Rustam Louis Foss hædres med blomster og tændte lys på stedet i Teresesgate i Oslo hvor han blev skudt og dræbt. Foto: Øyvind Thuestad.

Knivdesperadoen på Bislett i Oslo blev dømt for drabsforsøg for elleve måneder siden. Allerede tirsdag blev Rustam Louis Foss løsladt. Politiet blev tvunget til at skyde ham, fordi samfundet ikke formåede at beskytte os.

Én ting er terroristen i Theresegade, men hvad med underskoven af ​​muslimer, der støtter ham? Hvad med sympatierklæringerne, blomsterhavet, de tændte stearinlys? Nogle er formentlig grebet af ægte sympati med en person, nogen sørger over. Men den nagende tvivl er der stadig: Hvor mange blomster blev der lagt, hvor mange lys blev der tændt, i sympati med muslimen Rustams angreb på de vantro?

Dette er ikke et fjernt, teoretisk tankespind. Det vender jeg tilbage til.

Statens legitimitet

En stats legitimitet hviler på en meget grundlæggende forudsætning: den skal sikre sine borgeres sikkerhed og tryghed. Gør den ikke det, er selve fundamentet truet. Tilliden til staten, til samfundet. Det er meget farligt. I yderste konsekvens truer anarki og kaos. Vi er ikke der endnu, men vi gør klogt i at tage signalerne alvorligt. Det er kun fire uger siden, at en muslim dræbte fem på Kongsberg, også udstyret med “stikvåben”.

Både Espen Andersen Bråthen – terroristen på Kongsberg – og Rustam Louis Foss var muslimer. Det vil sige: Pludselig var de det, indtil politiet skilte dem ad. Efter kort tid hørte vi, at Espen Andersen “ikke har gjort dette særlig seriøst”, altså konverteringen til islam. Med Rustam er det lidt sværere at afvise hans religiøsitet som ægte.

To gange har han truet og stukket folk med en kniv. For to år siden var han tæt på at dræbe en mand. Både i 2019 og tirsdag råbte han “Allahu akbar!”, Men ifølge politiinspektør Grete Lien Metlid er der intet, der tyder på terror.

– Vi er klar over, at han har råbt det her, men der er intet, der understøtter, at det her skal sættes i forbindelse med terror.

Et privat foto, grundigt sløret og offentliggjort af VG, viser Rustam tre dage før angrebet på Bislett. Han holder Islamisk Stats finger op. Et helt umiskendeligt symbol.

Rustam Louis Foss var «en børneglad fyr og en god ven. – Han var en engel. En helt igennem skikkelig person. Alle elskede ham, det er der ingen tvivl om, siger hans bedste ven til VG.» Privat foto. 

Som min kollega Erling Marthinsen kommenterede, VG forbigår det symboltunge håndtegn på billedet fuldstændigt. Det nævnes ikke med et eneste ord i artiklen.  Erling Marthinsen kommenterte

Ved VG ikke bedre? Det er helt usandsynligt at ingen i avisen tænkte dette. Alligevel sættes ”lyddæmperen” på. Der spilles med sordin, et musikinstruments lyddæmper. Ræk hånden op, den som tror at VG ville have været ligeså tavs hvis det var et billede af en terrorist som holdt hånden op til Hitler-hilsen.

Vi så fingeren så sent som for to uger siden, da Document omtalte at de terrordømte brødre Valon og Visar Avdyli var sigtet og internationalt efterlyst for drabet på Mortensrud 7. oktober. Dengang bragte vi dette billede af Valon:

Valon Avdyli (t.v.), afbildet sammen med Djibril Abdi Bashir i Syrien. Begge blev dømt for IS-deltagelse. Foto: PST.

Hvad sker med tilliden til medierne, når de ikke klarer at tale ærligt om helt åbenbare ting? Forhold som svært mange kan se og tolke selv, som IS-fingeren?

Så undergraver medierne tilliden til sig selv, akkurat som staten gør det når den ikke klarer at sikre sikkerheden og trygheden i vores gader.

Samfundet lykkedes ikke med at beskytte os mod Rustam. Oslo Tingrett dømte ham til tvungen psykiatrisk forvaring i fjor, men noget svigtede fatalt. Det er let at sige. For to år siden truede han fem personer med kniv på Grünerløkka i Oslo. Lehnnon Austria Dominguez blev næsten dræbt efter at være blevet knivstukket ni gange.

For dette var han i elleve måneder siden dømt til tvungent psykiatrisk forvaring. Men allerede tirsdag var han altså på fri fod.

Flere voldsdomme

Hvorfor? Rustam havde flere voldsdomme; vold mod politiet (2015), dom for fuldstændig uprovokeret vold mod en bygningsarbejder (2018) og dom for drabsforsøg for mindre end et år siden.

