Lad mig starte med at sige, at jeg troede, det var en joke, da jeg hørte, at I havde inviteret det afghanske Taleban til en “dialog” for yderligere samarbejde. Ingen kan finde på så syge jokes, men så indså jeg, at det var sandt.

Helt ærligt, så ved jeg ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til dette. I mener, at Afghanistans krise skal løses gennem fortsat økonomisk bistand og dialog med Taleban. Men lad mig stille et spørgsmål: Kunne du have haft en dialog med Hitlers lejrvagter? Med Stalin? Med Pol Pot? Eller – fordi den norske kirke også vil deltage i samtalerne – med Djævelen selv? Spørgsmålene er berettigede, for de skæggede mænd, du har inviteret, spiller i præcis samme division.

Ingen. Jeg overdriver ikke.

Min tid i Afghanistan har lært mig dette: Hvis du vil vide, hvordan ondskaben på jorden ser ud, må du se Taleban i øjnene. Der er ingen med et mere perverteret syn på kvinder, børn og dyr end Afghanistans Taleban – og de værdier har tusindårige rødder.

Derudover er der ingen kultur, der kan konkurrere med afghaneren med hensyn til absolut tilbedelse af tradition og ekstrem modstand mod forandring. At du overhovedet overvejer at kunne motivere Taleban til forandring gennem et par dages dialog og x antal milliarder, viser bare, at du ikke har forstået noget som helst. Absolut ingenting.

Lad mig påpege flere ting, du ikke har forstået: Du mener, det er din pligt at hjælpe befolkningen i Afghanistan. Nej det er det ikke. Du tror på, at du kan hjælpe befolkningen i Afghanistan. Nej, det kan du ikke – uanset hvor meget du vil. Og årsagen er enkel: Taleban er ligeglad med det afghanske folk. De bekymrer sig lige så lidt om afghanske mænd, kvinder og børn, som deres forgængere gjorde – eller endnu mindre, faktisk, hvilket er en præstation i sig selv.

Sådan har det været i alle de år, du har sendt milliarder af norske skatteyderes penge til Afghanistan.

Du undrer dig måske over hvorfor? Nå, fordi 97 procent (!) af den bistand, du har sendt, er forsvundet ved korruption. 97 procent, det er de officielle tal. 97 procent af alle deres milliarder har aldrig nået deres mål, men er blevet puttet lige i lommen på magthaverne – fra præsidenten og hans familie ned til lokale politichefer, skoleledere og selvfølgelig lokale hjælpeorganisationer. (Inklusive repræsentanterne fra samme Røde Kors, som også vil deltage i den kommende “dialog”.) Derfor, og kun derfor, er afghanere blevet tvunget til at vælge mellem at varme deres hjem op eller spise. Hver vinter.

Nu vil du fortsætte med at fylde Talibans bankkonti med norske skatteyderes penge. Det er så uvidende, så respektløst og så kontraproduktivt, at det ikke kan beskrives med ord.

Nu kom jeg til at tænke på én ting: Når jeg sidder her hjemme og skriver disse linjer, er det næsten på klokkeslet 20 år siden, Fadime Sahindal blev skudt og dræbt med koldt blod af sin egen far. Fadime havde været på flugt fra dele af sin egen familie i flere år, men da hun kom for at besøge sin søster i Uppsala, sluttede flugten. Hendes far ventede på hende, da hun forlod lejligheden, og skød sin datter tæt på med to skud i hovedet. Fadimes forbrydelse var, at hun blev “for svensk”. Hun havde fået en svensk kæreste, hun læste til sociolog på universitetet og – værst af alt – havde hun talt åbent om æreskultur og æresvold. Det var derfor, hun havde skadet mændenes ære, og derfor måtte hun dø.

De mænd, du har inviteret til samtale, mener, at Fadimes far er et forbillede.

Tror du mig ikke? Lad mig i så fald give dig et tilbud: Tag med mig til Afghanistan. Jeg tilbyder dig at vise dig kvindefængslet i Sar-e Pul, hvor flertallet af fangerne har begået den forbrydelse at forlade hjemmet uden tilladelse fra deres mænd. Straffen for den “forbrydelse” er ti års fængsel. Når de bliver løsladt, bliver de som regel dræbt af mandens familie. Æren kræver det. Talibans ære.

Lad mig vise dig børnehospitalet i Sheberghan, hvor de voldtagne små piger bliver taget hånd om. Dem, der holdt op med at tale efter at have fået deres kønsdele revet i stykker af mænd, der foragter kvinder. Taleban-mænd.

Stå sammen med mig uden for husene om aftenen, så du kan høre skrigene, når kvinderne bliver mishandlet og voldtaget. Eller hvorfor stoppe der? Du kan høre, hvordan det lyder, når en femårig dreng bliver voldtaget af strengt religiøse mænd. Af Taleban.

Du vil aldrig glemme disse skrig. Tro mig – jeg ved det.

Så tager vi til Meymaneh, ad vejene, hvor norske soldater har givet deres liv i kampen mod det samme Taleban, som I nu inviterer til dialog. Hvad vi, der har set vores venner dø af Talebans kugler, tænker om din invitation, må du gætte, for de ord egner sig ikke til at trykkes.

Men om to måneder og få dage siden er det elleve år siden, jeg hørte skuddene, der dræbte Siri Skare. De vil genlyde i mig, så længe jeg lever.

Det følgende er sandt: Så længe Taleban forbliver ved magten, vil intet ændre sig til det bedre i Afghanistan. Intet. Uanset hvor meget dialog du indgår, og uanset hvor mange milliarder du hælder ud over landet. Derfor skal Taleban væk, og de eneste, der kan vælte dem, er det afghanske folk. Støt den bevægelse i stedet for! Inviter de afghanske forkæmpere for demokrati, ikke Taleban.

Dette er, hvad du skal huske: Taleban hader dig. De hader dig af hele deres hjerte, de griner af dine visioner, og de foragter dine værdier – lige så meget som du (forhåbentlig) foragter Talebans værdier. I dine øjne er den samme dialog, som du roser, det ultimative tegn på svaghed. Ja, værre end det. Dialogen er for dem beviset på, at du ikke er stærk og respektfuld (mænd), men frivilligt har gjort dig til den mest foragtelige i din verden, nemlig over for de svage og underlegne (kvinder).

Men de vil smile og være søde, og der er kun én grund: I er nyttige Taleban-idioter.

Ved at invitere Taleban til dialog godkender du dem. Du vil blive brugt i Talebans reklamekampagner. Du vil være eksemplet, der viser det afghanske folk, at Taleban har støtte fra omverdenen, at de er kommet for at blive, og at livet derfor aldrig bliver bedre for det afghanske folk. Det ansvar er jeres, og det hviler tungt på jeres skuldre.