Engang var Sverige et land med regeringer, der forsøgte at gøre livet så godt som muligt for befolkningen. I dag er Sverige forvandlet til et projekt, hvor politikere og andre magthavere bruger deres tid – med alle tilgængelige midler – på at realisere deres ideologiske visioner. Visionerne skal ikke udføres for folket, men på trods af folket.

I dette projekt er fokus flyttet, fra hvad der er bedst for folket til hvad der er bedst for magthaverne. Det er deres ideologi, deres overbevisning, deres megalomane behov for – i deres eget ekkokammer – at fremstå som planetens frelser, en der er i centrum. Intet må stå i vejen for dette mål – heller ikke virkeligheden. Og især ikke virkeligheden for den gennemsnitlige skatteyder. Nej, den virkelighed skal bekæmpes og undertrykkes med alle tilgængelige midler, selvom det forudsætter menneskeofring. De er bondeofre, nødvendige for det store projekt.

Eller for at bruge det citat, der almindeligvis tilskrives Joseph Stalin: “Du kan ikke lave en omelet uden at knække nogle æg.”

I magthavernes øjne er folket blevet klynkende pessimister, et nødvendigt onde, der ikke forstår storheden i projekterne, men som er nødvendig for finansiering og som instrumenter.

I dag handler det om at realisere elitens visioner om begreber som hundrede procent fossilfri, klimasmart, mangfoldighedsbekræftelser, global, multikulturel, grænseløs, vedvarende, ansvarlighed, solidaritet og reducerede økologiske fodaftryk.

Befolkningen skal betale gennem kraftige prisstigninger på el, højere fødevarepriser, højere brændstofpriser, boligmangel, arbejdsløshed, sundhedsventelister, utryghed, konflikter, restriktioner og en svigtende velfærd. Blandt andet. At protestere eller udtrykke deres utilfredshed betyder at afsløre deres uvidenhed og mangel på solidaritet og Good Values™ – og sådanne æg er nemme at knække, når omeletten skal tilberedes.

Medier – magtens megafoner

Når folket skal opdrages eller afrettes, griber medierne ind i forsvaret af eliten. For medierne har også skiftet opgave. Journalisterne er blevet forvandlet fra nyhedsformidlere og efterforskere ved magt til propagandakanaler og folkets opdragere.

Efter denne uge er der ingen tvivl om, at medierne deler den aktivistiske dagsorden og fungerer som megafoner for magten.

Mandag fortalte Miljøpartiets topnavn i Göteborg, Karin Pleijel, om, hvordan partiet ville løse byens nu uoverskuelige integrationsproblemer. Da alle tidligere bestræbelser er slået fejl, vil ansvaret nu falde på de svenske- og svensktalende skolebørn.

Svenske forældre skal gennem “aktiv opmuntring” overtales til at placere deres børn i kaosskolerne i de udsatte områder – hvilket i praksis betyder, at børnene tvinges til at tilbringe deres dage i miljøer præget af vold, trusler og overgreb, og hvor få eller ingen taler svensk.

At forældre ønsker, at deres børn skal have en rolig og tryg skolegang, med tryghed og en undervisning der fungerer, ser Pleijel som “et problem”, som bypolitikerne “skal have adgang til”.

Vi vil forsøge at stimulere forældrenes valg i grupper. Få dem til at tænke – hvordan bidrager jeg til segregation? Og hvad kan jeg gøre ved det? En forælder i dag tænker måske – åh, det er kun mit barn, der har svensk som modersmål, hvis jeg vælger denne skole, siger Karin Pleijel i Göteborgs-Posten.

– Men hvis man i stedet samler forældre i grupper, og aktivt stimulerer dem til at træffe et fælles valg, der fremmer integrationen, så bliver de ikke så bekymrede. Det kan for eksempel gøres ved åbent hus arrangementer. Hvis man opfordres til ikke at gå hjem på sit eget kammer og tænke der, men i stedet træffe skolevalget sammen med andre forældre, så har man større mulighed for at bryde de vante mønstre.

Så det er forældrene, der forventes at føle ansvar for segregation i samfundet? Og skal børnene løse segregationsproblemerne? Sådan er det måske i Miljøpartiets verden – men sådan er det ikke i den virkelige verden, hvor vi andre bor. I den almindelige verden ligger ansvaret for den førte migrationspolitik – og dens konsekvenser – hos de politikere, der har brugt de sidste årtier på at forsøge at realisere deres multikulturelle vision. Politikere som Karin Pleijel.

I den almindelige verden vil forældre derfor fortsætte med at gøre det, almindelige forældre gør, nemlig at forsøge at give deres børn de bedste betingelser for at vokse op til at blive harmoniske og velfungerende voksne. For ansvarlige forældre betyder det stadig, at børnene skal føle sig rolige og trygge i skolehverdagen, uanset hvad politikernes visioner siger.