Forud for dommen i 2015 fik han fem bøder for ordensforstyrrelse og den 14. august 2014 også for manglende efterlevelse af politiets påbud. Det var kun en måned forud for sagen, der førte til 21 dages fængsel for vold mod politiet i oktober 2015.

Den 11. november 2017 gik han gentagne gange ind på en byggeplads i Møllerveien i Oslo og slog en bygningsarbejder i hovedet og sparkede ham på knæet, så han fik en flænge i det forreste korsbånd og fik skader i menisken.

Han havde været til fest hele natten og havde indtaget både alkohol og kokain og “var meget beruset”, lyder dommen.

Ved daggry kom han gående på Møllerveien 4, ved Vulkan området.

Vidner har forklaret, at “den sigtede råbte og skreg og opførte sig meget aggressivt.”

Arbejderne bad ham om at forlade stedet. Rustam nægtede, var meget aggressiv og slog en af ​​arbejderne med en knyttet næve. Arbejderne førte den anklagede ud af pladsen med fysisk magt. Han klatrede over hegnet og kom ind på byggepladsen igen to gange.

Til sidst fik den tiltalte fat i og rystede stålhegnet, der spærrede byggepladsen, så det væltede. Offeret gik hen til hegnet for at sætte det op igen. Han stod vendt væk fra tiltalte, sidelæns, da tiltalte kom løbende mod ham og slog ham i hovedet. Slaget ramte lige over offerets højre øre, og resulterede i, at arbejdshjelmen faldt af.

Forurettede forklarede, at han i ren refleks tog fat i tiltaltes arme for at forsvare sig. Tiltalte sparkede så hårdt til den forurettede. Sparket ramte indersiden af ​​venstre knæ, hvilket resulterede i, at forurettede mistede balancen og faldt. Han havde smerter i knæet, og umiddelbare problemer med at stå og træde på benet. De øvrige arbejdere på stedet kom løbende, tog fat i den sigtede, førte ham ud og lagde ham på jorden, mens de alarmerede politiet, som ankom til stedet kort efter.

“Selvom sparket fra offeret og vidnet blev beskrevet som hårdt, er retten usikker på, om sparket var målrettet og bevidst rettet mod offerets knæ eller ben. Som følge af denne tvivl med hensyn til tiltaltes forsætlige skade finder retten ikke grundlag for strafudmåling efter straffelovens § 273 », skriver retten og henviser til bestemmelsen om legemsbeskadigelse.

I stedet blev Rustam dømt for grov vold.

I den personlighedsundersøgelse, der blev fremlagt for retten, står der: «(…) Tiltalte giver indtryk af at være usikker på sin egen fremtid, samtidig med at han har mål og ønsker for livet forude. Han fremstår som åben og modtagelig for hjælp og assistance, samtidig med at han ikke har benyttet sig af tilbud som behandling på Lovisenberg DPS (Distriktspsykiatrisk Center, red.anm.).

Den tiltalte giver endvidere indtryk af at have udfordringer med relationer til andre mennesker gennem længere tid og kan ikke henvise til personer, han har et tillidsforhold til. Den tiltalte har i en samtale med en psykiatrisk udreder været åben omkring sit forhold til stoffer, og det kan ikke udelukkes, at brugen af ​​stoffer kan have haft betydning for et ustabilt og kaotisk liv.

Havde “ikke den rigtige kemi” sammen med psykologen

Ifølge dommen var den ansvarlige for personundersøgelsen usikker på, om Rustam ville være i stand til at følge op på aftaler og rammer for en eventuel samfundsstraf.

Den tiltalte kunne ikke fremlægge dokumentation for, at han var i et planlagt behandlingsforløb for sit stofmisbrug og sine psykiske udfordringer, fremgår det af dommen. Han havde ikke “god personlig kemi med psykologen”:

Det fremgår af personundersøgelsen og tiltalte forklarede, at han tidligere har haft samtaler med en psykolog på Lovisenberg DPS, men at han ikke er mødt op til alle aftaler. Den tiltalte forklarede, at det skyldtes, at han ikke havde den rette personlige kemi med psykologen, og at ordningen ikke virkede for ham. Han oplyste, at han nu med hjælp fra P22 og den praktiserende læge har bedt om at blive henvist til en psykiater. Der er ikke fremlagt dokumentation for en sådan henvisning

Samfundstjeneste for vold

“Den korte periode, den tiltalte har været stoffri, og det forhold, at der ikke foreligger en konkret yderligere behandlingsplan, taler imod, at der foreligger en tilstrækkelig klar rehabiliteringssituation til at begrunde samfundstjeneste,” skriver retten. Og videre:

Som sagen står, er retten trods stærk tvivl nået frem til, at de individuelt præventive hensyn må veje tungere end de almenpræventive, og at der bør idømmes samfundstjeneste. Det skyldes især, at tiltalte har udvist en positiv udvikling siden hændelsen, og at han ser ud til at være oprigtigt motiveret til at starte i behandling, afslutte skolen og få styr på livet. Det bekræftede vidnet Thomas Storaker Pyke, der er afdelingsleder på P22. Pyke forklarede, at den sigtede står ved en skillevej i livet, og at den sigtede er bevidst om sine egne problemer og behovet for yderligere opfølgning. Dette stemmer efter rettens opfattelse overens med beskrivelsen i personundersøgelsen.

