Præsident Bidens regeringsførelse har været en uafbrudt meget lang serie af katastrofer og nederlag siden han tiltrådte for godt et år siden. Der er ingen udsigt til forbedring, og det vigtige midtvejsvalg til Kongressen i november tegner til at blive en nedsmeltning af det Demokratiske parti. ”Hvad indad tabes, må udad vindes”, tænker Biden. En farlig international krise, der gør amerikanerne bange, kan fjerne deres opmærksomhed fra forrygende inflation, grænseløs illegal indvandring og tomme hylder i supermarkedet. Hertil kommer, at skrivebordsgeneralerne i Washington og det militærindustrielle kompleks kræver en storkonflikt, der kan øge bevillingerne og fylde ordrebøgerne. Og få amerikanerne til at glemme den militære ydmygelse i Afghanistan.

USA’s regering har derfor mobiliseret sine spytslikkende medier og venner i EU og NATO, der nu alle som med én mund løber skrigende rundt med budskabet om, at Putin angriber Ukraine i morgen. Ukraines præsident Zelensky opfordrer dagligt de ophidsede vestlige regeringer til at dæmpe sig, da deres krigshysteri absolut ikke løser hans reelle problemer. Men alle vestlige regeringer har nu købt den amerikanske version af sandheden, nemlig at den russiske invasion er uafvendelig og kun et spørgsmål om tid. De seneste fem års dæmonisering af præsident Putin har haft effekt. Ikke kun i USA, men også i Europa, hvor han anses for en lunefuld tyran i familie med Hitler, Stalin og fanden selv. Også i Danmark tror folk på, at Putin hjalp Donald Trump med at svindle sig til valgsejren i 2016, og at Trump som præsident blev afpresset til at virke for russiske interesser. Denne skrøne, der blev bragt til torvs af Hillary Clinton og gentaget i uendelighed af Demokraterne og de amerikanske hovedmedier, er for længst afsløret som en fed løgn, men dementierne er udeblevet. Og der går vel næppe røg af en brand uden, at der er ild, tænker alt for mange.

Putin og hans udenrigsminister har samstemmende erklæret, at krisen vil være forbi og problemerne løst, hvis Rusland kan få et bindende tilsagn om, at Ukraine ikke optages i NATO. Det er et rimeligt forlangende, da NATO intet har at gøre så langt mod øst. Men det løfte nægter USA, NATO og også Ukraine at afgive. Præsident Zelensky gemmer sig bag skørterne på vestmagterne og håber på en løsning, der indebærer en russisk tilbagetrækning, et ukrainsk medlemskab af NATO og af EU, der så kan finansiere landets sammenbrudte og korrupte økonomi. Når man spiller poker og har gode kort på hånden, hæver man indsatsen. Det har russerne også gjort og forlanger nu, at alle amerikanske styrker i Østeuropa trækkes hjem, og at man vil have garanti for, at hverken Sverige eller Finland optages som medlemmer af NATO. Man skal jo have noget at forhandle med, så mon ikke at russerne vil være tilfredse med, at Ukraine holdes ude af alliancen. Det er jo ikke sandsynligt, at Rusland invaderer Ukraine, hvis Sverige bliver optaget i NATO.

Tyske og franske diplomater har ventileret en løsning, hvor Ukraine af principielle grunde fastholder sin frihed til at søge om optagelse i NATO, men samtidig forpligter sig til ikke at gøre det. Denne aftale ville opløse konflikten, men er foreløbigt blevet afvist af både USA og EU, der hellere vil fortsætte pokerspillet en tid endnu. Nøgterne militære iagttagere afviser tanken om en krig mellem Rusland og Ukraine, som kan blive en dyrekøbt sejr for Rusland, da Ukraine har omkring 100 000 mand under våben. Rusland kan knække Ukraine ved at lukke for naturgassen, ved at lamme landets elektroniske styrings- og kommunikationssystemer og ved at isolere Ukraine fra tre sider, så kun grænsen til Polen er åben.

Nøglen til løsningen på krisen ligger altså hos os selv. USA har nok frasagt sig en militær intervention i Ukraine, men vil gerne have en langvarig kold krig rettet mod Rusland, som kan bære Bidens Demokrater frelst gennem midtvejsvalget til november. Hvis krisen i mellemtiden bliver løst fredeligt, kan vi være sikre på, at præsident Biden af medier og EU-politikere skamløst vil blive markedsført som vor tids John Kennedy, hvis mod og handlekraft under Cuba-krisen førte verden tilbage fra atomkrigens afgrund. Det bliver ikke til at bære.