Jeg har deltaget i flere af Stram Kurs Sveriges valgmøder i Sverige og har dermed fulgt begivenhederne på tætteste hold.
Lad mig slå fast som en selvfølgelighed: Ingen fortjener som de 26 svenske politibetjente, der blev sårede i påsken, at komme til skade, når de i forbindelse med deres arbejde forsøger at opretholde den offentlige orden i et demokrati.
Når det er sagt, så er det desværre også nødvendigt at rette et kritisk søgelys på svensk politi. For svensk politi bærer selv en del af ansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde i påsken. Det er nemlig ikke første gang, der er stenkast ved Stram Kurs Sveriges valgmøder.
Deltagerne i Stram Kurs Sveriges valgmøder er i flere tilfælde blevet bombarderet med ikke bare sten, men også brosten, småsten, plastikflasker med indhold, en flaske med håndsprit, en walkie-talkie, en sko, kæppe og grene, talrige milkshakes fra McDonald’s og hvad de fremmødte “moddemonstranter” ellers har haft ved hånden. Selvom gerningsmændene bag disse forsøg på at skade Stram Kurs Sveriges mødedeltagere i nogle tilfælde er blevet identificeret, har svensk politi mig bekendt ikke rejst en eneste sigtelse mod nogle af disse gerningsmænd og – kvinder før påskens optøjer.
Helt galt var det, da Stram Kurs Sverige holdt valgmøde på Nobeltorget i Malmø i midten af marts. Her blev der på kort afstand kastet en brosten efter undertegnede. Brostenen var centimeter fra at ramme mig i ansigtet. Til trods for at flere politibetjente var placeret få meter fra gerningsmanden, forsøgte de ikke at pågribe gerningsmanden, der fik lov til uhindret at løbe væk. Jeg samlede brostenen op i en plastikpose og overgav den ved valgmødets afslutning til det fremmødte politi i det håb, at politiet vil være i stand til at finde fingeraftryk eller dna på brostenen. Samtidig anmeldte jeg episoden til politiet. Jeg har intet hørt fra svensk politi siden. Jeg ved ikke om, svensk politi efterforsker sagen. Eller på nogen måde har taget min anmeldelse alvorligt.
Det er en detalje i sammenhængen. Men den skal alligevel frem for at korrigere det narrativ, som mange forsøger at skabe omkring Stram Kurs Sveriges valgmøder. Kvarteret omkring Nobeltorget er et af de mest “hvide” kvarterer i Malmø. Det er ikke et særligt udsat område (det vi på dansk kalder en ghetto) med mange indbyggere, der er født uden for Sverige eller af forældre, der ikke er etniske svenskere. Selvom stedet for vores valgmøde først blev offentliggjort mindre end én time før valgmødets begyndelse, var en lang række “moddemonstranter” alligevel på plads, da valgmødet begyndte. De pågældende “moddemonstranter” var tydeligvis ikke indbyggere i kvarteret omkring Nobertorget, men personer, der var søgt ind til Nobeltorget med det formål at blive krænkede, kaste med sten og lave optøjer.
På vej væk fra Nobeltorget lavede svensk politi en taktisk fejl, da de holdt bilen, som Stram Kurs Sveriges mødedeltagere kørte i, tilbage så længe, at en “moddemonstrant” kunne smadre venstre siderude bag i bilen med en sten. Der sad to mødedeltagere bag i bilen, da stenen ramte. Ingen kom allah være lovet fysisk til skade. Men det var ikke stenkasterens eller politiets skyld. Om dette stenkast, der altså også omfatter hærværk på en bil, bliver efterforsket af svensk politi, hvortil det er anmeldt, ved jeg ikke.
Dagen efter mødet på Nobeltorget var Stram Kurs Sverige til valgmøde på Frölunda Torg i Göteborg. Her blev der kastet en knytnævestor sten efter undertegnede. Desuden blev der kastet med småsten, grene og kæppe, milkshakes, håndsprit og plastikflasker med indhold. Svensk politi har mig bekendt intet gjort for at identificere og retsforfølge gerningspersoner bag disse lovbrud.
På vej væk fra torvet blev vi forfulgt af en kvinde, der uhindret fik lov til at slå løs på en af bilens intakte ruder.
Udover stenkast (plus diverse) er vi blevet spyttet på til en stor del af valgmøderne, og vi er i mange tilfælde blevet truet ganske eksplicit på livet. Politiet har intet foretaget sig i forhold til spytteri og dødstrusler.
Ikke kun stenkast, spytteri og dødstrusler har været et problem ved Stram Kurs Sveriges valgmøder. Valgmøderne har oftest været beskyttet af et hegn, der skulle holde “moddemonstranter” på afstand af mødedeltagerne. Men i flere tilfælde er “moddemonstranterne” hoppet over hegnet i forsøget på at nå frem til Rasmus Paludan og Stram Kurs Sveriges øvrige mødedeltagere. I et tilfælde lå jeg og tog et hvil på en bænk, da en “moddemonstrant” hoppede over hegnet, løb forbi flere politifolk, for til sidst at hoppe op og sparke mig i brystet med begge fødder. Gerningsmanden ved denne episode på Nobeltorget i Malmø blev kortvarigt tilbageholdt af politiet. Men om svensk politi har sigtet ham for vold, ved jeg ikke. Ved et andet valgmøde fik Stram Kurs Sveriges kameramand sin telefon slået ud af hånden af en “moddemonstrant”, der havde forceret en afspærring. Om denne voldshandling efterforskes af svensk politi ved jeg ikke.
Angrebene på Stram Kurs Sveriges mødedeltagere har fået svensk politi til at flytte mødedeltagerne længere væk fra “moddemonstranterne”. Den taktik har gjort det en lille smule mindre farligt for Stram Kurs Sveriges mødedeltagere at deltage i valgmøderne, da mødedeltagerne simpelthen er sværere at ramme med sten og diverse. Til gengæld er svensk politi nu placeret som en buffer mellem “moddemonstranterne” og mødedeltagerne, hvilket betyder, at politiet i højere grad bliver et mål for stenkast og vold. Det bryder politiet sig selvsagt ikke om.
Når svensk politi ved flere valgmøder har givet “moddemonstranterne” det indtryk, at det er fuldstændigt omkostningsfrit at kaste sten efter andre mennesker, så er det naturligvis svært for “moddemonstranterne”, der i mange tilfælde har et endog meget stort demokratisk underskud, at forstå, at de ikke er lige så velkomne til at kaste sten på politiet.
Med sin manglende konsekvens er det nagelfast, at svensk politi til dels er offer for problemer, som det selv har været med til at skabe.
Uwe Max Jensen – mødedeltager ved flere af Stram Kurs Sveriges valgmøder i Sverige i 2021 og 2022