Rustam Louis Foss fik “efter en samlet vurdering” 90 timers samfundstjeneste.

“Denne sag og den tiltaltes tidligere straffehistorik viser også, at der er en tæt sammenhæng mellem de kriminelle handlinger, han har begået, og hans rusmiddelproblemer”, skriver dommer Ina Aanerud, meddommer Mats Wilhelm Ruland og nævningene Maren Jakobsen og Øystein Grønning.

Chokeret over, at han var på fri fod

Så kom dommen fra december sidste år: tvungent psykisk forvaring efter næsten at have haft held med at dræbe filippineren Lehnnon Austria Dominguez, der arbejdede for Marita-fonden.

Dominguez blev chokeret, da han efter tirsdagens angreb forstod, at Rustam var på fri fod.

– I retssagen sagde jeg, at han kunne gøre det her igen. Han var en farlig mand. Hans blik var helt sort, da han angreb mig. Selv da jeg lå under ham, angreb han mig, siger han i telefon fra Filippinerne til Dagbladet.

Alt dette udgør historien om et forventeligt angreb, historien der næsten uundgåeligt førte til skuddene i Therese Street tirsdag.

Voldelige reaktioner

Men hvorfor bliver folk så afsindige – ja, afsindigt vrede – at det bliver åbenlyst? Rustam er et offer for en systemfejl, ikke? Det er systemet, især psykiatrien, der svigtede ham, mener mange. Det seneste døgn har jeg fået læst og påskrevet på Facebook: Hvorfor mistror jeg Rustams familie og venner i deres sorg? Blomsterne og de tændte stearinlys på stedet?

                                              Lys tændes på åstedet i Thereses gate. Foto: Øyvind Thuestad

Jeg har forsøgt at forklare, at jeg reagerer på sympatien med knivdesperadoen, i modsætning til den helt fraværende sympati med politiet, dem, der med fare for eget liv gjorde alt, hvad de kunne for at beskytte os. Og ikke mindst den manglende tilkendegivelse af sympati med den politibetjent, der blev såret i arbejdet med at beskytte os alle.

Endnu engang hører vi, at det var “systemet”, der fejlede. Sundhedsvæsenet, psykiatrien, som ikke har fulgt godt nok op.

Lignende anklager kom, efter at Marie Skuland (17) i 2017 blev dræbt af en afghansk pige (16) på Sørlandssenteret i Kristiansand. Min kollega Christian Skaug kommenterede: Kollega Christian Skaug kommenterte

Det er sundhedsvæsenets skyld, at pigen begik drab, lyder det. Nej, det er den førte politiks skyld, at hendes far overhovedet kom hertil i første omgang. Det er ikke sundhedsvæsenet, der skal undersøges, det er norsk immigrationspolitik. Den skal omdesignes for at varetage nordmændenes tarv. Nu.

Terroristen dyrkes som en helt

I 2015 skød og dræbte Omar Abdel Hamid el-Hussein to personer i København, Finn Nørgaard (55) blev dræbt ved Krudttønden, hvor Lars Vilks-udvalget holdt møde, Dan Uzan (37) blev dræbt under bevogtning af synagogen i Krystalgade. Fem politifolk blev såret. Angrebet betegnes som det værste terrorangreb i Danmarks historie.

Omar Abdel Hamid el-Hussein, der selv blev skudt og dræbt af politiet, blev dyrket som en helt af mange muslimer efter terrorangrebet.

På det sted, hvor el-Hussein blev dræbt, troppede snesevis af hætteklædte mænd op og fjernede alle de nedlagte blomster. De sagde, at blomster var “uislamiske”. I stedet satte de en plakat op.

De unge muslimer satte en plakat op med teksten: “Hvil i fred. Må Allah være dig nådig”, før de gik ned på knæ foran drabsstedet

42-årige Bilal Gurleyek knælede ned og lagde en seddel på jorden. Han lagde den foran de mange blomster, som forbipasserende i løbet af dagen havde lagt på jorden foran stedet, hvor den 22-årige Omar Abdel Hamid el-Hussein blev skudt og dræbt af politiet natten til søndag.

