Kære landsmænd!

I årevis har den samme følelse grebet dig, tynget dig og hjemsøgt dig: en mærkelig og gennemtrængende følelse af fordrivelse.

Du går på gaderne i dine egne byer, men du genkender dem ikke længere. På de skærme, man kigger på, tales der et mærkeligt sprog, der virker fremmed. Du ser og hører reklamer, tv-shows, fodboldkampe, film, programmer, sange og børnebøger. Du tager metroen eller toget, du er på stationen eller lufthavnen, du venter på, at din datter eller søn kommer hjem fra skolen, du følger din mor til skadestuen, du står i kø på posthuset eller jobkontoret, venter du på en politistation eller en domstol, og du får det indtryk, at du ikke længere er i det land, du kender.

Du husker det land, du kendte som barn, du husker det land, dine forældre talte om, du husker det land, der findes i film og bøger, Jeanne d’Arcs og Louis XIV’s land, Napoleon Bonapartes og general de Gaulles land, riddernes og de elegante damers land, Victor Hugos og Chateaubriands land, Pascals og Descartes’ land, La Fontaines fablers land, Molières og Racines figurer, Notre-Dame de Paris’ land og tårnet i landsbyer, Gavroche og Cosettes land, barrikadernes og Versailles land, Pasteurs og Lavoisiers land, Voltaires og Rousseaus land, Clémenceaus og infanteristernes land i 1914, de Gaulles og Jean Moulins land, Gabins og Delons land, Brigitte Bardot og Belmondo, Johnny og Aznavour, Brassens og Barbara, Sautet-filmenes og Verneuils land.

Dette land, der på samme tid er så ubesværet og strålende, så litterært og videnskabeligt, så intelligent og finurligt, landet med Concorde og atomkraftværker, der opfandt biografen og bilen, dette land, du desperat søger overalt, som dine børn tænk nostalgisk på uden selv at have vidst det, dette land du sætter så højt … og som er ved at forsvinde.

Du har ikke flyttet dig, men du føler dig stadig ikke hjemme længere. Du har ikke forladt landet, men det er, som om landet har forladt dig. Du føler dig som fremmed i dit eget land. Du er i indre eksil.

I lang tid troede du, at du var de eneste, der så, hørte, tænkte og frygtede. Du var bange for at sige det højt, du skammede dig over dine følelser. I lang tid turde du ikke tale om det du så, frem for alt turde du ikke se hvad du så. Og så fortalte du det til din kone, mand, børn, forældre, venner, kollegaer og naboer. Så fortalte man det til fremmede, og så indså man, at følelsen af ​​at være blevet udstødt var til stede i alle. Frankrig er ikke længere Frankrig, og det har alle forstået.

Selvfølgelig er du blevet set ned på. De magtfulde, eliten, de selvgode, journalisterne, politikerne, akademikerne, sociologerne, fagforeningsfolkene, de religiøse myndigheder – alle sagde, at det var løgn, at det var usandt, at det var ondskabsfuld tale. Men til sidst fandt du ud af, at det var dem der løj, at det var dem, der talte usandt, og at det var dem, der skadede dig.

Ophøret af vores civilisation er ikke det eneste problem, der generer os, men det overskygger alle de andre. Immigration er ikke årsagen til alle vores problemer, selvom det forværrer dem alle. Når land og folk bliver mere som den tredje verden, bliver de forarmet og foruroliget, de bliver ruineret og forpint.

Det er derfor, det er svært for dig at få enderne til at mødes, det er derfor, vi skal genopbygge industrien i Frankrig, det er derfor, vi skal forbedre vores handelsbalance, reducere vores voksende gæld, bringe vores udflyttede virksomheder tilbage til Frankrig og få vores arbejdsløse tilbage i arbejde. Det er derfor, vi er nødt til at beskytte vores teknologiske skatte og stoppe med at sælge dem til udlændinge, det er derfor, vi skal lade små virksomheder leve og vokse og gå i arv fra generation til generation, det er derfor, vi skal bevare vores arkitektoniske, kulturelle og landskabelige arv. Det er derfor, vi skal genopbygge folkeskolen, dens ekspertise og dens tilførsel af ekspertise, og stoppe med at lade vores børn være genstand for ligestillingseksperimenter af pædagoger og Dr. Strangelove-typer med teorier om køn og moderat islam.

Derfor skal vi genvinde vores suverænitet, som er blevet overladt til teknokrater og europæiske dommere, der har frataget det franske folk muligheden for at afgøre deres egen skæbne på grund af et monstrøst EU, der aldrig bliver en nation. Ja, vi skal give magten tilbage til folket! Tag det tilbage fra mindretallet, der aldrig stopper med at tyrannisere flertallet, og fra dommere, der erstatter en regering af folket, af folket, for folket.

