Var jeg ung historiestuderende, der stod foran et specialeforløb, så ville jeg skrive om ‘Russian Collusion’-konspirationen. I en tid hvor medier problematiserer falske nyheder, ville det være oplagt med en tung kildebaseret gennemgang af mediernes årelange kildekritiske svigt, tydeligvis motiveret af foragten for Donald Trump. Centralt står etablerede mastodonter som New York Times og Washington Post, som de danske medier stadig mener er guldstandarden for sober journalistik.

Knivskarp kommentar af journalist Bent Blüdnikow, der i parentes… selv skriver for Berlingske.

Har Berlingske ikke et moralsk ansvar for de falske rygter om Donald Trump?

Allerede før Donald Trump blev valgt til præsident i 2016, sivede der rygter ud om hans konspiration med Ruslands præsident Putin om at kuppe sig til magten. I USA fik denne konspirationsteori betegnelsen ‘russian collusion’. Det var en sag, som de næste tre-fire år blev den mest omtalte sag overhovedet i USA.

Rygtet om en konspiration mellem Trump, hans stab og russerne baserede sig på en rapport, som i USA blev kaldt Steelerapporten. Det var udarbejdet af en forhenværende britisk spion, Christopher Steele, der også havde kontakter til USAs efterretningstjeneste, FBI. Dossieret berettede, hvordan russerne havde et greb om Trump, blandt andet fordi der eksisterede hemmelige optagelser af Trump i et hotelværelse i Moskva, hvor han fik prostituerede til at urinere i en seng, hvor præsident Obama havde sovet.

Disse og mange andre oplysninger flød fra FBI og regeringskontorer til medierne, der med anonyme kilder kunne beskrive, hvordan Trump og hans folk havde samarbejdet med russerne. Redaktøren på New York Times, Jim Rutenberg, skrev, at nu var det slut med objektiv journalistik, fordi man måtte afsløre Trump.

FBI indledte en aflytning af en af Trumps medarbejdere ved navn Carter Page, som FBI mistænkte for at samarbejde med russerne, og FBI kunne derved aflytte Trumps stab. En kommission blev nedsat, hvor den tidligere FBI-chef Robert Mueller var formand, og i mellemtiden undersøgte Justitsministeriets ombudsmand, Michael Horowitz, om der i forløbet var sket brud på normale procedurer fra FBIs side.

Mueller-kommissionen fandt ikke grundlag for beviser om en konspiration mellem Trump og Putin. Og Michael Horowitz kom med en sønderlemmende kritik af FBI, hvor Horowitz påpegede, at FBI havde afgivet forkerte, ufuldstændige og endda løgnagtige ansøgninger til retten om at aflytte Carter Page.

Alt dette afholdt imidlertid ikke medierne fra at fortsætte med at skrive om ‘russian collusion’, som om der stadig eksisterede en sådan konspiration. New York Timesjournalister fik endda en Pulitzerpris i 2019 for deres artikler, der alle pegede på eksistensen af en konspiration. Fra amerikanske medier flød anklagerne i en lind strøm til europæiske medier. Blandt andet skrev Berlingske om disse anklager uden at sætte spørgsmålstegn ved anklagerne og i en tendentiøs stil, som efterlod læsere i den tro, at der var noget om snakken.

Berlingskes USA-korrespondents artikel fra 24. november 2017 om Trumps besøg i Moskva i 2013, hvor de prostituerede skulle have tisset, er ikke atypisk. Avisen kilde var angiveligt en forhenværende russisk spion: ‘Så snart de udvalgte gæster var fløjet ind til Sovjetunionen, var der ingen grænser. ‘Alt var gratis. Der var gode fester med dejlige piger. Der kunne være sauna, piger, og hvad ved jeg,’ fortæller han.’ Eller som en anden af Berlingskes korrespondenter skrev 4. marts 2017, da Trump anklagede Obama for at have organiseret aflytning af ham: ‘Trump forsøger at fjerne opmærksomheden fra beskyldningerne om sin forbindelse til Rusland, og at der er tale om en klassisk afledningsmanøvre.’

Problemet med mediernes artikler var ikke alene, at de uden kildekritik gengav løse og anonyme anklager, men også at medierne ikke gengav kilder, der pegede i en anden retning. Berlingskes korrespondenter brugte medier og citerede kilder, der bekræftede påstanden om ‘russian collusion’. Justitsminister William Barr nedsatte en kommission med magtbeføjelser til retsforfølgelse under ledelse af John Durham. Durham har rejst sager mod flere indflydelsesrige personer, som peger på, at Steelerapporten var bestilt og betalt af Hillary Clintons kampagnestab og medarbejdere.

Selvom førende etablerede medier stadig forsøger at nedtone betydningen af afsløringerne fra John Durham, bobler det alligevel frem i både Washington Post, USA Today og blandt andet Axios med erkendelse af, at det var en løgnagtig kampagne betalt og drevet frem af Demokraterne og deres allierede i medierne.

Denne artikel har ikke en snus med Trump, Clinton eller Biden at gøre. Det handler om mediernes sjæl. Hvordan kan medierne, der i årevis fyldte deres læsere med løse påstande og anonyme kilder, ikke have dårlig samvittighed, nu da sandheden er kommet frem? Washington Post er begyndt at rette i deres gamle artikler om ‘russian collusion’ for at fjerne de værste tendentiøse forvrængninger.

Har Berlingske, der formidlede anklagerne fra New York Times og andre medier, ikke et ansvar til at fortælle læserne sandheden, som den nu er kommet frem og tage et medansvar? Og Berlingske var faktisk betydelig bedre end Politiken og Danmarks Radio, men ikke meget. Sagen handler om mediernes sjæl.