Jeg har blogget en del om bagateliseringen af kommunismen gennem tiden, og hvis man vil udsætte sig selv for ufortyndet historieløshed desangående, så skal man høre 24syv-chefen Simon Andersens forklaring i seneste udgave af Alis fædreland. Det er desværre lykkedes venstrefløjen at sætte sig på den store fortælling.

Kontrast bliver bedre og bedre, og nedenciterede gennemgang burde alle læse i sin helhed. Forfatter Brian Degn Mårtensson ser historisk på fascisme/nazisme, og påpeger, at hvor fænomenerne indtil 1945 blev set som en tredje politisk position, så er det siden af ‘venstreorienterede intellektuelle’ blevet defineret som noget højreorienteret. Knivskarp kommentar på Kontrast.dk – Fascisme og nazisme – hvor skal vi placere dem politisk?

“Det italienske fascistparti udsprang af forskellige italienske socialistgrupperinger, herunder Kampforbundet og afhoppere fra andre grupper, og søgte at mobilisere underklassen til (om nødvendigt) voldelig revolution. Dets leder, Benito Mussolini, var tidligere redaktør på en socialistisk partiavis, men forlod denne grundet uenighed om Italiens deltagelse i 1. verdenskrig. Mussolini fastholdt, at han var socialist…

I 1921 stiftede Mussolini det fascistiske parti og havde succes med at vinde tilslutning fra en stor del af Italiens land- og industriarbejdere. Hovedkonkurrenten var de internationale socialister, der appellerede til de samme vælgergrupper, og et intenst had, som internt blandt socialistgrupper har varet op til vor tid, blev intensiveret i den forbindelse. … Ideologisk var fascistpartiet selvsagt et socialistisk arbejderparti, der ønskede en protektionistisk, kollektivistisk mobiliseringsøkonomi, hvor staten regulerede samfundets mekanismer til alles bedste. Dette blev som nævnt kombineret med en nationalistisk, militaristisk profil (som vi i Sovjet også så hos Stalin fra 1942 til 1945 under ‘den store fædrelandskrig’).

Det tyske nationalsocialistiske arbejderparti udsprang fra mindre tyske socialist- og veterangrupper og fik succes under Adolf Hitlers lederskab. Nazisterne kombinerede ligesom fascisterne en kollektivistisk, socialistisk økonomisk politik med nationalisme og militarisme, men føjede hertil en antisemitisk dimension, som havde stor politisk gennemslagskraft. I højere grad end i Italien lykkedes man i Tyskland med en næsten total kollektivisering af økonomien, og til sidst var de oprindelige kapital- og fabriksejere reelt bare statslige kransekragefigurer, der måtte følge den centrale planlægning i et og alt. Ligesom i Italien var nazisternes politiske hovedfjende de konkurrerende socialistiske bevægelser, særligt de Moskva-tro af slagsen, og også her blev intensive forfølgelser gennemført efter magtovertagelsen. …

I det omfang der var behov for yderligere kommentarer, kunne man sige, at Mussolini tog helt fejl, når han kaldte sig selv socialist, og det nationalsocialistiske tyske arbejderparti på en eller anden måde havde glemt at ændre sit navn til noget mere højreorienteret og retvisende. I den helt latterlige ende kunne man henvise til, at socialisterne jo bekæmpede fascisterne, og derfor ideologisk ikke kunne have noget som helst med dem at gøre. Taget i betragtning, hvor intenst socialistiske grupper har bekæmpet hinanden til alle tider, er det bemærkelsesværdigt, at nogen overhovedet har konstrueret dette ‘argument’ i første omgang. Ikke desto mindre er det ofte blevet fremført, bl.a. i undertegnedes skoletid.”