Mennesket mellem religion, vold  og modernitet

“Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre” Orwell. 

Når man handler som Muhammed gjorde i det 7. århundrede, her i det 21. århundrede, får man ….terrorister. Det rejser en  række spørgsmål og problemstillinger man bare er nødt til at tage stilling til. 

På spørgsmålet  om det er berettiget at udføre selvmordsaktioner,  har muslimer  fra  mange lande svaret sådan her: 

:                                         Selvmordsaktioner til fordel for islam: 

                                          Er det nogen sinde berettiget? 

                                          Ja                      Nej                        Ved ikke/svarede ikke

Libanon                          82%                    12%                               6%

Elfenbenskysten           73                        27                                   0

Nigeria                            66                        26                                     8

Jordan                             65                        26                                     8

Bangladesh                    58                        23                                    19

Mali                                 54                        35                                     11

Senegal                           47                        50                                      3

Ghana                             44                        43                                     12

Indonesien                    43                        54                                     3

Uganda                          40                        52                                       8

Pakistan                         38                       38                                      23

Tyrkiet                            20                       64                                      14

—

”Hvis alle muslimer havde svaret som Tyrkiet, ville vi stadig have noget at være bekymrede for,  vi taler trods alt om mere end  200 millioner erklærede tilhængere af terrorisme.  

Hvis  man nu forestiller sig, at freden en dag kommer til Mellemøsten,  hvad vil muslimer så sige om de selvmordsaktioner,  de accepterede så bredt? –  Vil de sige: Vi blev drevet  til vanvid af den israelske besættelse? Eller vil de sige: Vi var en generation af sociopater?  Hvordan vil man forklare de jubelscener,  der ledsagede disse hellige eksplosioner? En ung mand fra en forholdsvis velstillet familie pakker sit tøj med sprængstoffer og kuglelejer og udsletter sig selv og en snes børn på et diskotek (Bali, Florida eller en by tæt på hvor du bor) og hans mor bliver straks lykønsket af flere hundrede naboer. Hvad vil palæstinenserne mene om den adfærd,  når der bliver fred? Hvis de stadig er fromme muslimer, må de nødvendigvis tænke: Vores drenge er i paradis, de har beredt vejen for os. Helvede er blevet gjort klar til de vantro. 

At mennesker gerne i flok kan mene og udtrykke tanker af ovennævnte slags her ved begyndelsen af det 21. århundrede efter at moderniteten,  i form af  sekulær tankefrihed i mere end 100 år, må uvilkårligt få det til at gyse i  de af os, der tør tænke og formulere sig kritisk overfor en totalitær religion som islam,  og at et helt kontinent med politikere, akademikere  og journalister,  i  Europa uden tvang, trusler eller fatwaer har inviteret den slags inden for som et bevis på hvor humane  og menneskelige  vi  er i stand til at være.

Her ville ord som selvudslettende, oikofobiske, (overdreven modvilje mod egen kultur) være på sin plads  i det aldrig  hvilende opgør med den racistiske arv,  den hvide mand bærer rundt på efter århundreders imperiale racisme.  Er det blot endnu et udtryk for et typisk reaktionsmønster i den offentlige debat, hvor man hellere pisker sig selv med kritikkens læderrem og bekender skyld på sin egen kulturs vegne frem for at være kritisk overfor andre? 

 Vi kan nu et øjeblik se på de ganske høje procenter af nej-sigere,  altså de som ikke mener at selvmordsaktioner er berettigede. I Tyrkiet er det hele 64% altså to tredjedele af de adspurgte som har sagt nej. Hvis man herefter forestiller sig, at en del af denne gruppe kunne tænkes at sige nej til religionen som sådan, fordi den altså ansporer til  og legitimerer terroraktioner, og at de ikke synes om dette og derfor ville melde sig ud af denne forening,  så  kan vi være sikre på, at det ville blive ved tanken.  Som dissident eller apostat vil man snart udsætte sig for at blive dræbt, da ingen!  tør  udmelde sig.  

Den politiske doktrin om dødsstraf for frafald er måske en af vigtigste, og som førende eksperter i denne religion har sagt, så ville der næppe være et islam i dag uden en sådan doktrin. Qaradawi, en af det ”moderne ” islams hoved-ideologer, har formuleret sig på denne måde:  ”Hvis muslimerne havde droppet straffen for frafald, så ville islam ikke have eksisteret. Islam ville have ophørt med Muhammeds bortgang ….Så at modsætte sig frafald er det der videreførte islam til i dag” 

1. Det virker på mig som noget nær en aksiomatisk sandhed om den menneskelige natur, at ingen fred – hvis der nogen sinde bliver fred – kan overleve antagelser af denne art i ret lang tid”  Skriver Sam Harris i sin bog Troens Fallit fra 2004 – uanset vores tro  på humanitet og medmenneskelighed må vi ikke overse, at en betragtelig del af verdens muslimer tror, at de mænd der fløj ind i World Trade Center, nu sidder ved Guds Højre hånd,  ved kilder af vand,  der ikke går i forrådnelse,  floder af mælk hvis smag ikke ændrer sig, strømme af vin som det er en fryd at drikke,  floder af ren honning (47:16).  Disse mænd, som skar halsen over på stewardesser og fløj unge par og deres børn  i døden med 800 km/t – opvartes nu  af evigt unge drenge i et stort rige fuld af lyksalighed. Og de har grønne klæder på af silke og brokade – 

Når man taler om islams voksende indflydelse i Europa, kommer man ikke uden om den frygt  og angst, der ligger i mange af de meningsdannende grupper af fx journalister, lærere, politikere og andre. Se nu blot til broderlandet Sverige,  hvis uro og voldsspiraler for nogen er konturerne til en borgerkrig, som kun få  har turdet nævne. 

