Nyt

(Den fulde undersøgelse kan læses på Videnscenterforintegration.dk)

‘Unge somaliere er bedre end deres rygte: ‘I generelle statistikker for hele gruppen forsvinder nuancerne’, Kunne man læse på Politiken.dk, i en stor opsat artikel om den postulerede vellykkede integration af somaliske indvandrere. Her kan man blandt andet læse om ph.d.-studerende Ayan Yasin, der mener medierne har ‘tendens til at fokusere på det negative’. Et citat fra ekstern lektor Hjarn Zernichow Borberg tager dog prisen.

“Der er tale om en mangfoldig gruppe, så i generelle statistikker for hele gruppen forsvinder nuancerne.” (Hjarn Zernichow Borberg)

Et samfund må i sagens natur tage udgangspunkt i samfundspåvirkningen som helhed, men derudover er det også usandt at medierne fokuserer på det negative. Tværtimod maler medierne ofte med den brede pensel, netop for at sløre hvor galt det i virkeligheden står til med integration af herboende muslimer.

Et dugfrisk eksempel leverer Mandag Morgen, der med udgangspunkt i tal fra Rasmus Bryggers ‘Videnscenter for Integration’ postulerer, at det står langt bedre til med integrationen end danskerne tror. En sidehistorie handler om ‘mediernes ansvar for at beskrive virkeligheden’ – angreb er det bedste forsvar.

TV2 Nyhederne bringer historien som en form for ‘myte’-gendrivelse: Undersøgelse afslører udbredte myter om indvandrere. Humlen er som altid i detaljen. Der fokuseres på ‘ikkevestlige indvandrere’, og der bliver således malet med den brede pensel. Når danskerne taler om indvandrer-arbejdsløshed/kriminalitet tænker de på indvandrere fra MENAPT-lande, muslimer! – ikke indvandrere fra lande som Rusland, Ukraine, Thailand, Kina og Filippinerne. Modsatrettede tendenser forbedrer statistikken.

Holdningsmassage fra Mandag Morgen – Ny undersøgelse: Vi har et helt skævt billede af indvandring og integration.

Tre ud af fire danskere tror, det går værre med integrationen, end de faktiske tal viser.Selvom kriminaliteten blandt unge mænd med ikkevestlig baggrund falder, tror langt de fleste, at den stiger eksplosivt. Danskerne undervurderer også, hvor mange indvandrere, der er i job og uddannelse, og hvor mange, der går ind for ligestilling og demokrati. De unges viden er tættest på fakta.”

“Tager man udgangspunkt i de konkrete spørgsmål, tegner der sig nogle bemærkelsesværdige konturer, f.eks. i spørgsmålet om, hvor stor opbakning man tror, ikke-vestlige indvandrere har til demokratiet som styreform. Her er gennemsnitsvælgeren hos Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, dem der ligger længst væk fra det faktiske niveau, mens gennemsnitsvælgeren hos Alternativet, Enhedslisten og Radikale Venstre er nærmest.” (Videnscenter for Integration)