Mange følgere af amerikansk politik har spekuleret på, hvad der blev af Devin Nunes, der stod til at få en fremtrædende post i Repræsentanternes Hus, hvis republikanerne vandt valget i 2022. Pr. 1. januar er han imidlertid udtrådt af Repræsentanternes Hus. Årsagen er, at han skal være leder af det nye selskab Trump Media and Technology Group, hvis formål er at give de store tech-virksomheder modstand. Nunes kalder det “the battle of all battles”.
Nunes regner med, at Trump Media er på nettet i slutningen af marts. Det skal være en medievirksomhed med sin egen infrastruktur, så den ikke bliver sårbar for de herskende venstredrejede firmaers forsøg på sabotage.
Medarbejderne er ”dødtrætte af Silicon Valleys vanvid og det venstreorienterede lort”, siger han til Breitbart News.
I modsætning til twitter, Facebook og Youtube m.fl., der bruger algoritmer til at afskære den såkaldte højrefløj fra at komme til orde, vil Trump Media give plads til enhver, der udtrykker sig inden for lovens rammer. Politisk motiveret censur vil ikke forekomme, men man skal ikke bare have lov til at poste opslag, der må forekomme anstødelige for almindelig moral.
Ifølge Nunes er big tech-selskaberne blevet mere magtfulde end mange regeringer: De er rigere end mange historiske imperier og unddrager sig enhver kontrol. De er blevet så arrogante, at man skal tilbage til de værste enevældige monarkier for at finde noget lignende. ”De tror, at de kan gøre, hvad de vil, fordi de er stærkere end det amerikanske folk”, siger den tidligere politiker.
Men det har Devin Nunes og Donald Trump tydeligvis tænkt sig at gøre noget ved.