Den kommende overborgmester i København bliver måske Enhedslistens Line Barfod. Hun vil have flere billige boliger i Hovedstaden, men stemmer ikke desto mindre imod de fleste byggeprojekter, fordi hun samtidig vil have flere grønne områder og er imod ‘fortætning’. Den manglende logik blev forleden udstillet i podcasten Pilestræde, og denne uges Weekendavisen sætter Martin Krasnik ord på – Drømmebyen.
“Københavnerne er blevet rigere og rigere. Og samtidig er de blevet rødere og rødere. Og hvordan så forklare dette paradoks? Én årsag må være, at venstredrejningen er et økonomisk overskudsfænomen. Jo mere velhavende og privilegerede, desto mere tillader man sig at se bort fra den virkelighed, der har skabt byen.”.
Line Barfod har i en årrække delt kontor med Knud Foldschack, og da hun var aktiv i Kirkeasyl, var flere af gruppens telefoner indregistreret i hendes mands navn. Hun var som Pernille Steensgaard skriver, ‘ortodoks kommunist’, blandt andet i ‘Kommunistiske Studenter’, og da hun var aktiv Fælles Kurs plejede partiet ’stærke venskabsbånd til Nordkorea og Kina’. Fra Pernille Stensgaards ironiske kommentar til Enhedslistens succes i København – Knytnæveparadiset.
“Uden for hovedstaden, uden for det røde København, bøvler man fortsat med gamle problemer som mangel på arbejdskraft til det private erhvervsliv, hvis for mange kommer ind ved kommunen. Men ikke hos Line Barfod. Hun har sat arbejdstiden ned til 30 timer for byens 50.000 ansatte med fuld lønkompensation og sendt dem på kursus eller efteruddannelse i at genkende og modvirke racisme i deres eget arbejde. Eller de får besøg af den antiracistiske enhed, der tager rundt til arbejdspladserne og hjælper ansatte og borgere med at finde antiracistiske løsninger. Eller de udmønter kommunens feministiske politik.
Line Barfod tilbyder nonbinære mødregrupper og normkritiske forældregrupper til folk, der på grund af ‘kønsudtryk, seksualitet eller lignende ikke føler sig trygge i de traditionelle forældregrupper’. Grupperne faciliteres af sundhedsplejersker med særlig viden og kompetencer, og sådan er der et mylder af nye initiativer. Den gamle kommunes 50.000 ansatte er slet ikke tilstrækkeligt, når alle arbejder i kortere tid, så partiet skaber masser af nye job i kommunen og ansætter folk på favorable vilkår.”