Henrik Orye lange karriere i Københavns Politi endte med Tibet-sagen, og som suspenderet betjent har han skrevet om sine erfaringer som ledende politibetjent. Bogen udkom sidste år under titlen I politiets frontlinje. Terror, gadekrig og durumruller, der blandt andet inkluderer et kapitel om hvordan han narrede venstreradikale ud til en forkert lufthavn, så de ikke kunne stoppe et fly med udviste asylansøgere.

I forlængelsen af ovennævnt historie, fortæller han hvorledes han i et konkret tilfælde tippede DR-reporter Claus Suhr om flytning af ‘en nazistisk demonstration’, da han vidste det fra ‘DR-systemet’ ville gå videre til ‘antinazisterne’. Han sætter ikke dato på, og eneste demonstration på Søtorvet er mig bekendt Stop Islamiseringen af Danmarks 2013-demo under parolen ‘Vi er alle jøder’.

“Det var i øvrigt ikke første gang, jeg havde brugt pressen som redskab til at vildlede modstanderne. Det gjorde jeg også engang, der var planlagt en nazistisk demonstration ved Søtorvet/Dronning Louises Bro. Der var varslet en moddemonstration, og mødet mellem de to folkemængder ville med stor sandsynlighed udvikle sig voldeligt. I hvert fald var antinazisterne klar til at møde op og give nazisterne tæsk, sådan som de altid var. Meget tydede på, at de to folkemængder ville støde sammen på Dronning Louises Bro, der på godt dansk var et lortested at lave politiarbejde. Her risikerede vi, at vores betjente blev fanget mellem grupperne uden chance for at komme væk. Eller at vi måtte stå på afstand og se på, mens slaget bølgede og medierne kunne få fantastiske billeder af en bro i flammer. Danmarks Radio ville dække sammenstødet, og da jeg kørte til Søtorvet, kort inden nynazisterne skulle ankomme, så jeg, at DR’s sendevogn og journalist Claus Suhr var på stedet. Claus Suhr havde dækket DR’s kriminalstof gennem længere tid, så jeg kendte ham godt, og han kendte alt til min rolle i den slags aktioner. Han vidste, at hvis han mandsopdækkede mig, ville han være tæt på balladen. Jeg bad min chauffør om at ringe mig op om et minut og gik ud af bilen. Mens jeg kiggede på forholdene ved Søtorvet, gik jeg så tæt på DR-sendevognen, at jeg vidste, at Claus Buhr kunne høre mig. Chaufføren ringede, og jeg simulerede en samtale med ledelsen inde på Politigården.

Jeg bandede og svovlede i telefonen over, at ledelsen nu dirigerede mig et nyt sted hen. Nazi-demonstrationen var kraftedeme blevet flyttet igen. Nu til pladsen foran Palads-biografen. Jeg sendte en gruppe betjente til Palads-biografen, hvor de begyndte at afspærre et større område med minestrimmel. Jeg selv kørte dertil, og ikke længe efter dukkede Claus Buhr og DR-sendevognen op.

Helt som jeg havde håbet, var der nogle i DR-systemet, der havde kontakt til moddemonstrationen, og moddemonstrationen traskede lige forbi nazisternes samlingssted og dukkede op ved Palads. Problem løst: Ingen konfrontation. Claus Suhr vidste godt, at jeg havde snydt hans og brugt ham som en brik i spillet, Men sådan var det. Måske havde jeg ikke skabt kærlighed eller dialog mellem de to parter. Men jeg havde undgaet krig. Og det var da også noget.” (s. 158f)