Marine le Pen lagde ikke fingrene imellem. Hun sagde, at hun ville indføre et forbud mod hijab i det offentlige rum og udskrive en folkeafstemning om immigration, hvis hun blev valgt. -Men det betyder borgerkrig, udbrød Macron.

I et opgør mellem en repræsentant for den nye herskende klasse og en oprører må man selv se, hvad der foregår. Medierne vil aldrig indrømme, at Marine Le Pen vandt. Men det gjorde hun. Det var en helt anden debat end ved forrige valg.

Macron er kendetegnet ved at have haft ansvaret. Han ved, at han har en fortid, han ikke kan løbe fra. Han er intelligent og smart, men selv det kan være en belastning, hvis du ikke kan skjule, at du føler dig højt hævet over almindelige mennesker.

Macron taler ikke med folk, han taler om dem.

Det er blevet så tydeligt i de år, at Le Pen vidste, hvor han skulle sætte stødet ind. Men først skulle de igennem mange emner, der blev tekniske og kedelige. Hvad med skatter, social sikring, moms, priser. Den første del var kedelig, og Le Pen var for meget af en pæn pige.

Det var først mod slutningen, hun kom stærkt, da temaet var hijab og Frankrig.

Le Pen var tydelig på, at det ikke var islam som religion, hun var ude efter, men islamisme, der tvinger piger til at gå tildækket. At ville forbyde hijab offentligt er et modigt træk, og Macron var tydeligvis utilpas. Han forsøgte at sige, at det var et angreb på sekularismen, skellet mellem stat og religion. På et tidspunkt udbrød han: -Men det betyder borgerkrig.

Men skræmmer det vælgerne væk? Er det Le Pen, der udløser borgerkrig, eller er det kræfterne, der ikke længere respekterer republikken? Hvor meget indsigt har vælgerne? Forstår de, at Macron er drevet af frygt? Det var, hvad Le Pen fik tvunget frem. Macron har det kun i munden. Han har i virkeligheden givet op.

”Ingenting er sket,” sagde Le Pen. Der er 270 moskeer på listen over radikaliserende moskeer, der skal lukkes. De er ikke lukkede. Kun ti procent af dem, der får nægtet ophold, bliver udvist. 90 procent kommer til at blive.

Marine Le Pen ønskede en folkeafstemning om immigration. Hun ønskede, at franskmændene selv skulle bestemme deres fremtid. Hun ønskede også at reformere en valglov, der giver en nationalforsamling, der ikke er repræsentativ.

Tidligt i debatten smed Macron hende i ansigtet, at hun lånte penge af en russisk bank tæt på Putin. Hun forsøgte ikke at benægte det. Det skyldtes, at ingen fransk bank ville give hende et lån.

Medierne udsendte straks push-advarsler om, at Le Pen er afhængig af Putin.

Men virker denne taktik længere? Eller har vælgerne oplevet så meget af det, at de reagerer? Som da EU for fem dage siden annoncerede en korruptionssag mod hende og partiet. En uge før valget.

Europæisk politik er blevet beskidt.

Nigel Farage fortæller, at han blev advaret, da han sad i Europa-Parlamentet: Gå aldrig ud i Bruxelles om aftenen. Alle politifolk har fået et billede af dig, og hvis de stopper dig, vil de finde stoffer på dig. Plantet.

Han fik syn for sagn, da han trådte ind i en sal fuld af politifolk. Alle kiggede op, og han så i deres øjne, at alle vidste, hvem han var. Farage var en trussel mod magtfulde kræfter i EU.

Kontinentalpolitik har været præget af denne form for korruption, og den rækker langt tilbage. Men nu er der mere på spil. Den nye herskende klasse griber til alle midler for ikke at miste magten. Derfor mener 46 procent, at der kan være tale om svindel ved valget.

Mod slutningen fældede Le Pen dom over Macron: -I har splittet os. Du har talt ned til os. Med dine hårde ord.

Og Macron passede til beskrivelsen. Hans øjne var hårde og viste vrede, selvom han beherskede sig. Efter at have set en politiker på scenen i fem år, begynder du at kende hans karakter. Franskmændene er trætte af hertugen Macron.

Men er de mange nok? Melenchons vælgere har nøglen. Den appel, Le Pen leverede mod slutningen, burde gå rent hjem. – Vi har kun ét Frankrig, det her er vores hjem. EU er godt og i orden, men livet begynder lokalt. Og rigdommen skal være ligeligt fordelt. Hun brugte udtrykket rovdyroverklasse og “brutal globalisering”.

Flere og flere vælgere gennemskuer spillet, og når de først gør det, kan du ikke længere lade dig narre.

To gange blev Bernie Sanders snydt i USA. Først før det demokratiske konvent i sommeren 2016, hvor Hillary og DNC centralt manipulerede konventet, så Bernie ikke fik de stemmer, han havde tjent. Anden gang i primærvalget 2020, hvor Biden var langt bagud, men fik et løft i Carolina, fordi Jay Clayburn fik 60 procent af de sorte til at stemme på Biden. Berne kom ind som nummer to.

Alarmen var gået blandt de rige. De forstod, at Bernie kunne vinde nomineringen.

Derfor stemte mange Bernie-vælgere på Trump i både 2016 og 2020.

Spørgsmålet er, om noget lignende kan ske i Frankrig. Enhver, der så de to kandidater, kunne ikke være i tvivl om, hvilke interesser de repræsenterede.

Nogle har sammenlignet Macron med Hillary. Macron har selv advaret om en overraskelse ved valget. Spørgsmålet er, om vælgerne går til stemmeurnerne eller bliver hjemme.

Der er meget på spil, ik