Når man diskuterer det 4. tysk rige, er det vigtigt at præcisere, at denne neo-imperialistiske model ikke er den samme som den, der herskede under “Das III Reich”.

Den polske vicestatsminister, Jaroslaw Kaczynski, der fungerer som Polens “grå eminence”, anklagede Tyskland for at skabe et fjerde tyske rige gennem EU i et nyligt interview, offentliggjort i december 2021. Han gjorde det klart, at han ikke refererede til nazisternes grusomheder under Det 3. rige, men snarere til Det første rige, underforstået Det Tysk-Romerske Rige. Ikke desto mindre advarede han imod, at Tyskland nu forsøger at påtvinge Polen en moderne “livegenskab”, som vil gøre de polske borgere fattigere i de kommende år, hvis dette ikke stopper. 

Hans kommentarer blev fremsat under Polens hidsige strid med EU om landets såkaldte “krænkelse af retsstatsprincippet” i forbindelse med landets retslige reformer og dets uvilje mod at modtage kvoteflygtninge som dikteret af EU, samt om andre emner.

De centraleuropæiske ledere ønsker at samle landene fra samme region i en blok under deres egen ledelse i modsætning til EU’s centraliseringsproces, som Warszawa ser som illegal indblanding i medlemslandenes interne anliggender. Denne koalition af euro-realistiske konservative lande håber på at kunne modgå de herskende Euro-Liberal-globalistiske rænker. 

Uanset hvad man måtte mene om denne politikers vision og hans fanatiske russofobi, så har han ret i at fordømme Det 4. tyske riges planer, som det har kunnet lade sig gøre at brygge sammen gennem EU konstruktionen. Tyskland leder unægteligt blokken, og derfor er Tyskland ansvarlig for al indblanding, som Polen og andre lande har kritiseret i de seneste år.

Uden at affyre et eneste skud er det lykkedes Tyskland at tage kontrol med størstedelen af Europa ved at manøvrere håndtagene i en forholdsvis mere “fredelig” neo-liberal model for internationale relationer end den mere aggressive neo-realistiske model, som nazisterne brugte.

Konsekvenserne af Tysklands og dets kontinentale befuldmægtigedes institutionelle, økonomiske og i sidste ende politiske erobring af Europa er, at mange medlemsstater ikke længere er suveræne på alle væsentlige områder. De har afgivet de fleste af deres ellers uafhængige beslutningsprocesser til EU’s tysk-kontrollerede bureaukrati, som i stigende grad centraliserer i modstrid med EU’s officielle ånd.  

Polens national-konservative parti “Lov og Retfærdighed” (PiS), frygter, at polakkerne endnu en gang vil blive undertrykt af Tyskland, ikke fysisk som under 2. verdenskrig, men gennem andre metoder.

Kaczynski frygter især, at Polen vil miste sin dyrebare nationale identitet, som har holdt det etniske Polen i live i 123 år trods trepartsopdeling mellem naboimperier, hvis kravene fra EU – anført af det radikal-liberal-globalistiske Tyskland – vil blive påtvunget europæerne gennen indvandrerkvoter, “kønsteorier” mv.

Han er også meget bekymret for, om Polen for altid vil forblive et økonomisk vedhæng til “Stortyskland”, hvilket vil lægge en dæmper på Polens ambitioner om uafhængigt at lede et regionalt netværk af euro-realistiske stater modsat en centralisering af EU-blokken.

Når der blev talt om Tysklands fjerde rige, gjorde Kaczynski det klart, at denne neo-imperialistiske model ikke er den samme som det, der herskede under 2. verdenskrig med folkemord. Den præcisering er væsentlig, ellers vil legitime kritikere af den politik, som Tyskland fører, blive anklaget for “konspirationsteorier”.

Tyskland slavebinder ikke folk under tysk indflydelse, og det udrydder dem ikke som før, men det udøver så afgjort en overdreven indflydelse på medlemslandenes sociokulturelle, økonomiske og retslige anliggender, hvilket det gør af ideologiske og strategiske grunde og i sidste ende med henblik på tysk overherredømme.

“Rigsmodellen” er simpelthen Tysklands historiske imperialistiske model, som har udviklet sig med tiden. Det fjerde rige drejer sig om tysk indflydelse på det samme, som Det tredje rige på den tid udviklede ved hjælp af folkedrab (på visse områder overgår det endda sit indflydelsesniveau på den Iberiske Halvø og i  Skandinavien). Så det nye Reich skrider frem på en mere fredelig måde via neo-liberalismen i modsætning til den neo-realistiske model. Ikke desto mindre forbliver “ein Reich ein Reich”, og Polen gør ret i at henlede opmærksomheden på Tysklands moderne imperialisme i Europa.

———————

Andrew Korybko er politisk analytiker og journalist. Han er medlem af Council for the Institute of Strategic Studies and Predictions ved People’s Friendship University i Rusland.  

https://oneworld.press/?module=articles&action=view&id=2376

af Andrew Korybko

Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen