Faren til Abdoullakh Anzorov, terroristen som skar hovedet af Samuel Paty, er stolt af sin søn. «Han forsvarede alle tjetjeneres og muslimers ære i hele verden », siger Abouyezid Anzorov.
Hyldesten af den 18 år gamle morder som for et år siden dræbte Samuel Paty, fordi den franske lærer havde vist Muhammed-karikaturer til en skoleklasse, mens han underviste om ytringsfrihed, skete i et hidtil upåagtet interview som blev offentliggjort på de sociale medier i juni, oplyser Le Figaro.
I juni kundgjorde en tjetjensk blogger at et interview af næsten halvanden times varighed med Abdoullah Anzorovs far Abouyezid ville blive rundsendt på de sociale medier. Et blik på denne blogger er nok til at fastslå at vedkommende tilhører salafistbevægelsen. Og en undersøgelse af netstedet får en til at drage den konklusion at vi er i jihadist-land. Ved siden af interviewet med Abuyezid Anzorov er der da også en 44 sekunder lang video, hvor et billede af terroristen ledsages af denne tekst på russisk: «Måtte Allah belønne denne tjetjenske helt. Han forløste os fra synden (passiviteten)», med islamiske religiøse sange og slagord i baggrunden.
Interviewet, som er blevet omtalt af det russisksprogede netsted kavkaz.realii, giver interessante oplysninger om terroristens familie, som ikke længere skal være bosat i Frankrig, skriver den franske avis.
Abdoullah Anzorovs jagt på Samuel Paty begyndte med at han så en video med Abdelhakim Sefrioui, den fransk-marokkanske islamist, som er sigtet for medvirken til drabet på Paty, fordi han bidrog til at piske stemningen mod læreren op.
«Abdoullakh så denne video», fortsætter Abouyezid Anzorov. «Han kunne ikke udstå det, og løb ind i køkkenet for at snakke med moren om den. Moren forbandede dem som tegnede karikaturerne, men sagde at dette ikke havde noget med os at gøre, og at vor opgave er at bede.» Abdoullakh gjorde også sin bror opmærksom på videoen, men ikke faren, en sikkerhedsvagt som på den tid arbejdede i en anden by end Évreux, hvor familien boede.
Der var ikke noget fanatisk ved sønnen, hævder pappa Anzorov:
Faren fortæller så om en søn som uden pres fra familien begyndte at bede da han var fem år, og faste da han var syv – en «god søn for sine forældre», som «holdt sig til tjetjensk tradition og adfærd». «Det var ikke noget fanatisme i ham», tilføjer Abouyezid Anzorov. «Jeg opdrog ham sådan: Du skal elske Allah højere end dine forældre.»
Faren siger at han er tilfreds med sønnen, som blev skudt og dræbt af politiet efter ugerningen, men at han selv ikke ville have haft «modet og styrken til at beslutte at dræbe», og at han ville have forsøgt at afværge sønnens planer, også med politiets hjælp, dersom han havde haft kendskab til dem.