I årtier har vores magthavere til højre og venstre ført os på en fatal vej af forfald og dekadence. Både højre og venstre løj for dig, skjulte alvoren af ​​vores tilbagegang for dig og skjulte sandheden om folkeudskiftningen for dig.

Du har kendt mig i mange år. Du ved, hvad jeg siger, hvilke diagnoser jeg stiller, og hvad jeg fortæller. I lang tid var jeg glad for rollen som journalist, forfatter, Kassandra, whistleblower. Jeg troede, at en politiker ville gribe den fakkel, som jeg gav videre. Jeg sagde til mig selv, at alle skulle holde sig til deres læst, til deres rolle, til deres kamp.

Jeg har mistet denne illusion. Ligesom dig har jeg mistet tilliden. Ligesom dig har jeg besluttet at tage ansvar for vores fælles skæbne. Jeg kan se, at ingen politikere har modet til at redde landet fra den tragiske skæbne, der venter det. Jeg har forstået, at alle disse såkaldt kompetente mennesker stort set er magtesløse. At præsident Macron, der præsenterede sig selv som en fremtidens mand, i virkeligheden er syntesen af ​​hans to forgængere, kun værre. At alle partier nøjes med reformer, mens tiden løber ud.

Det er ikke længere tiden til at reformere Frankrig, men at redde landet. Derfor har jeg besluttet at stille op som præsident. Derfor har jeg besluttet at bede om jeres stemmer, så jeg kan blive jeres præsident.

For at vores børn og vores børnebørn ikke skal opleve barbariet. Så vores døtre ikke behøver at bære hijab og vores sønner ikke underkaste sig. Så vi kan give Frankrig videre til dem, som vi har fået det fra vores forfædre. Så vi stadig kan bevare vores levevis, vores traditioner, vores sprog, vores ytringsfrihed, vores stridigheder om historie eller mode, vores smag for litteratur og gastronomi. Så franskmænd forbliver franskmænd, stolte af deres fortid og med tro på fremtiden. Så franskmændene føler sig hjemme igen, og de nytilkomne assimilerer sig ind i den franske kultur og tilegner sig den franske historie. Så vi skaber franskmænd i Frankrig, ikke udlændinge i et ukendt land.

Vi franskmænd er en stor nation, et fantastisk folk. Vores glorværdige fortid beder for vores fremtid. Vores soldater erobrede Europa og verden. Vores store forfattere og kunstnere er beundret over hele verden. Vore forskeres opdagelser og vores industrielle produktion har præget deres tid. Charmen ved vores livsstil skaber glæde og misundelse hos alle, der får smag for det. Vi har vundet store sejre og stødt på frygtelige nederlag.

I tusind år har vi været en af ​​de magter, der har skrevet verdenshistorien. Vi vil være vore forfædre værdige. Vi vil ikke lade os dominere, slavebinde, erobre eller kolonisere. Vi vil ikke udskiftes som folk.

Foran os vil stige et koldt og beslutsomt monster op, som vil forsøge at søle os til. Monsteret vil fortælle dig, at du er racist, det vil sige, at du er drevet af mørke lidenskaber, selvom det er den smukkeste passion, der driver dig, passionen for Frankrig. De vil sige det værste om mig. Men jeg vil holde ud. Spydigheder og tilsvining skal ikke skræmme mig. Jeg vil aldrig sænke hovedet, for vi har en mission at udføre.

Det franske folk er blevet skræmt, lammet, indoktrineret og fyldt med skyldfølelse. Men det løfter hovedet, lader maskerne falde og fjerner de stinkende løgne, det sender sine onde ånder ud. Vi vil føre Frankrig videre. Vi fortsætter det smukke og ædle franske eventyr. Vi vil give faklen videre til kommende generationer.

Hjælp mig! Kom med mig! Stå op! Vi franskmænd har altid vundet overalt. Længe leve republikken og frem for alt: Længe leve Frankrig!

Eric Zemmour lagde selv denne tale på YouTube med både franske og engelske undertekster, da han tirsdag meddelte, at han stiller op til præsidentvalget i Frankrig. Efter at være set mere end to millioner gange, har YouTube i kraft af sine «Community guidelines» gjort det umuligt at se videoen uden at dokumentere, at du er myndig ved at vise legitimationsoplysninger eller give kreditkortoplysninger, og videoen kan heller ikke kopieres ind eksternt på andre sider. Som følge heraf er stigningen i antallet af visninger aftaget kraftigt. Hvor mange mennesker ønsker egentlig at fortælle banken om deres politiske sympatier i vore dage?

https://www.youtube.com/watch?v=k8IGBDK1BH8