”Regimeskifte” var amerikansk for elimineringen af diktatorer som Saddam Hussein og Mammar Gadaffi. Det havde en positiv klang til at begynde med. Ud fra forventningen om, at der nu ville blive skabt en demokratisk udvikling. Virkeligheden viste sig at være noget helt andet.

Det er værd at huske nu, hvor Putin går ind i Ukraine for at skabe”regimeskifte”.

Når vesterlændinge og eksperter blæser sig op og fremhæver Sudentenland og 1938, skygger det for, at vi har gjort det samme i nyere tid. Men det er ligesom, at det, vi laver, bliver målt på en helt anden skala.

Men i de senere år er regimeskiftet kommet til os. Vores myndigheder har ændret måden, vi bliver styret på, og selve samfundsstrukturen i en autoritær retning. Derfor har appellen om at forsvare demokratiet ikke samme appel som før. Hvis de skulle genvinde noget af deres aura, skulle myndighederne gå canossagang. De må indrømme over for vælgerne, at de har fornærmet dem i tanker, ord og handlinger.

Det er der ingen tegn på. Tværtimod. Systemet ønsker at bruge alle kriser til at styrke sin magt.

Men denne gang møder de en rigtig modstander, som har vist sig at være uforudsigelig.

Det mest forudsigelige er oprustningen af ​​NATO-landene og styrkelsen af ​​landene i øst.

Men og der er et stort men: De mest narcissistiske, liberale partier mener, at verden er en fri bar. De er som små børn, der synes, deres ord er magiske: Hvis de siger noget, bliver det sådan.

Venstres Guri Melby flytter NATO-soldater som tinsoldater på et bræt:

– I dag er vi alle ukrainere, og Norge skal gøre, hvad vi kan for at støtte Ukraine. Det internationale svar på Putins krig skal være forenet og stærkt: Tunge sanktioner, mere støtte til Ukraine, Georgien og Moldova og hele NATO’s Response Forces´ 40.000 soldater til Østeuropa, skrev Melby på Twitter. (NTB)

Medierne er krigsophidsere

Journalister har skiftet til rollen som aktivister og presser politikere frem til at gå længere og længere. De nøjes ikke med politikere, der kun har ord at komme med. De vil have handling.

DR interviewer Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, og journalisten spørger, hvornår Danmark sender soldater for at hjælpe Ukraine. Nielsen spjætter, men hun kan ikke afvise spørgsmålet. Hun føler, hun skal give en åbning for, at det kan ske. Dermed skaber hun den defensive holdning, hvor politikere lader sig køre fra forpost til forpost af pressen.

Carsten Nielsen burde svare: Ønsker pressen krig med Rusland?