Skæld ud er skæld ud, hvis børnene føler sig skældt ud, lød det fra skolelærer Mette Thor Jørgensen i seneste udgave af ‘Hjælp – Jeg er forældre!’ på Radio4, og så var der ellers børnemagt for alle pengene. Vært Marie Sloma Qvortrup havde gode erfaringer med en mere autoritær skolelærer, men det var ikke godt at stoppe mobning med truende adfærd. Den bogaktuelle skolelærer fik kam til sit hår, og måtte henvise til Erik Sigsgaards forskning. Sigsgaard meldte sig som ung ind i Socialistiske Studenter, og endte i Folketinget for Venstresocialisterne. Kulturmarxistiske staveplader til folk, der nægter at lade virkeligheden ødelægge lækre teorier.

Christian Egander Skov kommenterer den skældud-fri skole i Berlingske – Den skældud-fri skole skaber hypersensitive menneskeskrog.

“I et interview kunne den stedlige viceskoleinspektør, Rikke Wenneberg, berette, at ’skældud’ faktisk også ødelægger børns relationer til hinanden. Og det bliver meget værre. At skælde ud, forklarer hun, er nemlig det samme som at slå. Det er ‘den psykiske måde at slå på.’ Altså vold. …

… Eksperimentet i Herskind bygger på en pædagogisk tænkning, som målrettet forsøges spredt til danske skoler. Der er en manual, ‘Skole uden skældud’, skrevet af Erik Sigsgaard, der kalder sig børneforsker og konsekvent sidestiller skældud med vold. Det er en lille industri i sin vorden. Skole kan blive certificeret. Guf til mellemledere. …

Skældud er ubehageligt. Det er også ubehageligt at skælde ud. Men måske er det netop pointen. Vi kan jo lære rigtig meget af ubehag. Derimod lærer vi intet af at skærme os selv fra ubehaget og fra det liv, der jo altid vil være delvist ubehageligt.

Men det er, hvad terapeutismen vil have os til. Den er en flugt fra denne tilværelse, et forsøg på at redde mennesket fra menneskelivet. Resultatet er hypersensitive og selvoptagede menneskeskrog, indkrænget i deres egne neuroser. Det er langt mere bekymrende end selv et nok så hovedløst svirp med tungen.”