Efter Ruslands besættelse af Krim i 2014 foregik en omfattende ”afkommunisering” i Ukraine, hvor f.eks. gader med sovjetisk klingende navne fik ukrainske betegnelser. Lige nu foregår der i Ukraine en omfattende ”afrussificeringsproces” (derussifikatsija). Navne på gader, torve og Metro-stationer, som er opkaldt efter kendte russere, skal nu opkaldes efter ukrainere. Forleden så jeg den store russiske digter Aleksandr Pusjkin blive halshugget: En kranvogn greb hovedet på en Pusjkin-statue, rev det løs og dumpede det på ladet af en lastvogn. Det samme er sket med to andre Pusjkin-statuer.

Samme skæbne overgår nu samtlige russiske forfattere, komponister og andre kunstnere samt videnskabsmænd: Dostojevskij, Tolstoj, Lermontov, Tjekhov, Tjajkovskij, Glinkin … Også den russiske menneskeretsforkæmper Andrej Sakharovs navn skal slettes, selv om der ikke kan herske tvivl om, at han voldsomt ville have taget afstand fra Kremls overfald på Ukraine.

Borgmesteren i byen Ternopol har forklaret den totale afrussificering med, at ”russeres forbrydelser mod det ukrainske folk … har udstreget hele det russiske folks kultur … De giver os ikke andet valg end at afmontere alt russisk (rosssijskoe).”

Raseriet i Ukraine er forståeligt på baggrund af den barbariske russiske krigsførelse, men det er også urimeligt og uklogt. Tænk hvis vi efter de uhyrlige tyske forbrydelser under nazi-regimet 1933-1945 havde bandlyst alt tysk – Goethe, Schiller, Thomas Mann, Beethoven, Mozart … (I Danmark var der i 1945 røster, der ville have hjemmetyskerne i Sønderjylland fordrevet)

Interessant nok har ukrainerne gjort én uhyre vigtig undtagelse: Det russiske sprog, som de bandlyste digtere skrev på, og som var det sprog, de russiske komponister, forskere og menneskeretsforkæmperen Sakharov talte og tænkte på. Russisk tales og skrives overalt i Ukraine, lige fra soldater og officerer i felten til journalister, regeringstalsmænd og ministre i Kiev. Men sproget hører jo til det allervigtigste i en kultur, og en af Ukraines kendteste journalister har da også lovprist det smukke og udtryksfulde russiske sprog – samtidig med at han forbandede alt (andet) russisk.

I forbindelse med den omfattende udrensning af russisk kultur minus det russiske sprog undrer det givetvis mange ukrainske polakker, jøder og russere, at den kontroversielle ukrainske nationalist Stepan Bandera (1909-1959) fortsat har talrige monumenter og gader opkaldt efter sig i ukrainske byer – bl.a. en hovedgade i hovedstaden Kiev. Det må være mærkeligt for Ukraines jødiske præsident, at denne anti-semit, hvis navn forbindes med drab på mange tusinde jøder, polakker og russere, i den grad hædres.

I det hele taget må det være en risikabel profession at være historiker i Ukraine i disse tider.

Af Bent Jensen