De fleste iagttagere er enige om, at krigen i Ukraine ikke går, som Putin havde forventet. Efter fire ugers kamp lader det til, at Ruslands forventede Blitzkrieg er stivnet til en udmattelseskrig. Der er tilmed rapporter om, at ukrainske styrker visse steder er gået til modangreb.

Til gengæld er krigen blevet mere grusom med russiske bombardementer af civilbefolkningen og rapporter om, at russiske soldater voldtager kvinder og myrder civile. Foreløbigt er der ingen uafhængig verifikation, men det ville ikke være første gang, det er sket. Under de sovjetiske troppers fremtrængen i Tyskland i 1945 blev mange hundredtusinde tyske kvinder voldtaget, og Stalin bemærkede, at han godt kunne forstå, at hans soldater behøvede lidt adspredelse.

The Spectators kommentator, Sean Raywent (23.3.), citerer den gamle konstatering, at ingen plan overlever den første kontakt med fjenden, men nu lader det til, at Putins plan “ikke engang har overlevet kontakten med hans egne tropper”.

Ifølge Raywent har den russiske leder kombineret en strategisk fejlkalkulation med “en taktisk dumhed af et omfang, der savner fortilfælde i nyere tid”. Putins generaler mangler endnu at sikre deres planlagte mål. Ifølge ukrainske og vestlige opgørelser er 12.814 russiske soldater blevet dræbt i kamp, heriblandt fire generaler. Hertil kommer, at næsten 5.000 russiske lejesoldater er udslettet. Antallet af russiske sårede andrager måske 40.000. Hertil kommer betydelige tab af kampvogne, fly og helikoptere.

Sean Raywent beskriver de russiske tab som uholdbare. Efter fire ugers krig i Ukraine overstiger Ruslands tab dem, som de russiske tropper led efter ti års krig i Afghanistan.

Putin var ikke ene om at forvente en hurtig sejr. Den britiske general Sir James Everard, NATO’s tidligere næstkommenderende i Europa, forudsagde, at den russiske diktator ville have opnået sine krigsmål inden for 21 dage. Den forudsigelse har ukrainerne gjort til skamme med deres beslutning om at kæmpe videre trods Ruslands numeriske overmagt. Putin står tilbage uden noget endemål, som han realistisk set kan opnå.

Kun få dage efter invasionen begyndte russiske soldater at forlade deres kampvogne, enten fordi de var brudt sammen, eller fordi de var løbet tør for brændstof. Der har også været rapporter om mytteri blandt de unge værnepligtige, der havde fået fortalt, de skulle på øvelse eller befri ukrainerne for et nazistisk styre, og derfor blev overraskede over, at de ikke blev modtaget som befriere.

Generalmajor Jonathan Shaw, tidligere chef for de britiske specialstyrker, siger, at russernes mange taktiske bommerter hovedsageligt skyldes, at man i den russiske hær indprenter lydighed på bekostning af initiativ. Soldaterne gør simpelthen, hvad de får ordre til i stedet for at tænke selv.

The Spectator bemærker, at værnepligtige hære ikke plejer at vinde, med mindre de kæmper for national overlevelse, hvilket USA’s krig i Vietnam og Ruslands i Afghanistan er eksempler på.

Et andet problem for russerne er den udbredte korruption, som har medført, at millioner af rubler, der var øremærket til oprustningen, er blevet stjålet af korrupte embedsmænd med det resultat, at kampvogne, fly og missil-systemer mangler reservedele.

General Sir Richard Dannatt, chef for den britiske generalstab fra 2006 til 2009, bemærker, at Storbritannien og NATO har overvurderet Ruslands militære styrke. Til The Spectator peger han på russernes manglende evne til udføre kombinerede operationer og deres “rystende” [appalling] ledelse på slagmarken.

Den ukendte faktor er Vladimir Putin, der har satset alt på en sejr. Stadigt flere spekulerer på, om han i desperation vil indsætte biologiske, kemiske eller atomare våben. Hvis han gør, kan han utvivlsomt lægge Ukraine øde, men kan det kaldes en sejr?