WWW.ASGERAAMUND.DK

I oktober 1962 førte USA’s præsident John F. Kennedy verden ud til den yderste grænse af en atomar verdenskrig, fordi USA under ingen omstændigheder ville acceptere, at Cuba blev en del af Sovjetunionens militære alliance med offensive raketter, der kunne nå det amerikanske fastland på få minutter. Den sovjetiske leder, Nikita Khrushchev bøjede sig og raketbatterierne blev afmonteret.

Ruslands præsident Putin kan i dag under ingen omstændigheder acceptere, at Ukraine bliver en del af NATO, hvis offensive raketter opstillet i Kiev kun behøver få minutter for at tilbagelægge de kun 700 kilometer til Moskva. Kennedys holdning blev accepteret og respekteret i den vestlige verden, som til gengæld nu synes, at Putin skal blande sig uden om Ukraines mulige optagelse i NATO.

Det er dog almindeligt anerkendt, at store nationer har en ’interessesfære’, der omfatter deres mindre naboer. Ingen magt ville drømme om en politisk eller militær aktion rettet mod Nordkorea med mindre, Kina var indforstået. På samme måde er det også bredt accepteret, at Mellemamerika hører til USA’s interessesfære. Der er international forståelse for, at USA har frihed til at forhindre etablering af fjendtlige regimer i baglandet. På samme måde mener Rusland, at Ukraine ligger inden for den russiske interessesfære. Det er en holdning, der er svær at afvise. Ukraine var både en del af Zarens Rusland og af Sovjetunionen, som Ukraine var med til at stifte i 1922. Der er stærke kulturelle og historiske bånd mellem russere og ukrainere.

Man siger om russerne, at så længe de har naboer, sover de ikke godt om natten. Det må man have en vis forståelse for, når man betragter de seneste 30 års politiske udvikling. Efter Sovjetunionens sammenbrud begik de vestlige politikere den store fejl at indlemme alle de gamle Warszawapagtlande i NATO. Selv om kommunismen nu er væk, anser russerne stadig NATO for at være en anti-russisk forsvarspagt, og det opfattes som en unødig og arrogant provokation, at alle Sovjets gamle våbenbrødre nu har drejet kanonerne en halv omgang og rettet dem mod Rusland. Det ultimative mareridt for russerne vil være Ukraine som medlem af NATO. Som udenrigsminister Sergej Lavrov sagde i en tale i sidste uge: ” Nøglen til alt er en garanti, at NATO ikke ekspanderer østover”.

Det er en opfordring, vi burde efterkomme. NATO blev dannet for at beskytte de vesteuropæiske demokratier mod en sovjetisk invasion; ikke for at etablere sig i det moderne Ruslands naturlige interessesfære. Og, hvis vi giver Rusland den ønskede garanti, har vi frataget Putin enhver undskyldning for at invadere Ukraine. I øvrigt er Ukraine ingen dydig mønsterstat i god udvikling, men tværtimod en løs og farlig kanon på dækket. Siden frigørelsen fra Sovjetunionen har den ukrainske økonomi overhovedet ikke udviklet sig til det bedre, når man ser bort fra en mindre produktivitetsstigning i landbruget. Ukraine er gennemsyret af korruption, kriminalitet og et dilettantisk politisk styre, der ikke har magtet at gennemføre de vækstreformer, der er afgørende for landets politiske og økonomiske udvikling.

Hvis vi dummer os som sædvanlig og ikke giver Rusland den ønskede garanti om stop for NATOs ekspansion mod øst, ville en russisk invasion af Ukraine ikke medføre militære konsekvenser. Præsident Biden har officielt meddelt, at USA ikke vil bruge militære midler i konflikten, og at USA godt kan leve med ” et mindre russisk militært indfald (incursion)” i Ukraine. Tyskland, der er afhængig af gasimport fra Rusland, skal ikke have ørerne i maskinen og har sat en stopper for eksport af militært udstyr til Ukraine. Dermed er også EU militært handlingslammet. Og godt det samme. I stedet bør vi støtte det russiske krav om nej til Ukraine som NATO-land. EU bør herefter gå ind i et intensivt samarbejde med Ukraine, hvor vi forlanger omfattende reformer til gengæld for investeringer, økonomisk og politisk bistand.

Vi kan endnu nå at gøre det rigtige, men er på vej til at gøre det forkerte.