Man hører meget useriøst vrøvl i Danmarks Radio. For et par dage siden påstod en dansk historiker uden at blive modsagt til to DR-journalister, at der eksisterer ”en dansk-russisk aftale” fra 1946 om, at der ikke må komme udenlandsk militær til Bornholm. Journalisterne havde kontaktet historikeren i anledning af den danske regerings opsigtsvækkende erklæring om, at der nu skal stationeres udenlandsk militær i Danmark. Ruslands ambassadør i Danmark Vladimir Barbin har ligeledes påstået, at der findes en sådan aftale, der forbyder allierede tropper på Bornholm. Uffe Ellemann-Jensen har med rette kaldt det for vås.

For der findes IKKE nogen dansk-russisk aftale med et sådant indhold. Efter at have besluttet at rømme den danske ø siden maj 1945 meddelte udenrigskommissær Molotov den 5. marts 1946 den danske gesandt Thomas Døssing, at de sovjetiske tropper ville blive trukket tilbage og Bornholm overdraget til den danske stat, ”hvis Danmark allerede nu var i stand til med egne tropper at besætte øen Bornholm og dér oprette sin egen administration uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper.” To dage senere fik Døssing af det danske udenrigsministerium instruks om at svare det sovjetiske udenrigskommissariat, at Danmark fuldt ud var i stand hertil. Den danske gesandt skulle også spørge, om danske tropper allerede nu kunne komme til Bornholm.

Alt dette har været dokumenteret i årevis, bl.a. i min bog fra 1996 Den lange befrielse. Når der stadig fremsættes påstande om en dansk-russisk underhåndsaftale, skyldes det flere ting. Dels tilslørede den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen, hvor let og gnidningsfrit den sovjetiske rømning af Bornholm forløb. Han udspredte desinformation om, at der foregik svære forhandlinger med Kreml og han hemmeligholdt Molotovs mundtlige udtalelse. Dels opførte skiftende danske regeringer sig under Den kolde Krig, som om der forelå en dansk forpligtelse til ikke at tillade allierede tropper at sætte fod på Bornholm eller orlogsskibe at anløbe bornholmske havne. Det skete i form af en lang række selvpålagte begrænsninger. For det tredje misbrugte Moskva den danske 1946-udtalelse om selv at kunne overtage det militære forsvar af Bornholm. Og for det fjerde støttede venstreorienterede partier og journalister dette misbrug ved at påstå, at der fandtes en aftale (”Døssing-aftalen”). Jens Thoft fra SF var utrættelig med spørgsmål til den danske regering og påstande om, at Danmark provokerede Sovjetunionen. Og Jørgen Dragsdahl skrev i Information om ”dansk aggression” og støttede herved det kommunistiske dagblad Land og Folks påstande om danske løfter til Moskva, som havde gjort Bornholm til ”forbudt område” for allieret militær.

De danske selvpålagte begrænsninger var særdeles vidtgående. Mest kendt er vel det latterlige forbud mod, at et amerikansk miitærorkester spillede ved et dyrskue i Rønne. Allierede forsvarsattacheer fik påbud om at trække i civil, hvis de ønskede at aflægge Bornholm besøg. Det danske forsvar fik pålagt meget generende begrænsninger for, hvor langt øst for Bornholm danske orlogsskibe og militære fly måtte operere. Forsvarsminister Poul Søgaard sagde offentligt, at Bornholm ikke rigtigt var medlem af NATO! Det var også grunden til, at Danmark trods sit eget utilstrækkelige forsvar sagde nej til stationering af allierede styrker. Men lige lidt hjalp det, skiftende sovjetiske ambassadører troppede op i udenrigsministeriet for at protestere mod Danmarks påståede overtrædelser af den ikke-eksisterende aftale. Når Uffe Ellemann nu siger, at han som udenrigsminister i 1980´erne afskaffede alle disse selvpålagte begrænsninger, er det ikke rigtigt. Nogle af dem blev blødt op, men der var begrænsninger vedr. Bornholm lige så længe Sovjetunionen eksisterede.