Hvis miljøforkæmperne vil ofre deres børn på ideologiens offeraltre, står de naturligvis frit for det, men journalisten stillede ikke et eneste kritisk opfølgende spørgsmål vedrørende egnetheden af ​​at holde “aktivt stimulerende gruppemøder” for at overbevise forældre til at lade deres børn løse problemer skabt af politikere. Heraf konkluderer jeg, at det var lige så normalt og uproblematisk for journalisten som for miljøforkæmperen at betragte børn som et integrationsredskab.

Medier og politikere har samlet sig i kampen mod befolkningen, og de, der stadig tvivlede på det mandag aften, fik hurtigt et ny mulighed for at blive overbevist.

Død af benzinafgifter

Samme dag som Miljöpartiet gik ind for indførelsen af ​​integrationstaktiske børneofre, blev brændstofpriserne i Sverige sat op igen, og de i forvejen rekordhøje priser blev endnu højere. En liter diesel koster nu 21,52, og en liter 95 oktan benzin koster 19,54 svenske kroner. At fylde tanken med 50 liter diesel er i dag 126 kroner dyrere end ved årsskiftet og over 300 kroner dyrere, end det var for et år siden.

Prisniveauet skyldes ikke primært høje oliepriser. Nej, i Sverige er det en politisk beslutning, at svenskerne skal blive ruineret af benzinpumperne. Gennem stadigt stigende afgifter, den såkaldte reduktionspligts krav om stadig højere tilsætning af dyre biobrændstoffer (hvilket også betyder, at biler bruger mere brændstof) og afgifter på afgifter, har Riksdagen aktivt besluttet, at rejser og transport skal blive stadig dyrere.

For en familie i et landområde, hvor man er afhængig af bil for at kunne komme på arbejde, køre børnene i skole eller komme til købmand og kommunale tilbud, kan udgifterne stige med mange tusinde kroner om måneden. Hvor skal de penge tages fra, i et familiebudget, hvor vinterens elregninger skal betales gennem banklån?

“Turbulent,” sagde professoren

Nogen på en redaktion havde mistanke om, at det kunne blæse op til storm, og at de derfor måtte handle. Måske var sidste lørdags kæmpedemonstration mod vaccinepassene stadig i frisk erindring? Dagen efter kom den idiotiske forklaring derfor fra de vanartede, i form af et interview i Aftonbladet med Johan Rockström, professor i klimavidenskab og leder af Potsdam-instituttet for klimaforskning i Tyskland. Professor Rockström meddelte, at stigningerne i benzinprisen var noget, svenskerne må forvente. Prisen på benzin skal stige og stige endnu mere, får vi at vide. Det er nødvendigt for at “redde klimaet”.

– Vi er midt i den største omstilling af verdensøkonomien siden Anden Verdenskrig. Om otte år vil vi halvere udledningen af ​​drivhusgasser, og inden for en generation skifte fra fossile energikilder til elektrificering af hele vores samfund. I den type forandring, som vi nu lige går ind i, bliver det turbulent, siger Rockström.

Turbulent? Er det professorens orwellske nye sprog for utilfreds, sulten, kold og fattig? Ja, sandsynligvis. For sådan bliver det i Sverige.

Rockström slår også fast, at “det ikke er gratis” for svenskerne at redde planeten, og det er forståeligt. Især ikke når den interviewede professor bliver ved med at fremstille det som noget positivt, at landmændene går konkurs på grund af de skyhøje omkostninger. Men professoren har en klassisk, venstreorienteret politisk og værdibaseret korrekt løsning for at imødegå prisstigningerne: vis samfundssind.

– [De høje brændstofpriser] betyder til gengæld, at fødevarepriserne skal stige, og når fødevarepriserne stiger, rammer det lavindkomsterne. Man skal skabe sociale faldskærme, der kan hjælpe de mest udsatte i samfundet, det er fuldt ud muligt, siger Johan Rockström.

Præcis hvem der skal betale disse bidrag til de sultne svenskere er uklart, når færre og færre har råd til at rejse, køre på arbejde eller skal bruge deres dage på at arbejde som livvagter for deres integrationsskabende børn. Men det bliver mere og mere tydeligt, at de grupper, der anser sig selv for at holde styrepinden for, hvordan samfundet skal udvikle sig, ikke prioriterer, at svenskerne skal have det godt eller overhovedet overleve.

Nej, folket kan godt miste deres fysiske og psykiske tryghed, når de ideologiske projekter skal realiseres – også selvom visionerne er helt urealistiske, som at skolebørn ordner integrationen eller at ti millioner kildesorterende svenskere vil ”redde klimaet”, mens 1,4 milliarder kinesere investerer massivt i kulkraft.

Men som sagt: Den almindelige verden, hvor de fleste af os bor, er ikke interessant, når visionerne skal realiseres i Projekt Sverige.