Nyt

Kyle Rittenhouse, Kenosha, Wisconsin, 25. august 2020

Der er skrevet mange usandheder om Kyle Rittenhouse, og det vil være umuligt at dokumentere dem alle. Han er ikke racist, han var ikke en del af nogen højreradikal milits, og han kørte den korte vej til Kenosha for at beskytte en butik. Han sympatiserede offentligt med politiet, eksempelvis Blue Lives Matter. Med sig havde han blandt andet førstehjælpsudstyr. I forbindelse med en påsat brand trues han på livet af venstreradikale, der forfølger ham. Han affyrer otte skud i alt, dræber to og sårer en tredje. Alle tre er tidligere dømte. Han stak ikke af fra politiet efterfølgende, men flygtede fra masserne for ikke at skulle skyde sig fri. Han er en helt, og fortjener hæder.

Herunder nogle eksempler. Længst fra sandheden er nok Henning Høeg (BT). Bemærk også sidehistorierne, der problematiserer Trumps manglende afstandtagen til Rittenhouse, at Facebook ikke har lukket for ‘militsgrupper’ og fremdeles. En smart måde at fastholde narrativet på.

“Hele situationen har skabt forargelse i USA, men den forargelse har Fox-værten Tucker Carlson nærmest toppet med sine udtalelser om dobbeltdrabet i sit eget show på tv-kanalen. Her sagde han nemlig: ‘… Hvordan kan vi være chokerede over, at en 17-årig med rifler beslutter, at de skal holde orden, når ingen anden gør det? …’ Videoen af Tucker Carlsons udtalelser gik hurtigt viralt på de sociale medier, og her har mange allerede skrevet, at tv-værten bør fyres, og at kommentarerne bør fordømmes af tv-stationen. … I staten Wisconsin skal man være fyldt 18 år for at bære våben på gaden. (Sebastian Bjerring Jensen, BT, 27. august 2021)

“Efter den 17-årige politifan og Trump-tilhænger Kyle Rittenhouse natten til onsdag skød og dræbte to ubevæbnede Black Lives Matter-demonstranter i den amerikanske stat Wisconsin, er våbendebatten igen blomstret op i USA.” (Henning Høeg, BT, 29. august 2020)

“I stedet var den 17-årige Kyle Rittenhouse del af en civil milits…” (Peter Møller, TV2 Online, 29. august 2020)

“Tirsdag den 25. august vil den 17-årige Trump-tilhænger Kyle Rittenhouse – medlem af højrefløjsbevægelsen Patriot Prayer, der flere gange er tørnet sammen med den yderste venstrefløj i Portland – sammen med en gruppe bevæbnede ligesindede ‘beskytte’ lokale forretninger.” (Andreas Degn, Mathias Sindberg, Information, 2. september 2020)

“Facebook har kaldt det en ‘operationel fejl’, at de ikke havde fjernet Facebook-gruppen, der opfordrede amerikanere som Kyle Rittenhouse til at gå bevæbnet på gaden i Kenosha. Facebook-gruppen var en opfordring til vold, der tydeligvis overtrådte mediets retningslinjer. … Kampagnen # StopHateForProfit beder dem, som deltager, om at boykotte Facebook og Instagram i 24 timer…” (Berlingske, 21. september 2020)

“Faktisk har venner i prepper -bevægelsen kritiseret ham for at opfordre folk til at blive væk i stedet for at stå op for friheden. Som da det 17-årige militsmedlem Kyle Rittenhouse kørte fra Illinois til Kenosha i Wisconsin og dræbte to med en riffel, han ikke var gammel nok til at eje.” (Jørgen Ullerup, Jyllands-Posten, 22. september 2020)

“Sammen med hundredvis af amerikanske højreekstremister var Rittenhouse angiveligt mødt op for at beskytte byens borgere og bygninger imod de venstreorienterede demonstranter. … Ifølge øjenvidner blev den svært bevæbnede teenager, der havde kørt adskillige timer fra sit hjem i nabostaten Illinois, konfronteret af Black Lives Matter-demonstranter. Under håndgemænget blev to dræbt og én såret – alle med kugler fra Rittenhouses medbragte våben. Kyle Rittenhouse stak efterfølgende af fra gerningsstedet.” (Henning Høeg, BT, 26. november 2020)

“Rittenhouse var ikke gammel nok til at bære et våben offentligt i byen Kenosha i delstaten Wisconsin. Men han lånte en halvautomatisk riffel med 30 skud i magasinet af en ven…” (Uffe Taudal, Berlingske, 27. oktober 2021)

Rittenhouse vil som minimum blive dømt for at have været i ulovlig besiddelse af et våben, men derfra til den mest alvorlige anklage om overlagt manddrab findes også en række andre tiltaler, der kan føre til kortere eller længere straf.” (Philip Flores, Politiken, 13. november 2021)