Nyt

 

Skarp kommentar af Israels viceambassadør i Danmark Davy Antebi. Sakset fra gruppen Israel i Danmark – Utrolig dækning i danske medier af terror midt i Tel Aviv.

“Torsdag aften 7. april 2022 blev millionbyen Tel Aviv ramt af terror. En mand åbnede ild mod uskyldige israelske civile på en bar på den populære gade Dizengoff i hjertet af byen. To israelere er blevet dræbt og flere er hårdt sårede efter en aften og nat der efterlod Tel Aviv i horribel undtagelsestilstand. Folk blev bedt om at holde sig indendøre, ikke stikke hovedet ud af vinduet og hele byen var i en tilstand af chok. Tidlig morgen fredag lykkedes det israelsk politi at neutralisere terroristen og han døde efter skududveksling.

I Danmark er dækningen af dette vendt fuldstændig på hovedet. Hos Ritzaus Bureau, der er det eneste nyhedsmedie der selvstændigt har skrevet om begivenheden, er overskriften at ‘formodet gerningsmand er skudt af israelsk politi’.

… Hvorfor er det i dækningen fra Tel Aviv vigtigere at nævne hvordan politiet har ageret i jagten på en terrorist, end at berette hvordan en millionby på størrelse med København er blevet ramt af terror og to uskyldige unge mænd er blevet dræbt og flere er sårede? Dette kommer også i kølvandet på 14 dage med terror i Israel, hvor nu 13 civile er blevet dræbt ved højlys dag af terrorister. Ritzau nævner alt dette, men langt nede i brødteksten.

Passive danske medier har over én kam videregivet Ritzaus udlægning, helt uden egen rapportering. … Helt ufatteligt er det også at et medie som Ritzau varedeklarerer sig som neutrale i deres dækning, så hverken Hamas eller Islamisk Stat hos bureauet omtales som terrororganisationer, men i stedet ‘militante bevægelser’.”