Kommentar
Et nødskrig fra Moskva
En russisk kvinde, der af hensyn til sin sikkerhed skriver under pseudonymet Natasha Repina, har offentliggjort en beretning om Ruslands tilstand i Daily Mail (7.4.).
For dem, der vil høre, bringer jeg et fyldigt uddrag. De andre vil afvise Repinas fortælling som ukrainsk propaganda. Sådan var det også i Sovjetunionens sidste tid, da regimekritikere udsendte såkaldte samizdat-skrifter. Kommunister hjemme som ude fordømte dem som folkefjenders forsøg på at undergrave arbejderklassens historiske sejre.
“For mig”, skriver Repina, “var søndag den 6. marts dagen, da håbet døde. Vores imperialistiske præsident, Vladimir Putin, havde indledt sin invasion af Ukraine 11 dage forinden, og tusinder af mennesker ud over Rusland gik på gaden i protest. Men de kunne intet stille op mod de massive rækker af politi med deres knipler og strømpistoler. Nøjagtigt 5.016 blev jeg arresteret under nye drakoniske love, som gav myndighederne magten til at idømme sviende bøder og fængsel i op til 15 år.
Ingen af mine venner støtter krigen i Ukraine – vi finder alle Putin lige så afskyelig som alle i Vesten gør – og alligevel er vi for kuede og bange til at protestere. …
I Ruslands hovedstad, hvor jeg bor, er tegnene på oprør meget mere diskrete i disse dage. … Ethvert udslag af civil ulydighed betragtes som et anslag mod staten.
Alligevel bliver modige og beslutsomme mennesker ved med at give luft for deres modstand. Stadigt flere er simpelthen begyndt at sidde stille på offentlige pladser klædt i sort. De har måske ikke brudt nogen lov, men det forhindrer dem ikke i at blive arresteret.
…
Jeg hylder også den modige demonstrant, som i denne uge lagde sig med ansigtet nedad og med hænderne bundet på ryggen uden for Kreml for at mindes de civile, der blev massakreret i Butja.
I mellemtiden fylder statens propagandamaskine os med løgne. … Ved krigens udbrud hævdede Putin-regimet, at det kæmpede for Ukraines russisk-talende indbyggere. Nu udbreder stats-TV løgne om ukrainsk “aggression”. Mine vestligtsindede venner i Moskva lader sig ikke overbevise af disse åbenlyst falske påstande, men nogle – især de ældre – finder det sikrere og mere behageligt at tro på Putins misinformation.
Som mor til to sønner … er jeg opslugt af angst. Min største frygt er, at et nyt jerntæppe vil sænke sig, og at Rusland atter engang bliver afskåret fra resten af verden.
…
Mange er flygtet ud af landet – en hjerneflugt, der vil få uoverskuelige konsekvenser for Ruslands fremtidige økonomi, men min frygt er, at vi ikke får lov at komme tilbage, hvis vi tager af sted.
…
Når det er sagt, føler jeg smerte over den dominerende antirussiske stemning i Vesten. Det føles uretfærdigt og åbenlyst racistisk mod de mange anstændige russere, som finder Putins invasion af Ukraine modbydelig. Det er mit brændende ønske, at vi blive mere forenede end splittede af denne tragedie.
Og mens jeg sørger over ukrainerne, frygter jeg også for mine børn. Jeg er rædselsslagen ved udsigten til, at mine drenge bliver indkaldt til en krig, som de resolut modsætter sig.
…
Hver mor til en teenage-søn i Rusland deler min frygt. Dem, hvis sønner allerede er blevet indkaldt, er forstenede. Dag og nat tænker de ikke på andet end deres sønner.
De ved, at Putins hær trods hans pral er ilde forberedt og dårligt udrustet. De ved også, at forventningerne om en hurtig afslutning på konflikten er vildt urealistiske.
Moskva, der engang var så levende og kosmopolitisk, føles underlig tom. …
Min største frygt er at … krigen i Ukraine vil føre os tilbage til Sovjettidens dage, som vi troede, at vi havde lagt bag os, og afskære Rusland endnu mere fra resten af verden end nogen sinde før.”
