Det kan lyde som en favnende gestus at bevilge juridisk kønsskifte til en lille dreng, der føler sig som en pige. Det er jo trods alt et reversibelt tiltag, han kan fortryde og igen fremstå som hankøn, det er jo bare nummer, et cpr.nummer.

Frihed til alt

Men det bringer diskussioner frem om hvad det er den lille dreng på fx  9 eller 11 år ikke kan som dreng. Hvad er det, han forbinder med at være pige?  Og hvad giver hans indtog hos det modsatte køn eventuelt af gener for de piger og senere kvinder, han så gerne vil tilslutte sig?

En dreng kan gå i det vi kulturelt betegner feminint tøj eller have feminin frisure, smykker, tasker osv. helt som han vil. At nogen vil undre sig (højlydt) over det er en anden sag – andre menneskers følelser kan han ikke kontrollere. Noget andet er om et håndboldhold eller atletikhold med pubertetspiger skal optage en dreng, fordi han føler sig som pige. Hvor skal han bade efter idræt? Er det en persons oplevelse af sig selv der tæller mest, eller er det den lægelige rubricering?

Åbning for interkønnede

Det er imidlertid en anden sag med personer som har medfødt atypisk kønskarakteristika, der påvirker de reproduktive organer, genitalier, hormoner osv. Nogle af disse unormale biologiske tilstande vil forandre sig med puberteten, og da er det essentielt for personens psykiske velvære at han/hun kan fremtræde – også via  cpr.nr. – som det køn, der opleves som fremherskende. Mange  lægelige eksperter og psykologer taler for, at sådanne interkønnede børn og unge skal have ret til et ikke fastlagt køn ( og undgå unødvendig kirurgi), indtil det af sig selv manifesterer sig, hvilket køn der ligger den unge nærmest. Skulle man så have særlige cpr.numre til den slags tilfælde? Ved en kæmpe togulykke fx, med mange massakrerede bevidstløse mennesker er de kønnede cpr.nr. til gavn. Og da ville det også være formålstjenligt om man kunne aflæse at en mand engang havde været biologisk kvinde, for at kunne fortsætte med at give den daglige nødvendige hormon-behandling.

Køn, race og alder er vilkår

I USA var der som bekendt en meget berømt afroamerikansk sanger og danser, der med diverse kemikalier gjorde sig hvid. Han fik også opereret sin næse mindre. Denne entertainer havde meget varme følelser for drenge, der kom på besøg og overnattede, og fik angiveligt selv kaukasiske børn med surrogatmødre. Han levede ikke så længe, formentlig tog det hårdt på kroppen med alle de unaturlige tiltag den var udsat for, foranlediget af en usund psyke. Ligeledes findes der i USA mindst én kvinde, som gerne ville være afro-amerikaner og gjorde alt for at ligne en sådan, og som hævdede sin afroamerikanske afstamning, skønt hun tilhørte en helt anden etnicitet.I Polen har man haft en bølge af ikke-jøder, der har hævdet at være oprindelige jødiske børn skjult under anden verdenskrig, og som voksne nu proklamerer sig som jøder. Fup og psykisk lidelse!

Ingen kan som 61årig blive 23 år igen. Bevares lægerne kan stramme op på betrækket, hælde silikone ind osv. men sliddet på hjertet og gigten er der stadig. Hudfarve, race, dna, kromosomer er ligesom køn et vilkår man(d) må acceptere.

Den ukønnede opdragelse

Tilbage til drengen, der fortæller at han oplever sig som pige. Jeg tror ikke, der er nogen forældre/lærere/pædagoger, der behandler ham som en pige. Samfundet er vel i det hele taget ved at være så ligestillet, at vi ikke længere danner børn og unge kønnet, og forventer en bestemt meget fast kønsrolle? Måske er der nogle enkelte andre børn der driller: ” tøsedreng”, ”kælling” eller ”jeg boller dig”. Den slags er der ikke historisk noget nyt i, og det har ikke nogen dannende indflydelse på kønsidentiteten. Alle unge må slås for at opdrage på sig selv og ikke ukritisk overtage det liv (holdninger, arbejdsmønster, kønsrolle) som deres forældre har. Har han nogle fysiske oplevelser af sin biologi, som tilsiger ham, at han ikke er en dreng? Hvordan kan han vide at han tænker som en pige? Diversiteten i spektret hos det enkelte køn rækker jo langt ind over det andets køns måde at erkende, analysere og forholde sig på? Et andet forhold kan være at en hel del af den megen plastik vi omgiver os med (legetøj, madvarer, transportmidler) har vist sig at influere på vores hormoner, som en tv serie for nylig igen påpegede. Kan en sådan påvirkning være skyld i at vi ser en støt stigning af børn og unge transpersoner med ønske om medicinsk behandling? At forholdet tillige er blevet vendt om, således at det nu i langt højere grad er pigerne, der oplever sig som drenge, er endnu et uafklaret fænomen.

Krop og følelse er ikke det samme

En del LGBTIA+ personer hævder at køn er en flydende størrelse. De forestiller sig køn som et kontinuum med mand i den ene ende og kvinde i den anden. En norsk psykiater hævder dog at være både mand og kvinde på samme tid! I et frit og frisindet samfund som det danske, er der derfor ikke noget til hinder for at voksne flyder ned i den ende, hvor de gerne vil være!  Hvis kønnet virkelig er flydende skal det heller ikke hjælpes på vej med kirurgi, silikone, livslang medicinindtag og lide under livslang nedsat orgasme-evne pga. operationer i følsomme genitale nerver. Kønsudtryk og kønsroller er ikke diktater, men noget hver enkelt må forholde sig til intellektuelt i forhold til eget lokalsamfund. Krop derimod er en helt anden sag. Det kan også være svært at opnå respekt som psykisk rask ved et fuldt ”omvalg” inkl. nedre/indvendig kirurgi, der ofte fremtræder som en dårlig, ufuldstændig og i hvert fald infertil kopi af det modtagende køn, når man(d) er startet ud med en helt sund biologisk krop.

Kønsskifte er umulig

Eftersom et reelt kønsskifte alligevel er en umulighed, er der ingen grund fra samfundets side til at påbegynde det juridiske spilfægteri med børn, som biologisk er helt normale og sunde i deres kønskarakteristika. Og det er jo over 99% (jfr.Sexologi – faglige perspektiver på seksualitet Projekt SEXUS s.321) .Den voldsomme stigning hos børn og unge i  Z-diagnosen  ”kontakt pga. kønsidentitetsforhold”  må derfor skyldes årsager, som samfundet skylder børnene at få afdækket.