Putin betragter Vesten som en terminalpatient, skriver Anna Libak, og giver et nuanceret syn på russisk indenrigspolitik. Hun nævner ikke Huntington, men han er lige under overfladen. Her lidt fra et fremragende essay i Weekendavisen – Selvbedrag: Magt er noget, de onde har (kræver login).

“… hvis det for russerne gælder, at de dyrker magten, så gælder det for vesterlændinge, at vi dyrker modmagten. Grundfortællingen i den vestlige civilisation handler om frisættelse fra egne magthavere: fra gejstligheden, kongemagten og adelen. Grundfortællingen i den russiske civilisation handler om at forsvare fædrelandet mod ydre fjender: mod mongolerne, mod Napoleon, mod Hitler.

Hos russerne er magten god, hos os er den ond. Så ond, at vi i de senere år endda er ophørt med at forbinde den med os selv. Efter Ruslands invasion af Ukraine er det blevet et fast refræn, at magtpolitikken er vendt tilbage. Det kan man læse og høre overalt. Som om den nogensinde var forsvundet: Det var bare os, der havde magten. Dét, vi kalder ‘den regelbaserede verdensorden’, kalder russerne og kineserne ‘det vestlige hegemoni’. Det var ikke regler, men magt, der satte os i stand til at vælte Gaddafi, Saddam Hussein og Taleban; tage Kosovo fra Serbien og udvide NATO mod øst.

Hvis man følger med i Vladimir Putins store taler om civilisationskampen mellem øst og vest, er det tydeligt, at dét, han hader allermest ved Vesten, er vores selvbedrag, når det kommer til magt. Krig er den ultimative form for magtanvendelse, fordi valget står mellem udslettelse og underkastelse, men selv når Vesten går i krig, skal det absolut forklædes som en humanitær mission. Det er derfor, Putin med skjult fryd har overtaget hele vokabulariet fra Vestens krige siden Murens fald og henført taler om ‘beskyttelse af mindretal’, ‘folkemord’, ‘menneskerettigheder’, ‘fredsbevarende styrker’ og om Ukraine som ‘en fejlslagen stat’. Hvis krig er godgørenhed, er han også leveringsdygtig.

… Hvis Clover har ret, og passionarnost i den putinske forståelse betyder evne til at udholde lidelse, skal vi ikke forvente, at de store russiske tab i Ukraine får Putin til at trække styrkerne hjem og nøjes med Donbas og Krim. Han fortsætter, til han har smadret mest muligt af Ukraine, og han afgiver ikke kontrollen med det, han har fået erobret. Hans kalkule er, at i Rusland lutrer lidelsen, mens den hos os bare gør ondt.“