Selvom vi ikke tænker videre over det i Nordeuropa, så har NATO siden 1997 optaget fjorten nye medlemslande i det østlige Europa. Efter Murens fald har det berømte ‘jerntæppe’ bevæget sig østpå, og NATO er tættere på Rusland end under Den Kolde Krig. Kun afskærmet af Hviderusland og Ukraine. Putin annekterede Krim i 2014, og forleden invaderede Rusland som bekendt resten af Ukraine. Flere har omtalt Samuel Huntingtons analyse desangående, blandt andet end lektor emeritus Søren Riishøj, der i Berlingske påpegede, at Rusland qua NATO-udvidelserne lider af ‘et post-imperialt syndrom’.

Samuel P. Huntington var professor på Harvard, og blev verdenskendt, da han uddybede tankerne fra hans 1993-essay i bogen The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996). Værket udkom først på dansk i 2006, og hans analyse er svær at komme udenom i disse dage. Mens liberalisterne jublede over verdenskommunismens endeligt, hævdede Huntington, at fremtidens strid ville blive mellem civilisationer. Rusland var en såret bjørn, og ville man have stabilitet, så måtte man anerkende geopolitiske realiteter. Rusland var kernen i en distinkt kultur, der ikke havde til hensigt at blive en kopi af det liberale Vesten.

Da jeg startede på universitetet i 1997 var Huntington en slem højreorienteret politolog, som man skulle holde sig fra. Weekendavisen revsede ham i en anmeldelse for ‘den rendyrkede kulturvinkel’, og noterede blandt andet: “Det er et fuldkommen uhistorisk og statisk billede af kulturerne, der smækkes op på det Huntingtonske lærred.” (1994). Huntington blev ‘berømt uden at have fortjent det’, lød det i Berlingske et par år senere. Da han i 2004 udgav en bog om den amerikanske identitetskrise, fortsatte udskamningen, blandt andet i Dagbladet Information. Han var talerør for ‘populistisk patriotisme’, en ‘maskeret racist’.

Hitler var en forfærdelig despot, men måske var det ikke endt med verdenskrig, hvis Tyskland ikke fik ydmyget en hel generation med Versailles-freden. Putin er en forfærdelig despot, men måske er det dumt at tirre en såret bjørn med fri adgang til atomvåben. Måske skulle man fokusere mindre på navne, og mere på langsigtede strukturer.

Herunder det meste af afsnittet omhandlende ‘Rusland og dets nære udland’ (s. 230-36).

RUSLAND OG DETS NÆRE UDLAND

“Arvtageren tii zarens og kommunisternes imperier er en Civilisations-blok, der på mange måder svarer til Vesteuropa. I kernen ligger Rusland, svarende til Frankrig og Tyskland, tæt forbundet med en indercirkel, der rummer de to overvejende slavisk-ortodokse republikker Hviderusland og Moldova samt Kasakhstan, hvor 40 procent af befolkningen er russisk, og Armenien, der historisk set er Ruslands nære allierede. I midten af 1990’erne havde alle disse lande pro-russiske regeringer, som generelt var kommet til magten efter et valg. Tætte, men svagere forbindelser eksisterer mellem Rusland og Georgien, der overvejende er ortodokst, og Ukraine, der i mindre omfang er ortodokst, men de har begge en stærk national identitetsfølelse og bevidsthed om tidligere uafhængighed. På det ortodokse Balkan har Rusland tætte relationer til Bulgarien, Grækenland, Serbien og Cypern og i mindre grad Rumænien. De muslimske republikker fra det tidligere Sovjetunionen er fortsat i høj grad afhængige af Rusland både økonomisk og forsvarsmæssigt i modsætning til de baltiske lande, der orienterede sig mod Europa og effektivt lagde afstand til den russiske indflydelse. Generelt er Rusland ved at danne en blok med et ortodokst centrum under russisk lederskab og en omgivende stødpude af relativt svage islamiske stater, som det i varierende grad vil dominere, mens det forsøger at forhindre andre magter i at få indflydelse.

Rusland forventer, at omverdenen accepterer og godkender dette system. Udenlandske regeringer og internationale organisationer er, som Jeltsin sagde i februar 1993, nødt til at ‘anerkende Ruslands særlige beføjelser som garant for fred og stabilitet i de tidligere sovjetregioner’.Hvor Sovjetunionen var en supermagt med globale interesser, er Rusland nu en stormagt med regionale og civilisationst interesser. De ortodokse lande i det tidligere Sovjetunionen er af central betydning for udviklingen af en sammenhængende russisk blok i eurasisk og international politik. Under Sovjetunionens opløsning gik alle disse fem lande i en stærkt nationalistisk retning, fastslog deres nye uafhængighed og lagde afstand til Moskva. Senere gik den økonomiske, geopolitiske og kulturelle virkelighed op for vælgerne i fire af landene og fik dem til at stemme russiskssindede regeringer til magten og bakke op om russisk orienteret politik. Folk i disse lande søger støtte og beskyttelse i Rusland. I det femte land, Georgien, medførte en russisk militærintervention et lignende skift i regeringens holdning. Armenien har historisk set allieret sig med Rusland, og Rusland har gjort en dyd ud af at optræde som Armeniens beskytter mod dets muslimske naboer. Dette forhold er blevet styrket efter sovjettiden. Armenierne har været afhængige af økonomisk og militær støtte fra Rusland og har tilsluttet sig Rusland i spørgsmål om relationer mellem de tidligere sovjetrepublikker. De to lande har sammenfaldende strategiske interesser.

