De amerikanske medier og Big Tech tilbageholdt belastende oplysninger om Bidens korruption for at få ham valgt. Nu har den herskende klasse fået, hvad den bestilte, og det er på tide at skaffe sig af med den inkompetente og dybt upopulære præsident, hvis demokraterne skal have en chance for at vinde næste valg.

I Wall Street Journal (22.3.) spekulerer en af avisens redaktører, Gerry Baker, på, hvad der kunne være sket, hvis vælgerne havde kendt til indholdet af Joe Bidens søn, Hunter Bidens computer – med alle dens pinlige emails. Kort før præsidentvalget den 8. november 2020 bragte New York Post historien, der viste, at ikke bare Hunter, men hans far Joe havde været indblandet i lyssky forretninger i bl.a. Kina og Ukraine, for ikke at sige, at de var dybt korrupte.

Men sensationen blev hurtigt gemt af vejen. Ingen af mainstream-medierne ville røre den, New York Post blev forment adgang til de sociale medier, og 50 prominente spion-eksperter meddelte, at det hele var russisk disinformation. New York Post var, skrev de, skyldig i at udbrede en historie, “der bar alle de klassiske tegn på at være en russisk informationskampagne”. Der var åbenbart ingen computer, og den indeholdt intet belastende. Under en direkte debat med Donald Trump afviste en opbragt Joe Biden det hele som russiske opspind – hvilket jo passede godt med, at Trump var russisk agent.

Der var ellers nok at berette om: Ifølge New York Post havde en søn af USA’s næste præsident solgt sine politiske forbindelser til udlændinge, og alt tydede på, at Joe Biden – som på computeren blev kaldt “the big guy” – fik sin del af rovet.

Men pludselig – efter 17 måneders tavshed – kunne selveste New York Times – venstrefløjens ultimative sandhedskilde – i sidste uge bekræfte, at computer-historien var sand. Avisen havde “autenticiteret” computerens indhold. I klartekst betyder det, at New York Post havde haft ret.

Pludselig står det klart, hvorfor så mange af USA’s efterretninger har været så forkerte i årevis, bemærker Gerry Baker. “Enten er disse ca. 50 stormestre i international spionage komplet ude af stand til at skelne mellem russisk disinformation og virkelig information, eller de har prostitureret deres troværdighed i et utilsløret forsøg på politisk påvirkning.” Baker tror mest på det sidste.

De fleste medier og kommentatorer afviser med bestemthed, at 2020-valget skulle være forfalsket, som Trump bliver ved med at hævde. Men som Wall Street Journals kommentator bemærker: Hvordan kan man have demokratiske valg, hvis de politikere, der skal stå til ansvar for vælgerne, kan bestemme, hvilke informationer vælgerne har lov til at se?

Det store spørgsmål er, hvad der pludselig får venstrefløjens og Den Dybe Stats flagskib til at bekræfte en historie, der tidligere var blevet afvist som russisk propaganda?

Joy Pullmann, adm. chefredaktør for The Federalist, har en teori: De kan ikke længere dække over Joe Bidens inkompetence, som han har demonstreret den ene gang efter den anden – i forbindelse med USA’s katastrofale tilbagetog fra Afghanistan, som har opmuntret landets fjender, hans ødelæggende energipolitik, der har medvirket til en historisk høj inflation, den åbne grænse og det frie spil for menneskesmuglere og narkokarteller, for ikke at tale om demokraternes krig mod forældre, der ønsker at bestemme, om deres børn skal indoktrineres med ”kritisk raceteori” og agitation for eksotiske seksuelle varianter.

Desuden ligger USA’s fjender formentlig inde med viden om Biden-klanen, som de kan bruge til at afpresse præsidenten.

Det lykkedes Twitter og Facebook at bruge deres informationsmonopol til at sikre Bidens valg, men nu tyder meningsmålingerne på, at han ikke længere kan bruges til at varetage den herskende klasses interesser.

Biden gav dem, hvad de havde bestilt, og nu har de ikke længere brug for ham. Problemet er, at vicepræsident Kamala Harris er ligeså umulig og upopulær som præsidenten.