Ekstrabladet snakkede med en af de unge muslimer Abdullah.

På sedlen fortæller Bilal Gurleyek, at dette sted fremover bliver et mødested for landets muslimer.

»Jeg tager stor afstand fra hans gerninger, og jeg har et stort problem med islamister. Men jeg kom her i dag, fordi han blev født som muslim, og han døde som muslim, og som muslim føler jeg, at det er min pligt at komme og bede for ham,« siger Bilal Gurleyek, der ikke kendte den mistænkte gerningsmand, men som starter nu en ny tradition i Nørrebros Nordvestkvarter i København:

Hver fredag ​​vil han invitere andre muslimer fra nabolaget til at komme og bede for Omar Abdel Hamid el-Husseins ‘muslimske sjæl’. Allerede nu har Bilal Gurleyek talt med en lang række mænd fra kvarteret, som også hver fredag ​​vil gøre Svanevej til et fast bedested.  (Jyllands-Posten)

– Der er mange forskellige meninger om, hvad der er sket. Nogle er glade for det, mens andre er kede af det, fordi nu forbinder alle danskere ekstremisme med islam. Men sådan er islam ikke. Det er også en fredelig religion, men på den anden side er det ikke os, der har gjort noget. Vi sad fredeligt hjemme og pludselig kommer ham der tegneren og tegner vores profet, siger Abdullah til Ekstra Bladets udsendte reporter.

Så de er selv skyld i det?

– Ja, de er endda selv skyld i det 100%.

Drabsstedet blev et kultsted.

Hundredvis ærede terroristen

Hundredvis af muslimer mødte op i moskeen for at ære terroristen Omar Abdel Hamid el-Hussein, da han blev begravet den 20. februar 2015 – angiveligt dobbelt så mange som ved en almindelig fredagsbøn.

Flere hundrede mennesker var i eftermiddag samlet i moskeen på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter for at sige farvel til den 22-årige attentatmand Omar Abdel Hamid el-Hussein, der søndag morgen blev skudt og dræbt af politiet efter at have dræbt to civile og såret fem betjente.

Langs husmuren udenfor lå en del muslimer i vinterjakker og bad, mens fredagsbønnen blev holdt indenfor. Derefter var der en kort mindehøjtidelighed for den afdøde, hvorefter hans hvide kiste blev båret ud af moskeen og sat i en rustvogn.

Efter ceremonien i moskeen i København blev el-Hussein begravet i Brøndby. 400 kom så i graven for at ære terroristen.

Efter ceremonien kørte rustvognen mod den muslimske kirkegård i Brøndby, hvor Omar Abdel Hamid el-Hussein blev stedt til hvile i en grav i det fjerneste hjørne af kirkegården set fra indgangen.

Omkring 200 mennesker var samlet omkring hans grav – kun mænd – og en lille gravko sørgede for at fylde graven med jord, efter at kisten med liget af gerningsmanden til de to attentater var blevet sænket i jorden. Politikordføreren vurderer, at der har været omkring 400 mennesker forbi graven i forbindelse med begravelsen. Mange journalister og fotografer var samlet ved indgangen, hvor de tog plads på en jordhøj for at få et bedre overblik over kirkegården. (Politiken)

Politiken rettede senere sin artikel til, at flere tusinde var mødt op i moskeen.

NRK oplyste, at mindst 500 mennesker mødte op på den muslimske kirkegård i Brøndby uden for København for at deltage i begravelsen. De fleste var unge mænd, klædt i sorte jakker. Flere af dem havde dækket deres ansigter.

Over 50 blomsterbuketter og ditto tændte lys på gerningsstedet i Thereses gate i Oslo tirsdag aften. Foto: Øyvind Thuestad.

Efter angrebene hobede der sig store mængder blomster og stearinlys op, der hvor terroristen Omar Abdel Hamid el-Hussein blev skudt og dræbt af politiet.

Ligesom i Oslo i tirsdags.

De sørger over den dræbte knivmand, Rustam Louis Foss. Hvor er støtten og sympatien med politiet, som gjorde alt, hvad de kunne for at stoppe knivdesperadoen? For dem, der sandsynligvis reddede liv? For politibetjenten, der blev såret, mens han ofrede sig selv for at beskytte os?

Jeg gik hjem fra åstedet på Bislett tirsdag aften, både deprimeret og skræmt over et varsel om en mørk fremtid.

Oversættelse Karsten Søberg

a href=”https://www.dafolo-online.dk/bestil-b%C3%B8ger-og-tryksager-direkte-i-vores-onlinebutik/forlaget-document-s%C3%A5dan-d%C3%B8de-danmark-df-97006-32″>Køb Lars Hedegaards nye bog her!