Boualem Sansal er i nyhederne med en ny bog – ikke en roman denne gang, men en slags manifest med titlen Lettre d’amitié, de respect et de mise en garde aux peuples et aux nations de la terre («Brev med venlighed, respekt og advarsler til jordens folk og nationer ”), offentliggjort på Gallimard den 7. oktober.

L’Express beskriver værket som “ateistisk, barok og vredt”, men yder det ikke fuld retfærdighed til for den berømte algeriske forfatters vid og litterære evner, som han giver en forsmag på i et langt interview med den franske avis den 30. september.

Sansal synes, at verden går ret skævt, og identificerer fire “ødelæggere”, som ikke alle skal tages lige bogstaveligt: ​​penge, religion, fastfood og computerspil. Under punkt to, islam og dens mere utålmodige tvillingebror, er islamisme særligt problematisk, da det også er politik.

Da det, han selv erkender, er et utopisk modstykke, opstiller Sansal en “universel forfatning” som grundlag for en sammenslutning af frie folk.

L’Express: Hvorfor ville du sende et brev til “jordens folk og nationer”?

Boualem Sansal: Jeg havde allerede for nogle år siden skrevet et brev til mine algeriske landsmænd og fortalt dem, at vores land var i en forfærdelig situation, men at vi selv var ansvarlige for det. Så sagde en ven til mig, at det ville være fint, hvis jeg udvidede ideen til hele verden. Det er lidt pedantisk at henvende sig til alle jordens folk og nationer, men jeg kunne godt lide ideen (griner).

Det er menneskeligt og naturligt, at vi forsøger at sætte fingeren på dem, der er ansvarlige for vores ulykker, og mistanken går først til naboerne eller politikerne, lyder Sansals præmis.

Men vi indser hurtigt, at ansvaret ikke ligger hos den enkelte. Der er forhold, der får dem til at handle, som de gør. På en ubevidst måde er vi bestemt til at handle på den ene eller anden måde.

At forfatteren nævner penge som en af ​​ondskabens rødder er måske ikke så originalt. Jesus advarer om, at det er umuligt at tjene både Gud og Mammon, men interviewet forfølger ikke emnet, så vi får ikke andet at vide, end at “penge er menneskets måde at bytte varer på “.

Sansal kalder fastfood for en “generel lidelse”, og lader udtrykket dække over kultur og politik ud over mad og sundhed. Computerspil hentyder til krigsførelse og kriminalitet.

Men det vil mest være religion, nærmere bestemt islam. “Jeg tror, ​​så jeg har sandheden,” ironiserer han og spørger: “Hvem har nogensinde set en religion sidde i et hjørne og meditere uden at genere verden?”

Han arbejder historisk for at sætte religion ind i rammen af ​​erkendelsesprojektet:

Jeg tror på mysteriet. Alle mennesker undrer sig over, hvorfor universet og livet eksisterer. Vi leder efter svar, og nogen vil altid give os forklaringer. Det er stammens troldmand, eller oplyste mennesker, der tror, ​​de har forstået noget. Derfra opbygges en historie om begyndelsen. Dette er den romantiske fase af alle religioner. Jeg synes, det er yderst interessant.

Til sidst begynder religion at handle mere om magt, hævder Sansal. Længere nede ad skråplanet dukker terroristerne op.

De skriver, at islamisme er så meget desto mere skadelig, fordi den forbinder en religion, islam, med politik…

Islamisme er en meget tung byrde. Det er et ekstremt diktatur, der spiller på kroppen. Det styrer mennesker fysisk, men trænger også ind i deres hoveder. Denne ideologi installerer en virus, der ændrer måden, man ser verden på. Men islamisme går endnu længere end et diktatur; den angriber alt, der gør os til mennesker, som om det generede Gud. Det er visionen om en syndig menneskehed bragt til det yderste.

Selv en diktator har brug for mennesker, men for islamisterne får udryddelsen af ​​menneskeheden Gud til at sove godt, mener Sansal. “Islamisme vil rykke alt op med rode,” tilføjer han.

Vi kan se individuelle frafaldne, der er kommet ud af islam, men vi har aldrig set et frafaldent folk. Hvor islam slår sig ned, er det uigenkaldeligt. Islam indfanger alle aspekter af individet: tøjet, spisningen, men også tænkningen. I muslimske lande udryddes jøder, kristne og alle, der ikke betragtes som muslimer, såsom homoseksuelle. Islam fungerer som et renselsesmiddel. Derfor har islamismen et fantastisk instrument i hænderne.