I modsætning til Armenien har Hviderusland en svag national identitetsfølelse. Og det er også om muligt endnu mere afhængigt af russisk støtte. Mange af dets indbyggere identificerer sig tilsyneladende lige så meget med Rusland som med deres eget land. I januar 1994 erstattede den lovgivende forsamling den moderate nationalist, som var landets daværende leder, med en konservativ russisksindet kandidat. I juli 1994 valgte 80 procent af vælgerne en præsident, somvar ekstremt russisksindet og tæt knyttet til Vladimir Sjirinovslij. Hviderusland kom tidligt med i Commonwealth for indepent Stares (CIS), var medlem af den økonomiske union, der blev oprettet i 1993 sammen med Rusland og Ukraine, indgik i en monetær union med med til at have Rusland, overdrog sine kernevåben til Rusland og gik med til at have russiske soldater på sit territorium det 20. århundrede ud. I 1995 var Hviderusland således en del af Rusland, ikke af navn, men af gavn.

Efter at Moldova blev uafhængigt efter Sovjetunionens sammenbrud, så mange frem til dets endelige genforening med Rumænien. Men frygten for at det skulle ske, udløste en løsrivelsesbevægelse i det russisk orienterede øst, som fik stiltiende støtte fra Moskva og aktiv støtte fra den 14. russiske arme. Det førte til oprettelsen af republikken Trans-Dniestr. Den moldaviske interesse i at danne union med Rumænien faldt dog i takt med begge landes økonomiske problemer og et økonomisk pres fra Rusland. Moldova gik med i Commonwealth, og dets handel med Rusland øgedes. I februar 1994 fik russisksindede partier generelt fremgang ved parlamentsvalget. I disse tre stater blev den offentlige opinion påvirket af en kombination af strategiske og økonomiske interesser, og man valgte regeringer, der lagde sig tæt op ad Rusland. Et lignende mønster opstod også i sidste ende i Ukraine. …

Ud over Rusland er Ukraine den tættest befolkede og vigtigste af de i tidligere sovjetrepublikker. Ukraine har været selvstændigt på forskellige tidspunkter i historien. Men i det meste af vores moderne tidsalder har det været en del af en politisk enhed styret fra Moskva. Den afgørende begivenhed indtraf i 1654, da kosakken Bogdan Khrnelnitskij, som ledte et oprør mod det polske herredømme, svor troskab over for zaren mod til gengæld at få hjælp mod polakkerne. Derfra og indtil 1991, bortset fra en kortvarig selvstændig republik imellem 1917 og 1920, var det, som i dag er Ukraine, politisk styret fra Moskva. Men Ukraine er et kløvet land med to særskilte kulturer.

Den civilisatoriske grænsedragning mellem Vesten og ortodoksien løber lige ned gennem landet og har gjort det i århundreder. Fra tid til anden har det vestlige Ukraine været en del af Polen, Litauen og Østrig-Ungarn. En stor del af dets befolkning har været tilknyttet den unitariske kirke, som praktiserer ortodokse ritualer, men anerkender paven som øverste autoritet. Historisk set har vestlige ukrainere talt ukrainsk og været stærkt nationalistiske. Folk fra det østlige Ukraine har på den anden side været overvejende ortodokse og har for en stor dels vedkommende talt russisk. I de tidlige 1990’ere udgjorde russere 22 procent af befolkningen, og der var 31 procent øvrige grupper med russisk som modersmål. De fleste skolebørn blev undervist på russisk. Krim er overvejende russisk og var en del af den russiske føderation indtil 1954, hvor Krustjov overdrog det til Ukraine, angiveligt i anerkendelse af Khmelnitskijs beslutning 300 år tidligere. Forskellene mellem det østlige og vestlige Ukraine er helt tydelig i befolkningens holdninger. I slutningen af 1992 sagde for eksempel en tredjedel af russerne i det vestlige Ukraine at de led under anti-russisk had, mod bare 10 procent i Kiev. Splittelsen mellem øst og vest blev dramatisk under præsidentvalget i 1994. Den siddende præsident, Leonid Kravtjuk, som på trods af tæt samarbejde med Ruslands ledere betragtede sig selv som nationalist, vandt de 13 vestlige provinser i Ukraine med et flertal på op til mere end 90 procent. Hans modstander, Leonid Kutjma, som under valgkampen fik ukrainskundervisning, vandt de 13 østlige provinser med lignende stemmetal. Kutjma vandt med 52 procent af stemmerne. Således bekræftede et spinkelt flertal af det ukrainske folk Khmelnitsldjs valg i 1654. Valget, som en amerikansk ekspert så det, ‘afspejlede – ja, udkrystalliserede splittelsen mellem de europæiserede slaviske folk i det vestlige Ukraine og den russisk-slaviske opfattelse af, hvad Ukraine burde være. Det handler ikke så meget om etnisk polarisering som om forskellige kulturer’.