Tag nu Berlingske Tidende, der forleden  havde en artikel om urolighederne i Malmö og de andre byer der nu  oplever det voldskaos, der har ulmet under overfladen i årevis.  I stedet for at omtale den gruppe der vitterligt står bag disse uhyggelige eskapader,  så  bliver det omtalt som er det Rasmus Paludan, der står bag urolighederne. Ikke mindre end femogtyve gange bliver  hans navn  nævnt, mens de voldsparate muslimer udelukkende omtales som moddemonstranter eller hærværksmænd. Den sagesløse læser får hurtigt indtrykket af, at det hele er Paludans skyld ligesom det i sin tid også var Kurt Vestergaards ansvar, at 150 mennesker blev myrdet trådt ihjel eller på anden måde omkom i forbindelse med Muhammedtegningerne.

En af venstrefløjens slagfærdige talerør Carsten Jensen  sagde i sin tid om  Muhammedkrisen, at ”vi er et land der i årtier har styret målrettet mod konfrontationen. Nu har vi fået den”, med andre ord, som Ellemand sagde om Lars Vilks:  ”Han/de har selv bedt om det”,  så  uanset hvilke anslag muslimerne finder på i Europa, er det blot et forventet svar på vores frækhed,  provokationer og fornærmelser;  hvor retten til at blive krænket så langt overgår retten til at kritisere om muligt fornærme. Er det udtryk for et Europa i knæ, der ikke tør adressere ondskaben  men blot beder om ferlen og river skjorten af for at rigtigt at kunne slå sig selv? – Hvor voldsmanden veto bliver det sidste ord! – 

2. Efter at vi i snart to hundrede år  har kritiseret, hånet, udskammet og udskældt kristendommen på alle optænkelige parametre, står vi efter tyve års terroranslag  i alle Europas byer overfor en primitiv religion, som burde få  ethvert selvstændigt tænkende menneske til at sige fra og tage dyb afstand til alt hvad denne politiske religion har at byde på. Men nej,  det er netop ikke sket (endnu?). I stedet har denne ideologis budbringere  kunnet gå ind gennem ulåste, vel nærmest åbne døre og sprede deres voldsforherligende budskaber alle steder.  Mens nogen ser religionen som troens fallit hylder andre den som den højeste form for visdom.  Og når vi ser de kulturelle og universitære eliter omfavne islam,  kan det kun skyldes had og distance til egen kultur, dvs det nationale og dets symboler,  det folkelige og dets udtryk. Jeg har tidligere skrevet om eliternes had til nationalstaten, og heri indgår tillige kristendommen som er en af de tre grundpiller for den kultur Danmark er rundet af;  dvs  historien, traditionen og kristendommen. 

Når en politiker som  John Quincy Adams og en filosof som  Bertrand Russel på hver deres måde tager afstand fra islam er de imidlertid enige om at betragte den støvede beduin-religion som totalitær,  og den kan efter tur sammenlignes med nazismen,  bolsjevismen  (socialismen) eller 

3. Således så og forstod Adams (USA’s 6. præsident) Muhammed som den der erklærede en  udryddelseskrig mod resten af menneskeheden som en del af sin religion. Koranens bud er evigtvarende krig mod alle som fornægter, at Muhammed er Guds profet.  For Adams var Muhammed en fanatisk og uredelig bedragerisk ånd som spredte ødelæggelse og vildfarelse over en omfattende del af jorden. 

Bertrand Russel  har et sted bemærket, at ”en besynderlig form for beundring af grupper,  man ikke selv tilhører, er troen på de undertryktes – og de undertrykte nationer – overlegne dyd. Enhver kritik af islam eller islamiske lande blev (og bliver) betragtet som et racistisk angreb eller værre som en vestlig zionistisk sammensværgelse.  

Blot det at mene at romerretten havde haft indflydelse på islamisk lov blev betragtet som etnocentrisk og en fornærmelse mod islam. – Dette synspunkt har holdt sig op til i dag, hvor identitetspolitik og minoritetstænkning stadig florerer på landets universiteter. Med andre ord,  man lever i en verden af oplysning og ubegrænset adgang til viden og informationer  men foretrækker alligevel det politisk korrekte frem for objektiv viden, hvilket har som en konkvens, at man ikke ser den vold og den urimelige form for ikke-tænkning og overtro, der gennemsyrer islamisk tankegang. Den politisk-korrekte del af dansk/europæisk åndsliv gør fortsat et pinagtigt knæfald for forbrydelse og tyrannisk idioti, når bare det udtrykkes af de ”oprindelige” folk. ! 

*

”Ved at erklære vores profet som ufejlbarlig og ikke at tillade os at stille spørgsmål ved ham, etablerede vi muslimer et statisk tyranni. Profeten forsøgte at lovfæste alle aspekter af livet. Ved at efterleve hans regler for, hvad der er tilladt og hvad der er forbudt, undertrykte vi muslimer friheden til at tænke selv og handle som vi ønsker. Vi fastfrøs den moralske fremtid for millioner af mennesker i tankesættet fra den arabiske ørken i 700-tallet. Vi blev ikke bare  Allahs tjenere, vi blev slaver”  Hirsi Ali  (Kætter)

        Bertrand Russel – Unpopular essays 1915

        Hege Storhaug (Islam den 11. landeplage 2016 ),   

        Sam Harris (Troens Fallit 2004/2007),  

        Iben Warraq (Derfor er jeg ikke muslim – s. 68)

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

Køb Lars Hedegaards bog her!

Køb Hege Storhaugs bog her!