Collage: Kulkraftværk i Lausitz, Brandenburg, DDR

‘Klimakrisen er større end politiske skel’, fortalte den 15-årige klimaaktivist Selma de Montgomery i en podcasttidligere på året. Det går fint i spænd med den lidt ældre Esther Michelsen Kjeldahl, der definerer sig selv som liberal, og i kroniklængde har argumenteret for at det er borgerligt ‘at være feminist, klimaaktivist og antiracist’.

At det er en klassisk ‘motte-and-bailey’-dagsorden kan ingen være i tvivl om, og da slet ikke efter at have læst deres seneste debatindlæg i Information. ‘Vi unge betaler prisen’ for ‘den vestlige verdens måde at gøre tingene på’, lyder det pubertært fra repræsentanter for den mest forkælede generation på kloden. 27-årige Esther hedder det samme som min mormor, men hendes far gjorde ikke karriere i EU-Kommissionen, og hun fik aldrig en master i filosofi på London School of Economics. Som 15-årig gik jeg med aviser. Jeg skrev ikke i dem.

Nu hvor de introducerer begreber såsom ‘intersektionalitet’ og ‘miljøracisme’, så er det vel fair at kalde dem for privilegerede klima-leninister. Set på Information.dk – Klimakrisens rødder er kolonialisme, ulighed og racisme – ikke generationssvigt.

“Klimakrisen er ikke et resultat af, at én generation har svigtet. Det er et helt system, der har fejlet. Hvis vi skal rette op på dette, bliver vi nødt til at kræve hidtil usete systemiske forandringer. …

Det seneste år har vi fået øjnene op for sammenhængen mellem kolonialisme, racisme, ulighed, undertrykkelsen af kvinder og andre kønsminoriteter, og hvordan disse magtdynamikker spiller en central rolle i klimakrisen.

… det var ikke bare en enkelt opfindelse, der muliggjorde klimakrisen. Det var et helt kolonialt system og en bestemt tankegang, der muliggjorde den grænseløse vækst og udnyttelse af ressourcer og mennesker, som er så central i klimakrisen.’ …

Et alternativ til at blive en del af den forsimplede ‘os og dem’-generationskonflikt er at have en intersektionel og dermed antiracistisk tilgang til klimakrisen.

… Da racegjorte mennesker ofte har lavere indkomster som følge af racistiske strukturer i samfundet, vil en højere andel af racialiserede mennesker være udsatte over for ekstremt vejr. Det skaber et overlap mellem racisme, klasseforskelle og udsathed over for klimakrisen. …

Groft sagt er det altså kvinder, der betaler prisen for (visse) mænds forurening. Her ser vi endnu et overlap mellem køn og klasseforskelle, der påvirker, hvor meget man personligt rammes af klimakrisen.”