Hvordan vil en mere brutal krigsførelse påvirke den vestlige opinion? Det vil formentlig sænke tærsklen for vestlig bistand, hvilket allerede er en kendsgerning. Ukraine er allerede en tredjepartskrise, men vestlige politikere informerer ikke befolkningen om, hvad det indebærer. Tværtimod risikerer rationelle overvejelser at blive mødt med indignation over at gøre mere.

Politikere kan surfe på denne indignation, der kvæler kritiske spørgsmål. De giver gerne indtryk af handling i en krisesituation. Det gjorde EU, da de ifølge dem selv indførte de strengeste sanktioner nogensinde. Putins inderkreds, oligarker, SWIFT-system og luftrum blev ramt. Russerne bliver smidt ud af Visa, Mastercard, Netflix, sport og kultur. Udvist fra det globale samfund og dets blodomløb natten over.

Men ikke olie og gas. Energien har fået lov til at stå uhindret.

Så længe Putin kan eksportere olie og gas, vil han ikke kun få indtægter til at finansiere krigen. Han har også greb om det tyske samfund og tysk industri.

Udenrigsminister Annalena Baerbock indrømmer nu, at Tyskland kun kan klare sig i længden i tre uger uden russisk energi. Efter tre uger risikerer landet at gå i sort.

Bluff?

Så man har pustet sig voldsomt op og givet indtryk af stærk moralsk indignation, men hviler det virkelig på bluff? Dette kan mistænkes, når der ikke er en klarere kommunikation om, hvad der foregår.

Putin ved, at de voldelige kendsgerninger er mest for show, et syns skyld. Det er for at give politikerne i vest rygdækning. Sanktionerne er til irritation, men skærer ikke hovedpulsåren over.

Hvorfor er Europa i sådan en situation, hvor det ikke har noget valg at stå over for en krise? Svaret er Den Grønne Omstilling, hvad NHO-chef Ole Erik Almlid ønsker, at vi skal geare endnu mere op nu under krisen.

Det er skikkelser som Almlid, der styrer samfundet mod sammenbrud. Socialt og moralsk. Han vil have, at vi indgår i et forpligtende energisamarbejde med EU: Mere havvind.

Almlid er ikke alene om at udnytte krisen til gavn for sine egne interesser (ikke medlemsvirksomhedernes).

EU deler hans vanvid. Den danske energiminister Dan Jørgensen (S) præsenterede søndag en plan for at komme af med russisk gas inden for seks måneder.

Europa gør klar til at lukke helt ned for import af gas fra Europa, og det er realistisk, at vi kan være helt ude af den russiske gasklemme om et halvt år.

Det oplyser klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag. Her kunne han også fortælle, at EU er på vej med en plan, der er udarbejdet på baggrund af en analyse fra Det Internationale Energiagentur (IEA).

Men det er så svimlende kort tid, at flere stemmer advarer mod “store omkostninger”. Store omkostninger er et andet ord for sammenbrud.

Men et 100 procent farvel til russisk gas om seks måneder vil højst sandsynligt have store omkostninger i form af rationer af gas til europæisk industri, herunder danske virksomheder, advarer adm. direktør, Lars Aagaard, fra Dansk Energi.

»Hvis EU selvstændigt mener, at der ikke burde være russisk gas i rørledningen om seks måneder, så kan man gøre det. Men det kommer ikke uden konsekvenser,« siger Lars Aagaard.

I stedet for ædruelighed og tilbageholdenhed bruger man krigen til sin egen fordel: en total omlægning af samfundet. Mange mennesker spiller sådan et spil, og kan gøre det, fordi ingen afslører de underliggende motiver.

Mobilisering af den offentlige mening sker gennem følelser og nyheder 24/7. NRK har ligesom DR taget initiativ til en koncert til indtægt for Ukraine.

Men vi læser i Berlingske, at energiselskaberne i Danmark skønnes at tjene 200 milliarder euro på de høje priser. Norge ligger nok endnu højere. De svømmer i penge, men alligevel skal kunderne betale ekstreme priser og bliver desuden følelsesmæssigt bearbejdet for at støtte Ukraine økonomisk.

Norge tjener nok til at finansiere alt hjælpearbejdet, hvis det var penge, vi talte om. Ville der ikke være en moralsk balance, når det er os, der tjener en formue på de høje energipriser?

Jeg kan ikke høre journalisterne stille det spørgsmål til politikerne og embedsmændene.

I stedet bliver vi mødt med moralsk afpresning: Krigen er så brutal, at den kræver handling. Medier, politikere og interesseorganisationer vil have, at vi udskriver en blankocheck til dem, som de selv kan udfylde.

De ønsker en flyveforbudszone over Ukraine.

Det ville betyde krig med Rusland.

Men hvad “vi” kunne gøre, var at give ukrainerne real-time efterretninger om russernes bevægelser. Det har USA indtil videre ikke ønsket at gøre. De oplysninger, ukrainerne modtager, er forsinket. USA er bange for at pådrage sig russernes vrede.

Men hvis bistand først skal ydes: ville det så ikke være det mest effektive middel, ukrainerne kunne få?

NATO har allerede krydset grænsen til at være part i krigen. Våbnene flyder over grænsen.

Men de, der vil bruge dem, modtager ikke realtids-efterretninger, der gør dem i stand til at bruge dem så effektivt og dødbringende som muligt.

Tærsklen for at yde bistand vil blive sænket i takt med krigens brutalisering, og det vil være den vektor, der vil presse vestlige politikere til at handle.

De burde allerede have besluttet, hvad de må og ikke må. De har allerede krydset den grænse, der gør dem til krigsdeltagere.