Victor Hugo: Justicia (1858)

Through many a dark hour
I’ve been thinkin’ about this
That Jesus Christ was
Betrayed by a kiss
But I can’t think for you
You’ll have to decide
 Whether Judas Iscariot
                           Had God on his side                  (Dylan) 

Ovenstående sang er fra 1964, det år Vietnamkrigen (den amerikanske) begyndte –

Her vil jeg blot reflektere over forholdet mellem dagens humanister, tidens muslimer  og  om der i hele taget findes moderate muslimer udenfor mainstream-mediernes klichefyldte horisonter  I ly af dagens krige i  henholdsvis Ukraine og i wokebevægelsens univers arbejder Fredens religion sig stille og  ofte roligt videre imod sit egentlige mål,  der ikke handler om  hverken integration, demokrati, sekularisme eller teambuilding – Jeg ved godt det ikke er god tone at nævne det, men vi står stadig tilbage med kvindernes ligestilling,  religionen som privat-anliggende og som oftest er ude af trit med Europas udvikling.

Mens wokebevægelsen har sine dagsordener,  Putin har andre og mere  uigennemskuelige dagsordener og de tonerante humanister deres, så står vi efter snart fyrre års indvandring  stadig tilbage med spørgsmålet om religionens stilling i et moderne samfund. Trods Luthers teser og Reformationen,  Oplysningstiden,  Den Franske Revolution, Litteraturens Moderne Gennembrud og senere eksistentialismen i  det 20. århundrede, er vi  i Europa slået tilbage til Start, hvor vi tilsyneladende må begynde forfra.  Trods alle bestræbelserne på at frisætte  religionen og fjerne den fra det offentlige rum, er den kommet til at spille en større rolle end nogen sinde før.  Efter at man  i tidens løb har forsøgt at afmontere religionen som et redskab for magten,  er den  kommet igen i  en ny gammel udgave,  som vi  alle kan se, selv om humanisterne gør hvad de kan for at skjule netop dette faktum.  Ja,  der selvfølgelig lige det der med de attentater,  de  ensomme ulve der af og til går amok,  de er jo  bare unge og psykisk syge eller en del af ”bandemiljøet”, dem må vi  lære at leve med,  lige som ulykker i trafikken. Det må vi  blot se  som  mindre omkostninger ved indvandringen.  Af og til hører man udtrykket militant islamisme, på de store tv-kanaler, hvor man trækker et par eksperter ind i studiet, som i  beroligende vendinger forklarer os, at medlemmer af Fredens religion blot reagerer på vores fremmedfrygt og  racisme,  og hvor mange er der af dem, ja ikke ,,…  Vi  slukker for Deadline og går i seng i god ro og orden, indtil det næste angreb, efterfulgt af nye beroligende programmer a la Detector  og lign.

 Kort og godt, andelen af terrorister er meget lille og de har intet med religionen at gøre. Det store antal af muslimer skal jo ikke blandes sammen med islamister.  Vi må  lære en gang for alle at skelne mellem ..mellem islamister og muslimer, mellem terrorister og islam. Dette er falsk og ikke i tråd med virkeligheden. Som jeg ser det, må man  beskrive forskellen mellem  moderate og radikale muslimer i fire kategorier: 

1. Hvis man nøjes med at kalde dem som sprænger sig selv i luften for radikale,  så er der ganske få terrorister blandt muslimer.  

2. Udvider man nu gruppen af radikale til at omfatte både dem som sprænger sig selv i luften  og dem som støtter dem,  vil der være tale om en betydelig større gruppe. 

3. Hvis vi derpå ser på de to grupper her plus dem som er tavse,  dvs alle dem som ikke protesterer  mod terror,  så  er vi måske oppe på mellem 60 og 70%. 

4. Og hvis man endelig tager disse tre grupper samt dem som ikke ønsker at reformere islam,  dvs det ideologiske grundlag for terrorisme,  så  kommer man tæt på 100%.

