Lygia Clark Máscaras sensoriais (1957)

Når klokken slår 22 og jeg netop har set Aktuellts aftenssending på SVT2, er det disse linjer fra T.S. Eliots digt «The Hollow Men» jeg forbinder den med. For den står og svajer. Selv om svenskerne burde være hærdet nu, er vi de sidste måneder blevet overvældet af så meget information om hvor ilde det faktisk står til i samfundet, at det er blevet for meget.

Overskrifterne handler om daglige skudepisoder, bombeangreb, drab, voldtægter og overfald. Vi ser hvordan de kriminelle bander vinder mere og mere terræn. Politiet er stoppet med at rykke ud, selv ved alvorlige forbrydelser, og otte af ti drab i Stockholm er uopklaret. Det svenske Polisförbundet melder at tre af fire politifolk er aktivt på jagt efter andet arbejde.

Sundhedsvæsenet er på knæ efter flere årtier med nedskæringer, og belastet med en pandemi i tillæg. Sundhedspersonel trues på jobbet, og akutmodtagelser må bevogtes af politi for ikke at blive stormet af patienters aggressive slægtninge.

Barselomsorgen er hårdt ramt – af 21 regioner i Sverige har 19 mangel på jordmødre. Nyhedssendingen jeg netop så, fokuserede på situationen ved Danderyds sygehus i Stockholm, hvor 41 af 72 jordmødre har sagt op. De interviewede jordmødre fortæller at de har ansvaret for to, tre eller fire fødsler samtidig. De har ikke tid til at overvåge sikkerheden eller gå på toilettet. Nu slutter de fordi de ikke orker det længere.

Manglen på lærere er akut. Lärarförbundet har gjort opmærksom på at hver anden lærer i børne- og ungdomsskolen har været udsat for fysisk vold, og nu ansætter skolerne dem, de kan få. Desperate forældre fortæller om hvordan deres børn bliver undervist af lærere som ikke har uddannelse og ikke engang kan svensk. I frikvarterne hersker jungleloven, og det er en del af mange børns hverdag at blive udsat for verbale og fysiske overgreb. Men der er skolepligt, så forældre skal sende deres børn i skole.

Et samfund under pres

På stadig flere områder bliver det tydelig at Sverige er et samfund under pres, og nu kommer der løfter som skal berolige os: Politikerne lover flere politifolk, flere lærere og flere indenfor Sundhedsvæsenet. Men bag hvert job er der et menneske – og hvem skal disse være? Der er få som både vil og egner sig.

Pladserne ved Polishögskolan er allerede tomme, Norrbottens politidistrikt klarede for eksempel at optage to (!) studenter til 21 pladser dette semester. Ved Lärarhögskolan fyldes bænkene med de svageste studenter, for inden få år vil der mangle 79.000 lærere. Aftenens interviewede jordmorstuderende har allerede i løbet af uddannelsen bestemt sig for aldrig at arbejde indenfor fagområdet.

Politikernes løfter er tomme ord. Ikke andet.

Den brutale sandhed er at få mennesker generelt (og endnu færre med rigtig kompetence) ønsker at arbejde på disse områder, for forholdene har gennem år med vanstyre og ligegyldighed fået lov til at udvikle sig til dagens katastrofale situation.

Hvem ønsker at gå på job dag efter dag og blive mødt af stress, trusler og sågar regelret vold? Hvem er rede til – for en brøkdel af en politikerløn – at risikere at få en sten i hovedet eller en kniv i maven mens man prøver at gøre sit job? Ikke jeg, i alle fald, og på den måde er jeg ikke særlig original: I dag er der tusindvis af uddannede lærere, politifolk og sygeplejere som arbejder i andre fag.

Samfundet hviler på enkeltmennesker

Samfundet vakler, og at det fortsat fungerer så godt som det gør, skyldes enkeltpersoners indsats. Det er ikke «Sundhedsvæsenet» som giver os omsorg. Det er ikke «politiet» som arresterer røvere eller «skolen» som uddanner vore børn. Det er Anna, Marcus, Linda, Amin, Johanne, Gregor, Lisbeth, Björn, Noor, Victor og alle andre som går til deres arbejdspladser på et sygehus, en politistation eller en skole. Det er disse som – på individniveau – tørrer tårerne, opmuntrer hinanden og kæmper videre for at du og jeg skal få omsorg, fysisk tryghed og uddannelse. Én dag og et skift ad gangen.

Det er disse individer som holder samfundet på benene lige nu. Det er dem, der løser opgaven. De vil ikke lave revolution, de vil ikke storme Riksdagen eller kapre SVTs Aktuellt-studio for at præsentere deres krav. De har protesteret, forklaret og bedt i lang tid nu. Men ingen har lyttet. Til trods for det har de fortsat med at kæmpe. Et arbejdsskift ad gangen.

Point of no return

Men som individer har vi alle et punkt, hvor vi ikke længere orker at blive ved på den måde. Når tallet minus overstiger tallet plus, giver vi før eller siden op. Enten tager vi et bevidst valg om at prioritere vort egen fysiske og psykiske helbred, eller også tager kroppen valget for os. Uanset hvad pakker vi sammen og rejser hjem.

Det er derfor et «point of no return», hvor forholdene er blevet så slemme at de ikke kan forbedres, selv med alle de vakreste løfter i verden – og når den situation indtræffer, er der ingen vej tilbage. Da er vort samfund tabt, og når vi er kommet dertil, vil det definitivt blive lagt mærke til. For hvad sker når alle går hjem?

This is the way the world ends
This is the way the world ends
This is the way the world ends
Not with a bang but a whimper. (Ikke med et brag men med en klynken)