Sverige afskaffede ved årsskiftet den såkaldte strafnedsættelse, som betød, at kriminelle mellem 18 og 20 år blev idømt væsentligt lavere straffe, end de ville have fået, hvis de havde været ældre. Det er en kærkommen beslutning, for alvorlig kriminalitet har fundet vej længere og længere ned ad aldersstigen. Men samtidig er der opstået et nyt problem: De skærpede straffe til unge voksne får kriminelle bander til at lede efter gerningsmænd blandt børn.

En lang artikel i Svenska Dagbladet behandler problemet. Blandt andet interviewes Mehdi Adnan Mossa, der arbejder med unge kriminelle, men som også er skolevejleder på en gymnasieskole og opsøgende behandler med opgaver for socialforvaltningen. Det er Adnan Mossa, der udtrykker sammenhængen med en sætning, der har ætset sig ind i mig:

– Nu stiger presset til at begå mord inden din atten års fødselsdag.

Mehdi Adnan Mossa mener, at børn myrder “for at få en plads på markedet”. Mordmarkedet, vil jeg gå ud fra? Det er rigtigt, at der er et blomstrende marked i Sverige, men er det ikke netop det, at vi er kommet til at betragte bandekriminalitet som en aktivitet på linje med andre kriminelle handlinger, der er det helt grundlæggende problem?

Hele begrundelsen i den lange SvD-reportage viser, at bandekriminalitet og drab betragtes som en normal del af hverdagen: Nogen skal myrdes. Det er kun spørgsmålet om, hvem der skal begå drabet, der er interessant – skal gerningsmanden være over eller under atten år?

Lad mig være klar på én ting: Langt de fleste svenskere lever i menneskelige sammenhænge, ​​hvor det er helt utænkeligt, at vi eller vores børn skulle føle pres til at myrde. Alligevel udtrykker Adnan Mossa sig, som han gør, og for at forstå årsagen til ordvalget kan vi nok bruge gamle, gode Ockhams ræsonnement: Adnan Mossa beskriver nok sin sammenhæng, som han gør, fordi det simpelthen er sådan i Adnan Mossas miljø.

Så hvad betyder det?

Ja, det betyder, at i Mehdi Adnan Mossas Sverige bliver børn pressede til at myrde. I Mehdi Adnan Mossas Sverige ser børn bandekriminalitet – og de tilhørende drab – som en karrieremulighed. I Mehdi Adnan Mossas Sverige antager en skolerådgiver også, at der vil finde drab sted, og det, der diskuteres, er, hvis finger skal være på aftrækkeren, når kuglen forlader mordvåbnets mund.

Jeg vil gerne lancere et alternativt perspektiv: Hvad hvis ingen bliver myrdet overhovedet? Så behøver ingen dø, og ingen behøver at slå ihjel. Intet barn skal gøres til morder, og ingen forældre behøver at miste deres barn.

For mig er det et oplagt mål. Tro det eller ej – det er ingen naturlov at myrde, og de fleste af os har aldrig oplevet det “pres til at begå mord”, som Mehdi Adnan Mossa taler om. Aldrig nogensinde, uanset hvor forbandede, skuffede og frustrerede vi har været. Ikke som voksne, og slet ikke som børn.

Men citatet er vigtigt, fordi det tydeliggør den moralske og etiske afgrund, der vokser sig dybere mellem grupperne i det svenske samfund: Nogle anser det for helt utænkeligt at tage livet af andre, mens andre ser mord som en karrierevej. Den afgrund ophører ikke med at eksistere, selvom drabet overlades til folk, der er fyldt 18 år.

På den anden side kan afgrunden langsomt begynde at skrumpe, hvis samfundet handler mere kraftfuldt. Et første skridt er at stoppe normaliseringen af ​​bandekriminalitet og mord. Stop med at offentliggøre beundrende personlige portrætter af bandekriminelle i aviserne, stop med at spille deres musik i radioen, stop med at acceptere deres verdenssyn.

Et andet skridt er at skærpe straffene på tværs af skalaen – det burde simpelthen ikke være muligt at opnå idolstatus ved at myrde nogen, fordi morderen ikke kommer ud af fængslet før pensionsalderen. Bliver der overfyldt i fængslerne? I så fald må vi leje fængselspladser i udlandet.

Et tredje skridt er at straffe dem, der rekrutterer til banderne, lige så hårdt som dem, der begår drabene. Enhver, der hverver børn, kan passende idømmes livsvarigt fængsel. Jeg glemte i øvrigt at nævne, at alle, der ikke har svensk statsborgerskab (eller dobbelt statsborgerskab), automatisk bør udvises, hvis de bliver dømt for forbrydelser relateret til bandekriminalitet. Hvis morderen er mindreårig, skal forældrene også udvises. Det er dem, der har det juridiske ansvar.

En sådan kombination vil med stor sandsynlighed gøre det “mordmarked”, som Mehdi Adnan Mossa taler om, meget mindre attraktivt, og give børn en rimelig chance for at fokusere på andre og mere konstruktive karriereveje. At al pres forsvinder kan ikke garanteres – men at bekymre sig om karakterer og lektier er normalt, at være presset til at skulle begå drab er ikke normalt. Ikke engang i Sverige.