Kommentar


Mange har undret sig over, at Biden-administrationen har valgt at holde USA’s sydgrænse åben for hovedsageligt latinamerikanske migranter, der bare kan strømme ind uden at skulle følge reglerne. Det anslås, at 2 millioner er kommet på den konto, siden Biden kom til, og intet tyder på, at regeringen vil ændre politik.

Men det er ikke så mærkeligt. Demokraternes strategi er at ændre USA’s demografiske sammensætning ud fra den antagelse, at migranterne altid vil stemme demokratisk og således sikre partiet permanent politisk kontrol.
Men nu kan Wall Street Journal præsentere resultatet af en meningsmåling, der må få Bidens bagmænd til at ryste.

Tallene stammer fra to meningsmålingsinstitutter – et demokratisk og et republikansk – og viser, at republikanerne har elimineret demokraternes føring blandt latinoer. I november stod de to partier lige – efter mange års klare demokratiske overtag. Nu viser målingen, at republikanerne fører over demokraterne med 9 pct.point blandt den hurtigt voksende spansktalende befolkning.

Hvis denne tendens fortsætter, er det intet mindre end en katastrofe for de venstreradikale demokrater, der troede, at deres woke-politik ville begejstre latinoerne. Det er samtidig et nederlag for demokraternes ”kritiske raceteori”, der har til formål at dele borgerne op i racegrupper og sætte dem op mod hinanden.

Flere har peget på, at folk fra de latinamerikanske lande hælder til konservative værdier, så som Gud, familien og lov og orden, og at de har meget lidt til fælles med de demokratiske kernevælgere blandt hvide i storbyer som New York, Los Angeles og San Francisco.

Det begynder også at knibe med demokraternes tidligere monopol på de sorte stemmer. I november måtte republikanerne nøjes med støtte fra 12 pct. af de sorte. Det er ifølge meningsmålingen steget til 27 pct.

Demografi er skæbne, og hvis demokraterne bliver ved med at tabe terræn blandt de segmenter, de har betragtet som sikre vælgere, ser det sort ud for partiets chancer ved midtvejsvalget i november.

Imens raser Joe Bidens inflation, der går hårdest ud over latinoer og sorte.