Gode borgerlige ord af Eva Selsing i Berlingske, hvor hun med udgangspunkt i TV2-julekalenderen ‘Kometernes jul’ tager livtag på tidsånden. Hun fortæller at julekalenderen er støttet af Poul Due Jensens Fond og Bitten og Mads Clausens Fond, og påpeger at de her fordomsfrie kapitalister vil gøre hvad som helst for at ‘blive accepteret af den kulturelt dominante, ydre venstrefløj’. Det er bulls eye – lige på kornet.

Det Liberale Venstre er spækket med sådanne relativister, og et godt eksempel er Slagelse-byrådsmedlemmet Nikolaj Bjørk Christensen, der i et opslag på Twitter går i rette med ‘den såkaldte borgerlighed’ der er imod Islam, imod feminisme og imod MeToo-bevægelsen. feminisme og anti-MeToo. Det må være det woke-hysteriske AK Cramon i et nyligt interview kalder ‘bange for fremtiden’.

Hvis borgerlighed anno 2022 er Enhedslisten anno 1992, så er borgerligheden døende. Eva Selsing kommenterer i Berlingske – Endelig sluttede decembers queerpolitiske propagandajulekalender.

“Juleaftens komme var i år ventet med ekstra stor utålmodighed herhjemme – fra de voksnes side. Det betød nemlig, at den uden sammenligning forfærdeligste julekalender nogensinde produceret i Danmark, endelig fik en ende.

… Tag de kvindelige roller. De modige, kloge, stærke, udholdende, uegennyttige, snarrådige karakterer i serien er alle kvinder. … Omvendt forholder det sig med mændene. Der er intet godt til eller om hankønnet. Panda-Søren er en latterlig, harmløs, kastreret type; Elias er underligt vag og har et feminint udtryk; seriens superskurk, Viggo V, er helt i tråd med den venstreradikale tænkning, Lund Madsen iscenesætter: En ond, hvid, midaldrende kapitalistmand, der kun er ude på at tjene penge og udnytte alt levende – selv hvis det koster det levende livet. Altså Satan. Hans assistent er en blanding af ond og plat. Men den værste, mest hadefulde tegning af det maskuline får vi alligevel med Johannes. Altid i sine bange følelsers vold, med et udtryk i ansigtet som havde han permanent, voldsom diarré. Ude af stand til at sætte noget igennem, uden en egen vilje – et svageligt, følelsesinkontinent, antiheltemodigt, foragteligt væsen, der må reddes af Mie igen og igen. To tykke streger under dette, at drengen og manden er latterlige, svage, dumme og onde.

Og så er der kønskonfettien, en specialitet i det queer’ske hus. Ekstra tydeligt med de to børnepar i ‘Team kometerne’. I Noor/ Elias ligner pigen en dreng, mens drengen ligner en pige. Hun er højere og mere atletisk og med en dybere stemme end drengen, der er følelsesstyret og den, der ydmygende må tisse i en flaske foran alle de andre. I Mie/ Johannes-relationen er han den personlighedsløse svækling, mens hun er handlekraft og mod. Og så transvestit-rumvæsnet Tanja med armbånd, sjal og dyb mandestemme. …

Alt sammen i børnehøjde. Fordi ideologerne godt ved, at hvis man skal opløse de to køn, skal man starte tidligt. Man må erodere menneskets eksistentielle struktur i fundamentet. Og hvilken bedre måde at gøre det på end at køre det ind med børnefjernsyn? Det er noget, alle ideologidrevne regimer og systemer har forstået – og brugt – gennem tiden. Det nye er, at propagandaen også finansieres af private midler og drives frem af markedet.”