Diktatorer har udnyttet islamismen, fortsætter han, men de er kun optaget af deres egen begrænsede magtsfære. Islamismen kender ingen grænser og tænker på et planetarisk niveau.

Indtil videre har vi aldrig fundet en måde at bremse dette fænomen på. Islamisme er baseret på islam, som ingen har ret til at kritisere. Men i deres lande spiller islam også på demokratiet og retsstaten. Islamismen udnytter disse værdier til at retfærdiggøre sin eksistens. Da demokratiet anerkender alle meninger, fra ekstrem højre- til ekstrem venstrefløj, er det også forpligtet til at anerkende islamisme. Enhver, der ikke begår angreb eller voldshandlinger, er principielt beskyttet af retsstaten. Derfor er islamismen altid straks på erobret område. Ingen steder i verden bliver islamister rigtigt bekæmpet. Jihad-terrorister bliver bekæmpet, men de er blot islamismens affald.

I bogen forestiller jeg mig en ideel verden, hvor vi fejrer livets mirakel, men det er en fantasi, siger Sansal. I det virkelige liv uden for litteraturens verden skal ambitionerne re-dimensioneres:

Jeg synes, vi skal lære at være tilfredse med de små ting, lokalt.

Sansal undrer sig over, hvem der kan tage nutidens stater alvorligt. Herskerne fra den fjerne fortid byggede pyramider og var selv som guder. Men selv i nyere historie omgav Napoleon sig med fremragende tænkere. Det ser man ikke meget i dag.

Hvad er EU i dag? Det er ikke engang som Algeriet. EU er så lille, at det reelt ikke er noget land.

L’Express nævner, at Eric Zemmour citerede Boualem Sansal om islam i en debat mod den venstreorienterede franske politiker Jean-Luc Mélenchon. Forfatteren kan endda afsløre, at han har mødt den mand, de fleste tror, vil stille op til præsidentvalget i Frankrig i 2022:

Jeg forklarede Zemmour, at islamismen skal bekæmpes helt fra begyndelsen. For det er som fugt i et hus. Til at begynde med er truslen usynlig. Det trænger ind i væggene, som gradvist opløses. Når du indser det, er det for sent. Du skal rive alt ned for at rydde op. Det er en umulig opgave.

Det er ikke kun muslimske lande, han tænker på:

Jeg fortalte ham så, at Frankrig udefra er nået til det stadie, hvor landet netop har opdaget, at islamismen eroderer huset. Men der er ingen løsning til at bekæmpe dette fænomen. Islamisme er som en blæksprutte. Du kan frigøre dig fra den ene arm, men du hænger stadig på de andre.

I Syrien kan islamisme bekæmpes med massakrer, men det er ikke muligt for et demokrati, fastslår Sansal. Han er heller ikke så optimistisk på Algeriets vegne:

I Algeriet taler vi berberisk og fransk. Men vi besluttede at arabisere befolkningen under pres fra Den Arabiske Liga, fordi arabisk er Koranens sprog. Problemet var, at man skulle rekruttere lærere i den arabiske verden. Alle regimer brugte lejligheden til at slippe af med deres modstandere. Sådan blev vores børn i skolen betroet til folk fra Egypten eller Yemen. Så snart vi forstod dette, var det allerede for sent. Vi forsøgte at forhindre arabiseringen af ​​universitetet, men det var allerede blevet en umulig opgave.

En komplicerende faktor er, at folk ikke står op for noget længere:

Vi ønsker ikke længere at kæmpe for vores samfund, vi forsøger at nå frem til et forlig. Vi reagerer i starten, men så lader vi os overvinde af udmattelse. Vi mener, at vi kan forsøge at forstå fænomenet, vende det, uddanne imamer, forhandle med eksportlande som Saudi-Arabien.

Fjenden spilder ikke tiden på samme måde:

På den anden side agerer islamisterne, og de gør ikke andet end at agere, 24 timer i døgnet, mens vi har andre ting at lave, som at opdrage børn. De læser konstant islams historie og ser strategier for krige ført af profeten eller kalifferne. De er gennemsyret af denne erobringskultur. Jeg forklarede Eric Zemmour alt dette…

Frankrig har flere intellektuelle, der forstår islam, ikke mindst Rémi Brague, der har sagt, at islamisme er islam med hastværk, og at islam er en tålmodig islamisme.

Men med den ene fod i islams verden og den anden i Vesten, tilføjer Boualem Sansal en ekstra dimension til analysen, der sætter ham i en klasse for sig.

Oversættelse Karsten Søberg

Køb Lars Hedegaards nye bog her!