En række vestlige politikere bliver i disse dage beskyldt for at have været for Putin-venlige. Det gælder bl.a. Marine le Pen, Silvio Berlusconi og Viktor Orban. De har dog alle kritiseret det russiske angreb på Ukraine, men le Pen fastholder, at det vil være i Frankrigs interesse at opbygge et godt forhold til Rusland, når krigen er overstået. Det bliver i den forbindelse nævnt, at Vesten jo også skyndte sig at komme til en forståelse med Tyskland efter Hitlers nederlag. Men så skal man huske, at de sejrende magter – anført af Rusland, USA, Storbritannien og Frankrig – opretholdt en militær besættelse af Tyskland i mange årtier efter krigen bl.a. for at sikre sig mod en nazistisk genopblomstring. Og det er næppe noget lignende man forestiller sig skal ske med Rusland, når Putins krigseventyr er slut. Hvis en nazistisk regering var blevet siddende i Tyskland efter 1945, ville der næppe være kommet en normalisering af de internationale forbindelser.

Der er ingen tvivl om, at politikere som le Pen og Orban har gjort sig sårbare for kritik. Men næppe så sårbare som skiftende tyske regeringer, der også har ført en russerkurs, hvis ledende eksponent var Angela Merkel. Det var hende, der med et pennestrøg lukkede for de tyske atomkraftværker og gjorde sit land dybt afhængigt af russiske energiforsyninger ved at støtte Nord Stream 2-gasledningen. Således har Forbundsrepublikken været Putin behjælpelig med at finansiere hans ekspansionspolitik, og den russiske diktator har næppe haft nogen bedre ven end Tyskland. Præsident Trump advarede i særdeles kontante vendinger tyskerne mod konsekvenserne, men han blev mødt med et skuldertræk.

Derimod er den tyske russerkurs blevet bemærket i Ukraine – med det resultat, at Volodymyr Zeleskij har frabedt sig at få besøg af forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier. Han havde ellers planlagt at ledsage statslederne for Polen og de baltiske lande på en tur til Kiev, men nu måtte han indkassere et pinligt diplomatisk nederlag. Steinmeier kunne ikke gøre andet end at tage afvisningen til efterretning.

I Ukraine står de tyske ugerninger under Anden Verdenskrig endnu i frisk erindring, og man kan næppe fortænke ukrainerne i at drage en parallel mellem Tysklands optræden dengang og nu.

Så før man kritiserer Marine le Pen, burde man begynde med Angela Merkel og hendes politiske støtter.