Da Jeppe Kofod tiltrådte som udenrigsminister erklærede han til lyden af trommehvirvler og trompetfanfarer, at nu skulle Danmark til at føre socialdemokratisk værdipolitik på den internationale politiske front. Kofod stod klar med demokratiets dragne lanse rede til kamp for frihed og folkestyre mod klodens mange tyranner. Vi var nok mange, der smilede diskret gennem knaphullet vel vidende, at det ikke kom til at ske, og at alt ville blive ved det gamle, sådan som det altid har været.

I de sidste hundrede år har dansk udenrigspolitik været styret af en ufravigelig formel, der ikke er offentliggjort, men som virker fint i praksis: DANMARK SKAL BEKÆMPE TYRANNI, UNDERTRYKKELSE OG DIKTATUR OVERALT PÅ KLODEN. MEDMINDRE DETTE ER TIL FARE FOR DET DANSKE SAMFUND ELLER SKADER LANDETS KOMMERCIELLE ELLER INDENRIGSPOLITISKE INTERESSER. Dette dogme medfører, at vi kryber for store og farlige lande, men er med på tæskeholdet mod dem, der ikke kan skade os. Sådan gik det til, at Danmark blev Nazi-Tysklands næststørste handelspartner (efter Italien) under hele krigen, at vi med fagbevægelsens velsignelse sendte 130 000 danske gæstearbejdere til Tyskland, for at de kunne give et nap med i rustningsindustrien. Med Stauning-regeringens velvillige accept sendte vi en brigade på 8000 mand til uddannelse i tyske SS-kaserner og derefter til indsats på Østfronten.

Derfor blev vi af angst for Sovjetunionen til atomvåbenfri zone, blev fodslæbende medlem af NATO og slog store knuder på os selv for ikke at provokere den nærtagende russiske bjørn. Da ayatollah Khomeini efter sin magtovertagelse i Iran i 1979 iværksatte en omfattende bølge af fængsling, tortur og drab på den iranske befolkning, var modtrækket fra udenrigsminister Niels Helveg Petersen, at præstestyret skulle konfronteres med ’ kritisk dialog’. Man ville jo nødig miste den store eksport af feta ost til Iran. Til gengæld var vi med på de virkningsløse sanktioner mod Chiles Pinochet, Rumæniens Ceausescu (som ellers havde fået Elefantordenen) og militærjuntaen i Burma.

Men vi turde ikke protestere, da Saudi-Arabien efter Muhammed-tegningerne lancerede et total statsboycot af danske produkter, hvad der var en grov overtrædelse af alle internationale konventioner. Dog hoppede vi glade med på EU’s sanktioner mod Østrig, fordi det ikke stuerene Frihedspartiet i år 2000 var blevet medlem af den østrigske regering.

Og i år måtte frihedens Ridder Jeppe drage bukkende og skrabende ud til det brutale diktatur i Pakistan for at overbringe det danske folks hjertelige tak, fordi tyrannerne i Islamabad allernådigst havde stillet en lufthavn til disposition for danskernes paniske flugt fra Afghanistan. De foregående 20 år har Pakistan ellers været en yderst gæstfri vært for både Taliban og Al-Qaeda. Men den slags ting taler man ikke om blandt venner.

Og nu er Pakistan udnævnt til ven af Danmark. Mette Frederiksen skyndte sig derefter til Indien for at understrege, at Indien er skam også vores ven, selv om deres dødsfjende hedder Pakistan. Denne udenrigspolitik flugter vist mere med Socialdemokratiets sande værdier. Vi kan ånde lettet op. Alt er ved det gamle.

www.asgeraamund.dk