I filmen “Ukraine on fire” dokumenterer Oliver Stone Ukraines sørgelige, nyere historie. Landet har været tumleplads for voldelige ekstremister af enhver art – kommunister, nationalister, fascister, nazister, folkemordere, jødehadere….

Enhver, der har studeret historie, ved, at store dele af Ukraines befolkning i 1941 hilste Hitlers tropper velkommen, og en del ukrainere deltog med liv og sjæl i jødeudryddelserne. I den forbindelse må man ikke glemme, hvad der var sket 8-9 år før Hitlers invasion, nemlig den såkaldte Holodomor (holod = sult, mor = udryddelse). Oliver Stone springer over Stalins politisk organiserede hungersnød, der medførte, at 3,9 millioner ukrainere sultede ihjel. Den slags begivenheder er vanskelige at fjerne fra et folks bevidsthed, og man kan næppe forvente, at de overlevende bare vil glemme hadet til Rusland.

Stone dokumenterer, at ultranationalistiske, nazistiske og antisemitiske grupperinger var yderst aktive under den såkaldte Maidan-revolution i 2014. Han sandsynliggør også, at kræfter i den amerikanske top gjorde, hvad de kunne, for at styrte den russisk-venlige regering.

Kendsgerningen er imidlertid, at Ukraine i dag har en jødisk præsident, hvilket må betyde, at nazisternes indflydelse er begrænset.

Man forstår pludselig, hvorfor USA’s neo-konservative og Den Dybe Stat havde så travlt med at underminere præsident Trump og forsøge at få ham fjernet med henvisning til frit opfundne beskyldninger om russiske sammensværgelser. Trump ville ikke starte nye krige og havde ikke planer om at underlægge sig fremmede territorier. Hans brøde bestod i, at han ville have et godt forhold til Rusland, og hvis hans politik var blevet videreført, havde vi formentlig undgået de nuværende rædsler.

Men Ukraines triste historie kan ikke undskylde Putins overfald, som ikke har bidraget med andet end nye blodsudgydelser i forlængelse af et århundredes katastrofer.

I øvrigt har Bent Jensen netop slået nedenstående op. Bent er nok den danske historiker, der har bedst kendskab til sovjetisk og russisk historie efter 1917. Han har hele tiden været en hvas kritiker af Sovjetunionen, men nærer ikke animositet mod det Rusland, der opstod efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Man bør derfor spidse ører, når han for en time siden skrev: