Torsdag planlagde vestlige ledere at fordømme Putin og love, at Ukraine ville modtage hjælp. Rusland skulle straffes med de strengeste sanktioner nogensinde. Ganske vist ikke på olie og gas, for så ville europæerne også fryse. Men alligevel. Putin var en usling. Alle var enige.

Jens Stoltenberg var god i den rolle, han er tiltænkt. Støre er lidt for træg og ulden til at bruge til noget. Mette Frederiksen tog den alvorlige mine på og påstod, at Ukraine hørte til “vores nærområde”.

De var alle enige om, at invasionen af ​​Ukraine var unik, og det første seriøse angreb på international lov og orden siden 1938. Flere trak paralleller til Hitler. Dette er i sig selv en banalisering og vidner om, at man er ligeglad med historiske forskelle. Det vigtigste er fortællingen. Den moralske overlegenhed. Ved at gentage nok gange, at Putin er som Hitler og fortjener at blive erklæret fredløs, stiger følelsen af ​​at være en del af noget historisk – og dermed også selvtilfredsheden.

Indtil den nye kejser trådte ind på scenen. Meldingen fra det kinesiske udenrigsministerium om, at Kina ikke støtter sanktionerne, viser, hvem der har den største vennekreds.

Xi Jinping tog glansen af ​​Biden, som gentog sætninger fra sine forgængere, såsom George H.W. Bush om Saddams invasion af Kuwait: USA tror ikke på, at bøller kan indordne sig under reglerne, og vi vil have dem straffet.

Men der har ikke været nogen sherif i Det Hvide Hus i mange år. Selv George W. Bush passede ikke ind i rollen, selv efter 9/11. USA blev involveret i krige, man ikke kunne komme ud af igen. Så kom Trump.

Den internationale front mod Putin er indirekte også en front mod Trump. De vil gerne placere dem på samme side, eller inde i hinanden, som russiske dukker.

Men de har regnet forkert, og den, der river tæppet under benene på dem, er Xi Jinping, den nye kejser.

Med udtalelsen om sanktioner viser Xi, at han er på Putins side. Vesten kan true med sanktioner, så meget de vil. Rusland sælger kul, hvede, olie og gas til Kina.

Sammen er de stærke nok til ikke kun at modstå, men til at overvinde Vesten. Et Vesten, der er i en tilstand af dekadence og forfald, men forsøger at overvinde sin svaghed med et anstrengt smil, censur og fraser.

Ingen tror på, at Biden er manden, der kan disciplinere Putin. Danske og norske medier viser solsiden af ​​Biden, hvor han virker på toppen. Enhver, der ser amerikanske medier, ser en gammel mand, der leder efter ordene og ser forpint ud.

Ville du gå i krig for denne mand?

Men det vil journalisterne. Journalister er blevet krigsmagere og stiller ledende spørgsmål for at tvinge politikere til at konfrontere Putin, som er alt, hvad de foragter: macho, hvid, kulturkristen og rig, såvel som autoritær på den larmende måde.

Signalet fra Beijing indikerer, at de havde godkendt invasionen på forhånd. Sådan et modigt træk krævede den allieredes forudgående godkendelse.

Tilsammen har de to lande næsten alt, hvad de skal bruge for at forsyne hinanden. Kina har mange sjældne mineraler, men de mangler en afgørende faktor: olie og gas. Kina kan ikke føre krig uden, men Rusland svømmer i begge dele.

Der er kun ét land, der er bedre selvforsynende med energi, og det er USA.

Donald Trump gjorde USA selvforsynende og gav dermed USA et udenrigspolitisk råderum, som det ikke havde haft før.

Det satte skub i de abrahamitiske aftaler. USA var ikke længere afhængig af arabisk olie.

I stedet for taknemmelighed svarede demokraterne ved at give ham skylden.

De lancerede det grønne skifte, som kræver, at USA lukker ned for sin industriproduktion, som vi kender den, og dermed bliver endnu mere afhængig af Kina.

Da Xi Jinping slutter sig til Putins side, har Bidens USA tabt, og Europa har ikke en militær magt, der kan afskrække den nye akse.

Hvis der skal drages historiske paralleller, er Putin ikke Hitler og Xi Jinping ikke Mussolini. Det er snarere, som om Hitler var gået sammen med Stalin.

Beskeden fra Beijing har formentlig sendt chokbølger gennem regeringskontorerne rundt omkring i verden. Hvis Ukraine falder, står Taiwan for døren, og så taler vi om en selvhævdelse gennem krig, der ændrer historien.

Hitler trak sig tilbage, fordi Tyskland hverken havde de materielle eller menneskelige ressourcer til at føre en tofrontskrig.

Rusland og Kina er i en helt anden klasse. De kan udfordre resten af ​​verden.