Som et resultat af denne opdeling kunne forholdet mellem Ukraine og Rusland udvikle sig i en af tre mulige retninger. I de tidlige 1990’ere var der særdeles vigtige emner på dagsordenen mellem de to lande angående kernevåben, Krim, russernes rettigheder i Ukraine, flåden i Sortehavet og økonomiske forbindelser. Mange troede, at en væbnet konflikt var på vej, hvilket fik vestlige analytikere til at argumentere for, at Vesten skulle støtte Ukraines ønske om kernevåben for at afskrække russerne fra en invasion. Men hvis civilisation er det afgørende, er kampe mellem ukrainere og russere utænkeligt. De er to slaviske, primært ortodokse folk, som har haft nære forbindelser i århundreder, og blandede ægteskaber er almindeligt. På trods af svære spørgsmål og presset fra ekstreme nationalister til begge sider arbejdede lederne fra begge lande hårdt og fremgangsrigt på at mægle i disse stridigheder. Valget af en åbenlyst russiskorienteret præsident i Ukraine i midten af 1994 reducerede yderligere muligheden for en skærpet konflikt mellem de to lande. Mens der opstod alvorlige kampe mellem muslimer og kristne andre steder i det tidligere Sovjetunionen og anspændte forhold og stedvise skærmydsler mellem russere og folk fra de baltiske lande, havde der i 1995 så godt som ikke været nogen vold mellem russere og ukrainere.

En anden og mere sandsynlig mulighed er, at Ukraine bliver delt op i to enheder langs sin indre skillelinje, og at den østlige del indgår i Rusland. Snakken om løsrivelse kom første gang op i forbindelse med spørgsmålet om Krim. Befolkningen på Krim, som er 70 procent russisk, støttede kraftigt ukrainsk uafhængighed af Sovjetunionen ved en folkeafstemning i december 1991. I maj 1992 stemte Krims lokale parlament også for en uafhængighedserklæring fra Ukraine, men trak beslutningen tilbage efter ukrainsk pres. Det russiske parlament Dumaen stemte derimod for at ophæve Krims overgang til Ukraine 1954. I januar 1994 valgte man på Krim en præsident, som var gået til valg på ‘enhed med Rusland’. Dette fik nogle til at stille spørgsmålet: ‘Bliver Krim det næste Nagorno-Karakbakh eller Abkhasien?’ Svaret var et rungende ‘Nej!’, da den nye krimske præsident trak sit løfte om en folkeafstemning om uafhængighed tilbage og i stedet forhandlede med regeringen i Kiev. I maj 1994 tilspidsedes situationen igen, da parlamentet på Krim vedtog at genindføre forfatningen fra 1992, der gjorde landet så godt som uafhængigt af Ukraine. Endnu en gang forhindrede pres fra russiske og ukrainske ledere, at spørgsmålet førte til vold, og valget to måneder senere af den russiskvenlige Kutjma som ukrainsk præsident underminerede Krims forsøg på at løsrive sig fra Ukraine. Dette valg vakte ideen om, at den vestlige del af landet kunne løsrive sig fra et Ukraine, der bevægede sig tættere og tættere på Rusland. En del russere ville hilse det velkomment. Som en russisk general sagde: ‘Ukraine, eller rettere det østlige Ukraine, vil komme tilbage om fem, ti eller femten år. Det vestlige Ukraine kan gå ad helvede til!’. En sådan unitarisk og vestligorienteret rest af Ukraine ville dog kun være levedygtig, hvis den fik en stærk og effektiv vestlig støtte. Men en sådan støtte ville formentlig kun kunne mobiliseres, hvis relationerne mellem Vesten og Rusland blev alvorligt forværret og kom til at ligne forholdet under den kolde krig.

Det tredje og mest sandsynlige scenario er, at Ukraine fortsat vil være et forenet, kløvet og uafhængigt land, der generelt samarbejder tæt med Rusland. Når først overgansspørgsmålene om kernevåben og militær styrke er løst, vil de største og mest langsigtede spørgsmål være af økonomisk karakter, og løsningen af dem vil blive fremmet af den delvis fælles kultur og de tætte personlige kontakter. Det russisk-ukrainske forhold er med John Morrisons ord for Østeuropa, hvad det fransk-tyske forhold er for Vesteuropa. Ligesom Frankrig og Tyskland er kernen i EU, er Rusland og Ukraine den vigtige kerne, der kan skabe enhed i den ortodokse verden.”