Flere har anført, at jeg er blevet dvask og ikke forstår, hvad der foregår i og omkring Ukraine. Det er nok fordi jeg ikke vil forklare dagens tildragelser ud fra moralske vurderinger, men ud fra realpolitiske. Lad mig i den ånd fortælle, hvordan jeg bedømmer situationen:

Under dagens interview på “Pilestræde“ sagde MF Marie Krarup, at både Ukraine og Rusland styres af oligarker og altså ikke kan kaldes demokratier. Der er ingen grund til at betvivle hendes ekspertise, når det gælder østeuropæiske og specielt russiske forhold. Man må derfor give hende ret, når hun påpeger, at krigen ikke står mellem demokrati og diktatur, som er den vestlige forklaring, men handler om noget helt andet.

Der var også noget, som Marie Krarup ikke kom ind på, nemlig Putins åbenlyse ønske om at genoprette det sovjetiske imperium. Og når han siger det, må vi hellere tage det alvorligt. Ligesom vi må tro ham på ordet, når han fortæller præsident Macron, at han vil erobre hele Ukraine.

Trods forbitret modstand fra den ukrainske hær og den vestligt sindede del af civilbefolkningen vil han sandsynligvis nå sit mål. Han har våbnene – herunder klynge- og vakuumbomber – og vil næppe tøve med at udradere de ukrainske byer, hvis det skulle blive nødvendigt. Der vil rejse sig et ramaskrig i store dele af verden, men Putin synes at være upåvirkelig af verdensopinionen.

Det øvrige Europa prøver nu febrilsk at gøre sig uafhængigt af russisk olie og gas, men det vil næppe gøre indtryk, fordi Putin kan sælge alt, hvad Rusland kan producere, til sine kinesiske allierede. Omkostningen bliver naturligvis, at Rusland bliver endnu snævrere forbundet med Riget i Midten, og at Rusland definitivt vender Vesten ryggen. Men det må Putin for længst have gennemtænkt.

For at kunne genoprette det sovjetiske imperium må Putin efter erobringen af Ukraine prøve at destabilisere NATO – f.eks. ved at skabe grænsekonflikter med Polen og de baltiske lande og se, hvor langt han kan gå uden at møde modstand. Og møder han modstand, kan han true med atomkrig, som han allerede har gjort.

Putin er imidlertid ikke ene om at have sat disse storpolitiske omvæltninger i gang. Han har haft god hjælp af præsident Biden, som fra første dag besluttede at gå i krig med den amerikanske energiproduktion. Det har medvirket til at presse olie- og gaspriserne op, og dermed har Biden foræret Putin en krigskasse af svimlende størrelse. I den sammenhæng er de hidtidige sanktioner mindre vigtige, fordi Rusland tjener mere på Bidens energipolitik, end det mister på sanktionerne. Så hvis man spørger, hvem der finansierer Putins krig, er svaret USA og Vesteuropa.

Flere og flere i USA forlanger, at Biden skal vende 180 grader i energipolitikken, men foreløbigt har det ikke gjort indtryk.

Man må således konkludere, at Putin sidder med alle trumferne og med gode udsigter til at virkeliggøre sine ambitioner.