kan have ret, men hvorfor er antisemitiske stereotyper dukket op igen i nutidens moderne verden? For det er de! Det er et emne, journalister ikke tør røre ved. De bruger det til at sværte “folkets dybder” til.

Det hænger sammen med, at lederne ikke længere er tjenere, men er blevet herrer. Samtidig ændrer verden sig i et rasende tempo og på en måde, der smider folk fra sig. De er overladt til deres egne fantasier og fordomme.

Når eliten samtidig bruger ord som konspirationsteorier som hersketeknik, samtidig med at medierne skjuler reelle konspirationer, avler man had og obskurantisme.

Men der er en anden grund, som hverken Berlingske eller de to franske forfattere nævner:

Torsdag tog Macron til det muslimsk tætte Saint-Denis og blev modtaget med stormende jubel. De forstod signalet: Macron skulle forsvare dem mod den onde Le Pen, der ville fratage dem hijaben.

Samtidig viste Macron almindelige franskmænd, hvilken side han var på.

Han bruger ikke sit skarpe intellekt til at forsvare Frankrigs og franskmændenes hjem. Han bruger det fuldstændig kynisk og skruppelløst i et magtspil, hvor franskmændene bare er en brik.

Han er anti-national.