Skærmdump YouTube.com
Det vakte bestyrtelse i journalistiske kredse, da koncern-chef for Berlingke Media Anders Krab-Johansen høfligt påpegede, at dansk journalistik havde et problem med den politiske mangfoldighed.
Jeg kender ikke Anders Krab-Johansen, men han har haft en stor karriere hos Ritzau, P1, Politiken, TV2, har stået i spidsen for spidsborgerlige Børsen, og er i skrivende stund chef for Berlingske Media (Berlingske, Weekendavisen, B.T. og Euroinvestor). Bemærk det fremhævede i portrættet herunder. Selv i epicenteret for den borgerlige presse, sidder en mand med en fortid i det venstreradikale miljø.
“Spol tiden tilbage. I 1995 sidder 28-årige Anders Krab-Johansen med ’sit lange hår, sin krøllede skjorte og sine gummisko’ på chefredaktør Leif Beck Fallesens kontor på Børsen.
Præstesønnen fra Kerteminde har en mastergrad i journalistik fra Columbia University og en kandidatgrad i statskundskab. I sine unge år har han blandet sig lidt i BZ-bevægelsen. Og så har han været radiovært på ungdomsprogrammet ‘P4 i P1’, hvor også forfatteren Helle Helle og radiochefen Mikael Bertelsen var bag mikrofonen. Erhvervslivet har han ingen erfaring med. Nul.”(Jyllands-Posten, 28. december 2016)