‘Nye visioner for den danske højrefløj”‘ er titlen på en 40 minutter langt oplæg, der netop er lagt online på podcasten ‘Højrenyt’. Kan høres på Spreaker eller Youtube. Hermed anbefalet!

“Netop ligegyldigheden over for (eller den aktive promovering af) udlændinges stemmeret til vores valg, som proportionelt udvander danskernes indflydelse på dén proces, der italesættes som vores bedste mulighed for at udøve vores kollektive vilje, er et godt eksempel på hvilken farce demokratiet har udviklet sig til.

For selve kernen af begrebet demokrati er jo folkets suverænitet og selvbestemmelse, hvilket vi også kan se i ordets etymologi; det græske ‘demos’, der betyder ‘folk’ henviser ikke til ‘personer’ i abstrakt forstand, men til et konkret folk med en fælles identitet – for Athens vedkommende frie borgere af de såkaldte ’stammer’, som bystyrets befolkning var inddelt i. Man skelnede klart mellem hvem der tilhørte folket og derfor i kraft af sin solidaritet havde en interesse i dets fremtidige velfærd og de, der var uden for folket, som det ville være absurd for ikke blot athenere, men for nærmest alle tidligere generationer end de nulevende.

Følgelig må vores valgte magthaveres fremmeste opgave være at føre folkets vilje ud i livet, men hvis dette var realiteten, havde vi ikke haft masseindvandring i snart fire årtier, som enhver kan sige sig selv ville være blevet pure afvist ved en folkeafstemning. Respekten for folkeviljen rækker kun så længe folket i medie-, kultur- og politikerklassens øjne ‘vælger rigtigt’ – se bare fordømmelsen af valgene af Trump, Bolsonaro, Orbán og den polske PiS-regering samt sejren for Brexit-siden i 2016 som illegitime. … Den pluralisme og respekt for at ‘det bedste argument vinder’, som angiveligt er grundlaget for vores styreform, er således pro forma. De mange flotte ord om liberalt demokrati, menneskerettighederne, ‘den internationale retsorden’ og alle de andre hellige køer er vinduespynt som skal maskere et regime, hvor dommere i Strasbourg laver den væsentligste lovgivning, embedsmænd i Bruxelles der implementerer den og med input fra NGO’er sætter dagsordenen i øvrigt, og medierne der giver processen en fernis af legitimitet.

Politikerne herhjemme er dermed statister, som kun kan rykke en millimeter i den ene eller anden retning inden for en ramme, der dikteres af konventioner, som ingen af de traditionelle partier ønsker at opsige – ellers kan man jo ikke overgå til at blive kommissær, NATO-præsident, FN-udsending eller noget fjerde inden for det internationale karrierepolitikercirkus. Og de medier, der ynder i floromvundne vendinger at beskrive deres rolle som den fjerde statsmagt og som demokratiets vagthund, går aldrig magthaverne på klingen når det kommer til eksempelvis disses ansvar for den brutale vold, og dét, der er værre, som vi kun kan læse om i lokalaviser, og som er en følge af den masseindvandring, disse politikere har indført eller dog tolereret.


Konklusionen på dette er, at dén højrefløj, vi repræsenterer, på ingen måde bør søge accept, ros eller anerkendelse fra dette syge system, der aktivt modarbejder folkets interesse, men bære det som et hædersmærke, når medier og andet godtfolk forsøger at udskamme os ved at kalde os ‘populistister’ og ‘nationalister’. Målet må være at bryde fri af konventionstyranni og mediebaseret smagsdommeri samt at udskifte klassen af antinationale managementpolitikere med autentiske patrioter, der på ny kan føre ægte politik og som kan genvække den nationale ånd og identitet i vores folk, alt imens vi kan stå fast på, at det om noget er os, der er de sande demokrater.”