Nyt

To kvindelige muslimske lærerstuderende nægter at give hånd, og får hver især 25.000 kroner i erstatning. Ligebehandlingsnævnet omtaler to næsten identiske domme i seneste nyhedsbrev. Ligestilling betragtedes tilsyneladende som et urimeligt angreb på islam, selvom kravet er neutralt og objektivt begrundet.

Summarisk fra Ritzau

To kvindelige muslimske lærerstuderende som nægtede at give hånd til mænd, skal have 25.000 kroner i kompensation, slår Danmarks ligestillingsnævn fast.

Kvinderne blev indirekte forskelsbehandlet på religiøst grundlag, slår ligestillingsnævnet fast.

Nævnet har besluttet at hver af kvinderne skal have 25.000 kroner i kompensation, skriver Jyllands-Posten.

Det fremgår ikke af sagen hvilken kommune i Danmark, der skal betale kompensation til de to kvinder.

Sagen drejer sig om et velkomstmøde i februar 2019, hvor de to kvinder nægtede at give hånd til praktikvejlederen, fordi han var en mand.

I stedet hilste de på ham ved at placere en hånd på brystet og bøje hovedet. Kvindernes beslutning faldt ikke i god jord hos skolen, som indkaldte dem til et møde.

På mødet krævede skolen at kvinderne i fremtiden skulle give hånd til alle, uanset køn. Kvinderne gik ikke med til det, og skolen afbrød deres praktik. (ritzau)

Herunder omtale af den ene sag fra ASK.dk – Skole stillede krav om, at kvindelig muslimsk praktikant gav hånd til alle personer uanset deres køn.

“En kvindelig muslimsk lærerstuderende skulle i forbindelse med et praktikophold deltage i et velkomstmøde på den skole, hun havde fået tildelt som praktiksted. Til velkomstmødet ønskede den kvindelige lærerstuderende af religiøse årsager ikke at give hånd til en mandlig praktikvejleder. …

Efter velkomstmødet blev den kvindelige lærerstuderende indkaldt til møde på skolen. Årsagen til mødet var, at den kvindelige lærerstuderende ikke havde ønsket at give hånd til den mandlige praktikvejleder ved velkomstmødet. Det kunne lægges til grund, at skolen stillede som krav, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at den kvindelige lærerstuderende ville tilsidesætte sin religiøse overbevisning ved at give hånd til alle personer uanset deres køn. Da den kvindelige lærerstuderende afviste dette, ophørte praktikforløbet med øjeblikkelig virkning.

Nævnet vurderede, at skolens krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var et tilsyneladende neutralt krav, der ville stille personer med den kvindelige lærerstuderendes religiøse overbevisning ringere end andre. … Nævnet vurderede, at skolens krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene. Nævnet vurderede videre, at det var hensigtsmæssigt at stille krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle uanset deres køn.

Nævnet vurderede imidlertid, at skolen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde denne praksis over for den kvindelige lærerstuderende for at opnå formålet om at sikre ligebehandling.

Den kvindelige lærerstuderende fik derfor medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 25.000 kr.