 I den forstand vil det ikke give mening at tale om moderate kontra radikale muslimer . Lad os et øjeblik se på historien:    Tyrkiets leder efter 1. Verdenskrig hed Kemal Attatürk, han  så  op til Vesten og indførte faktisk en tvungen sekularisering af landet  i 1923, hvorved islam  pludselig blev den sideordnede opstilling, der er nødvendigt i ethvert moderne samfund. Det var selvfølgelig ikke alle der fulgte de nye paroler. Fem år senere, i 1928 blev  Det Muslimske Broderskab dannet som en reaktion på denne frisættelse af religionen.  Dette broderskab beskrevet af H. M. Brix i bogen  Mod Mørket fra 2008 opererede  uhyre fleksibelt i mørket såvel som i lyset og tiltrak sig ikke mindst efter 2. verdenskrig en voksende medlemsskare. Blandt sine vigtigste ideologer  avr  Sayd Qutb,  der skrev en række bøger i  50erne og 60erne, inden han blev hængt på Nassers bud i 1966. Disse bøger blev grundigt læst af mindst en af tidens senere berømte skikkelser, nemlig  Bin Laden, leder af Al Qaeda, manden bag det mest spektakulære angreb  den 11. september.  Jeg har tidligere nævnt nogle af de mange  angreb der er fulgt i tiden efter  den berømte dato. Blot vil jeg lige nævne en anden berømt ideolog nemlig Qaradawi, født i 1926 og flere gange opfordret til at være leder af Broderskabet. Der kan siges meget om denne person, her vil jeg blot nøjes med et citat om  hvad der egentlig er muslimernes ærinde her i Europa:  Qaradawi har sagt det helt klart, hvad han egentlig arbejder hen imod er: En erobring af Europa,  intet mindre,  ikke med sværdet, men gennem mission. Mao  ikke direkte gennem vold eller terror,  men gennem fatwa-råd, islamiske lobbyorganisationer,  propaganda-litteratur og stempling af islams fjender. ”Islam anerkender ikke loyalitet over for andet end troen,  anerkender intet forhold end dets broderskab eller nogen skelnen mellem mennesker andet end på basis af tro og vantro. Selv hvis der er tale om en landsmand eller en slægtning, ens egen kødelige bror, så er den vantro, der viser fjendtlighed overfor islam, en fjende af muslimer”  skriver Brix i sin bog Mod Mørket (2008) Ord som  vi  i varierende grader også kan læse  hos de andre prædikanter,  der bor i UK eller rejser rundt i Europa og prædiker for mere eller mindre integrerede muslimer. Alt imens de mange no-go-zoner i og udenfor Frankrig vokser. Politiet kender disse områder men det er sjældent at journalister får adgang til de informationer politiet sidder inde med, og hvad mere er, journalisterne er sjældent interesseret  i at få oplysninger om disse ting –  Dette er ikke mine ord, det er ikke mig der sige er dette her, jeg påpeger blot at en af de mest indflydelsesrige skikkelser i islam  der har virket siden 50`erne  har skrevet bøger og udgivet pamfletter og taler i et omfang så selv Rifbjerg ikke kan være med.  

I årevis har jeg gået og tænkt over, hvordan venstrefløjen,  der jo et stykke ad vejen selv hylder den enkeltes verdslige frihed til at vælge sin egen livsform, kønnenes ligestilling,  religionens fravær (sådan som Lennon synger det i Imagine) samt  individets ret til enten at være en del af kollektivet eller stå uden for, at dette parti  i årtier har hyldet en middelalderlig religion, der på  flere punkter er mere primitiv end kristendommen og jødedommen nogen sinde har været, hvorfor dette åndløse knæfald for en åbenlys totalitær religion?  

Og jeg er foreløbigt kommet til denne konklusion. Religionen, og dens medlemmer er ikke fjenden, muslimerne er blot ofre for en større og mere frygtelig fjende, nemlig højrefløjen. (tænk bare  på nazismen)  

Hvis man nemlig ser på, hvad de selvfede humanister  op igennem 90`erne og 00`erne gik og foretog sig, ikke mindst i forbindelse med den kvindelige leder af det nyligt dannede Dansk Folkeparti i form af karikaturer, tilsvininger, nedrakninger og nazistisk inspirerede udskamninger, er det rent ud fantastisk når man husker hvad der dengang blev udtalt om tonen i debatten. Ikke mindst en person som Seidenfaden,  deltog sammen med talrige tegnere i en tilsvining som  gør Der Stürmer til et stuerent ugeblad ved siden af.  Information, Politiken, Jyllandsposten og andre dagblade tog ivrigt del i disse løjer. Jeg ved ikke hvem der stod spidsen for disse ting, men man fulgte på en eller anden måde en fælles dagsorden, der handlede om, at Pia Kjærsgaard og hendes parti var den inkarnerede ondskab, fordi de tillod sig at være skeptisk over for indvandringens konsekvenser. Ledere af DF  blev  talrige gange  fremstillet som savlende nazister.  En af de stuerene tonesættende humanister,  en vis Flemming Nielsen,  Melvilles nye oversætter,   har en gang fortalt mig, at han opfattede Den Korte Avis  af Pittelkow og Jespersen som  det danske svar på Der Stürmer!  Ja,  hvad skal man sige til dette.  Læs fx  Caines bog Gensyn med Ondskabens Ikon fra 2006.  Her ser man sort på hvidt hvilket ufatteligt had de selvgode humanister på højrefløjen har været (og måske stadig er)  besat af.  I det øjeblik man har udpeget højrefløjen som arnestedet for alverdens ondskab,  ser man næppe bjælken i egne øjne. Man har jo gud og godheden på sin side, ikke. 

Som en konservativ politiker har skrevet på FB: ”Tolerance er en dyd, bevares. Og selvfølgelig lever vi bedre liv, opbygger bedre samfund, når vi dyrker tolerancen og giver plads til forskellighed. Men intolerance kan altså ikke altid bekæmpes med mere tolerance. Når religiøse særkrav er moralsk uforsvarlige, så hjælper det ikke noget at give dem plads i tolerancens navn. Der er kampe, der er værd at kæmpe, blandt andet kampen for frihed og tolerance, imod religiøse særkrav, som reelt vil indskrænke begge dele. Opgivelse har altså også en pris. Selvom det selvfølgelig udskyder regningen lidt, så koster det noget at kaste håndklædet i ringen” (Roya Moore) – Lad humanisterne forbløde i deres perverterede tone-orkestreringer.