Mens nogle danskere fortsat hævder, at ligene og massegravene i Butja og andre byer, som de russiske okkupanter har forladt, er kunstigt iscenesatte og ikke beviser på russiske krigsforbrydelser, er den russiske journalist Yevgenia Albats ikke i tvivl. I Moscow Times (6.4.) skriver hun, at massakren i Butja for altid vil være en plet på russerne. Med disse forbrydelser, skriver Albats, der i 2009 var Trykkefrihedsselskabets gæst i København, har Rusland ødelagt det renomme som befrier, der fulgte med sejren over Nazityskland.

For få timer siden offentliggjorde Nigel Gould-Davies, forsker ved International Institute for Strategic Studies og tidligere amerikansk ambassadør i Hviderusland, sine betragtninger om de strategiske konsekvenser af de russiske krigsforbrydelser. Som han ser det, har de ændret alt.

“Den massetortur og de myrderier, som russiske soldater har udført i Butja, Irpin, Borodjanka og andre ukrainske byer, tilfører en frygtelig krig et nyt niveau af rædsel. Men de udgør ikke blot en humanitær katastrofe. De ændrer også krigens strategiske kontekst”, skriver han.

For det første vil disse ugerninger cementere Ukraines fjendskab mod Rusland. På mindre end ti år har Putin gjort Rusland til et dybt hadeobjekt blandt et slavisk broderfolk.

Samtidig har de russiske forbrydelser kastet en skygge over den russiske offentlighed. Trods censuren har russerne stadig adgang til en bred vifte af informationer, hvis de vil bruge dem. Alligevel lader det til, at de fleste tror på de officielle løgne trods alle beviser og endog vidnesbyrd fra deres venner og familiemedlemmer i Ukraine. Forestillingen om, at krigen ville gøre Putin mere upopulær, er gjort til skamme. Tvært imod har de fleste russere sluttet op om regimet, endog i en situation, hvor offentligheden bliver bombarderet med hysteriske beskyldninger mod ukrainerne for at være et “nazificeret” folk, hvis elite skal “likvideres”.

Ifølge Gould-Davies er krigsforbrydelserne udtryk for, at voldshandlingerne ikke bliver indstillet, selv om krigshandlingerne skulle stilne af. Tvært imod vil en våbenstilstand ikke blot gøre det muligt for russerne at omgruppere, men for uhindret at fortsætte deres myrderier. “Alle ukrainere ved med sikkerhed, hvad der venter dem, hvis russiske styrker trænger ind i deres by eller landsby, og de vil derfor gå til modstand. Derfor vil en deling [af Ukraine] eller et forhandlet kompromis hverken bringe fred eller stabilitet”, lyder Gould-Davies’s vurdering.

Som han ser det, er Rusland nu på mange måder mere isoleret end under den kolde krig. Blandt tegnene er Finlands og Sveriges forventede beslutning om at søge medlemskab af NATO.

I fremtiden vil vestlige ledere sikkert være mindre tilbøjelige til at sige, at deres fjendskab er rettet mod den russiske regering og ikke mod det russiske folk.

Krigsforbrydelserne har strategiske konsekvenser og vil bestemme krigens videre forløb, understreger Gould-Davies. Først og fremmest gør de det mere sandsynligt, at enden enten bliver sejr eller nederlag snarere end et kompromis.

Enkelte af Putins tidligere venner i Vesten synes at have fået kolde fødder i takt med nyhederne om de russiske grusomheder. Det gælder således den tidligere italienske statsminister Silvio Berlusconi, der nu siger, at han er ked af, hvad hans gamle ven Putin har gjort. Han troede, at den russiske diktator var en fredens mand, men nu må han tro om.

Til gengæld lader Marine le Pen til at være tro mod sin gamle kærlighed til den stærke mand i Kreml. Hun har netop bekendtgjort, at hun ønsker et tæt forhold til Rusland efter krigen.

Så må vi se, om franskmændene deler denne forhåbning.

https://www.themoscowtimes.com/2022/04/13/the-strategic-meaning-of-russian-war-crimes-in-ukraine-a77345